Blog Image

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

Póntelo

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Wed, May 18, 2016 19:26:39

“Køb dig en paraply”, forslog damen, der ligesom jeg havde søgt ly i et indhak mellem nogle af de yderst velholdte bygninger med ekstravagante butikker, da støvregnen endnu engang tog til og forvandlede sig til en veritabel regnbyge. Dér stod jeg med fuld oppakning og skulle bestemt ikke have mere at slæbe på og desuden ligger der jo en af slagsen i min kuffert i Barcelona. “Jeg har et regnslag”, svarede jeg hende. “Póntelo!”, “Så tag det dog på!”, insisterede damen, der ventede på en bil, men jeg havde det fint med at afvente, at bygen nok gik i sig selv om lidt, og det gjorde den.


Da den – og damen – var gået, gik jeg også. På udkig efter dagens café amb llet, som jeg også havde kunnet kalde en café esnea, for nu er jeg et lille smut i Euskal Herria, Baskerlandet, hvor de har helt deres eget særprægede sprog, der ikke ligner noget andet i verden. F.eks. hedder toiletter “komunak”, og “on egin” betyder velbekomme. Ud fra det og hvad jeg ser her på gaden i Donostia (på spansk San Sebastian) har jeg sluttet mig til, at “-ak ” er en flertalsendelse og “on ” betyder noget med godt / vel. Så vidt mine sparsomme sprogkundskaber på denne længdegrad.


Men jeg bestilte dog blot en café con leche, for de taler mest castellano – det vi andre kalder spansk. I de mange år under Franco har de ikke kunnet holde det baskiske sprog tilstrækkeligt ved lige, men nu undervises der igen i det i skolerne, så sproges udbredelse vokser og vil med tiden matche deres store nationalfølelse.


Pigen, der ekspederede mig, svarede mig dog gang på gang på engelsk, selvom jeg holdt mig til det spanske. Jeg kastede et blik over min højre skulder og fik det skønneste smil fra en ung pige, der ganske udmærket kunne se det sjove i vores lille “sketch”. Et øjebliks umiddelbar menneskelig kontakt uden ord. Det smil tager jeg med mig til samlingen.

Mens jeg drak kaffen fangede en forbipasserende sort mand mit blik og hilste. Jeg traf ham igen ved indkøbscentrets udgang, hvor jeg stoppede op for denne gang at overgive mig til mit forårsgrønne regnslag. Han kunne have snakket i timevis, om jeg havde haft tiden til det, men jeg skulle nå min bus ud på landet og måtte forlade ham og hans plastikpose med fodboldkort.


Ud i regnen igen. Jeg tænker, at Donostia må være Baskerlandets svar på London. Alle bærer paraplyer, de kender deres vejr. Og de kender deres værd. For byen bærer præg af en velstand, der går langt tilbage i tiden. Og inden for de sidste år har mange turister fundet deres vej hertil, efter mange år hvor byen var forholdsvis isoleret. Folk fra Donostia betragtes som en slags fake baskere, muligvis på grund af, at byen ligger så tæt på Frankrig.

Det er fredag den trettende, men det har jeg ikke tænkt mig at lade mig forstyrre af og fortsætter min færd ud i det baskiske forår, smukt og friskt lysegrønt, for det regner “cada rato “, hvert andet øjeblik. I år forsømmer jeg desværre det danske, og jeg håber, at I andre nyder det dobbelt.

“Jeg er så træt for tiden”, har det lydt fra flere, jeg har snakket med hernede i Spanien. “Es por el cambio de las estaciones”, mener de, og min indre grammofon spiller en gammel plade med Anne Linnet: “Forårstræthed er tilladt og noget alle folk kender. Men i forsømte haver står visne små strå og græder. Og huse som ingen bor i…” Meget mere husker jeg desværre ikke af Tove Ditlevsens smukke tekst, kun den stemningsfulde melodi og små fragmenter af ord, der summer af ensomhed.


Jeg når min bus i fin tid og ser, hvordan regnen trækker væk, og små pletter af blå himmel titter frem, mens jeg nærmer mig Vitoria-Gasteiz og nu kun er en lille bustur og en kilometers vandring af et gammelt jernbanespor fra det “paraíso”, der er mit mål denne fredag den trettende. Men det er en anden historie, som I må få senere. Regnslaget pakker jeg væk igen, selvom mørke skyer truer i horisonten, lige oven over de solbeskinnede nysudsprungne træer og buske. Jeg snuser det baskiske forår ind med et smil på læben og hører et velkendt æsel skryde i det fjerne.



DAGENS PUSKÁS

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Wed, May 04, 2016 01:23:52

Jeg
måtte jo. Jeg havde jo sagt, at jeg ville. Og det ville jeg. Så tro
det eller ej, jeg kom sørme til konvertere dagens café amb llet til
en Puskás, en ungarsk fodbold-øl!

Der
var stort set fuldt hus, da jeg entrede Futbol Bar 34 minutter inde i
kampen mellem Manchester United og Everton, som selvfølgelig blev
vist, mens folk i Barçatrøjer ventede på dagens højdepunkt,
kampen mellem Barça og Sporting Gijón, som skulle opleves live på
Camp Nou, hundrede meter herfra.

Min
gode ven Lászlós endnu bedre ven Peter, som naturligvis også er
ungarer, har haft baren i knap 1 ½ år, og det går ret godt. Sådan
en dag før kamp har de hujende travlt med servering af øl, og her
duftede af friske solide fodboldmåltider med frittere og burgere.
Andre dage har de en ungarsk menu, men det er måske knap så
fodboldvenlig. Til gengæld havde baren besøg af en tidligere professionel ungarsk fodboldspiller (til højre for ham der står til venstre)

Mange
af gæsterne havde fundet baren via tripadvisor. Jeg talte med
adskillige irere, nogle englændere fra lige i nærheden af
Manchester, som havde taget deres 7-8 årige sønner med, et par
nordmænd – hvoraf en af dem i virkeligheden var russer – en del
hollændere og selvfølgelig en flok danskere. En familie fra Hørning
med to voksne sønner på en 5-dages tur for at se Barça og resten
af byen. Så fik de deres mad, og jeg gik videre til de næste. Nogle
ældre ungarere, som ville tale tysk. Jeg blev vældig tavs; der var
lukket helt ned for den tysksprogede afdeling af min hjerne, som det
alt for ofte sker, når den spanske afdeling er aktiveret.

Den
engelske afdeling fungerede heldigvis optimalt. Jeg ”fell in like with”
tre irere fra landets vestligste del, far Rob med sønnerne Rory og
Emmet, som var rigtig sjove og hyggelige at snakke med og sjovt nok
meget nemmere at forstå end de der englændere med deres helt egne
dialekt. Irerne var på en rigtig far-søn-tur, de havde for et par
år siden droppet det der med julegaver for i stedet at tage en
fodboldtur sammen engang imellem, og havde bl.a. også være i
München. Man kunne mærke, at de virkelig hyggede sig sammen og
havde en god intern humor, som jeg og mine døtre har det. En humor
som samtidig gerne lukker andre ind, hvis de er åbne for det.

Den
der ensomme ungarske øl gjorde nok osse sit til stemningen, selvom
den umiddelbart virkede lidt lys og tynd, men jeg er jo heller ikke
den helt store alkoholist. Pludselig var der mål på skærmen, en af
englænderne sprang op, inden jeg nåede at tage et billede, selvom
vi da havde aftalt, at han skulle sige til inden næste gang, hmm!

Her
kommer næsten ingen spaniere, de har deres egne stamsteder hele
vejen rundt om Camp Nou i en radius af få hundrede meter, men dog
var her et enkelt spansk par, bosiddende ude ved Montserratbjergene
og de syntes, det var det fede sted.

Allerede
på min første aften i Barcelona opdagede jeg stambarerne. Jeg var
på vej på gåben fra nogle venner og hørte pludseligt et
umiskendeligt ”Olé-olé-olé-olé” (selvom de hernede nærmere
synger ”å-wæ-å-wæ-å-wæ-å-wæ”) og kunne ikke lade være
med at gå efter lyden. Kun ved at være nysgerrig oplever man noget
nyt. Og djævle myldred frem på jord, på alle gadehjørner var
barer med fodboldklædte folk, øldrikkende og forventningsfulde. Jeg
fulgte strømmen og befandt mig pludselig foran Camp Nou, det eneste
sted jeg på forhånd havde tænkt, at jeg i hvert fald ikke behøvede
besøge hernede, da jeg jo alligevel ikke fatter det der fodbold.
Men
jeg lod mig gribe af stemningen og forventningens glæde. Blev dog uden for stadion,
havde heldigvis ingen billet. Ved siden af mig stod pludselig Xavier,
og vi faldt i snak. Om jeg skulle se kampen? Næh. Skulle han? Næh.
Ingen af os brød os om fodbold. Vi var der bare for at se. Jeg
gennem mit kamera, han skulle holde øje med, om der skete mærkelige
ting. Sikkerhedsmand helt inkognito.

Denne
aften vandt Barça 2-1 over Atlético Madrid.

Pludselig
begyndte folk lige så stille at sive fra Futbol Bar, selvom
Manchester endnu ikke havde scoret det afgørende mål mod Everton.
Camp Nou kaldte, spanske kindkys på irske kinder, og så var der
næsten kun mig og bartenderen Andrea tilbage. Og et bord med det
ecuadorianske flag i det halmørke lokale. Kampen endte 2-1 til
Manchester.


Camp Nou klarede Barça en 6-0 mod Sporting Gijón.

Gad
vide, hvad der egentlig drager flest turister til Barcelona: Sagrada
Familia og hele Gaudi-dynen eller Camp Nou?



ET GLIMT I ØJET

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Tue, May 03, 2016 10:38:52

Det
der blik, det der glimt i øjet, som han ikke er meget for at lade
mig fange, for han bryder sig slet ikke om at blive fotograferet. Men
jeg er som en tyv om natten. Ikke at det er nemt at koncentrere sig
om at fotografere, for jeg bliver fanget af hans stemme, hans vældig
hurtigt talende stemme af galicisk oprindelse, som fortæller og
fortæller, og jeg lytter gerne og beholder allerhelst øjenkontakten
og nærværet imens. Og jeg kan mærke, at det er på vej til at
forsvinde i samme øjeblik, jeg løfter kameraet.

Jeg
er på besøg hos Alejandro Parra, keyboardspiller og guitarist bl.a.
i Till April, et band der bryster sig af at spille ”swing circus &
cabaret punk”, og det er nok ikke helt ved siden af. Magen til
swingende energiudladning har jeg sjældent oplevet! Og bagerst i
lokalet på Soda Acoustic den lørdag aften sad Alejandro, stille og
roligt og uden at gøre stads af sig selv trakterede han først sit
keyboard og dernæst sin guitar, og den sidste på en måde, som
ledte min tanker i retning Django Reinhardt og en lang køretur tværs
over et Irland med kringlede landeveje, hvor 90 km i timen er det
normale, trods venstrekørsel. Men det er en helt anden historie og
længe siden. Her i Barcelona kørte Alejandros guitar ud i
landskabet i et tempo, der til tider overskred den irske
fartbegrænsning, men helt uden uheld. Till April vedkender sig også
gerne, at de er inspireret af Manouche, som de franske sigøjnere,
hvor Django har sine rødder, også kaldes. Samt af jazz og math
rock.


tomandshånd er det en helt anden side af Alejandro, jeg møder. En
varm og rar person, ja det havde jeg jo nok på fornemmelsen. Men
også meget snakkende og levende og med tusind ting, han gerne vil
vise mig i sin mørke og rummelige stuelejlighed på Carrer Margarit.
Hjemmelavede lamper kreeret ud af gamle trompeter og andre
messinginstrumenter, hvor messingen for længst er holdt op med at
skinne. Hans garderobeskab, som er en forhenværende bogvogn og
stadig på hjul, også med masser af levet liv og patina. En gammel
telefon af bakalit, som han har fundet billigt på den anden side af
kloden. En jazzguitar fra 30´erne. En 30 sekunders film, som han
været med til at lave ud fra en idé, som han fik. ”Que pare el
tiempo”, ”bare tiden ville gå i stå” – og det gjorde den så!
Stærk lille sag. Og vover man sig ud på det lille hus og vil skylle
efter, skal man trække i noget, der i den grad ligner en gammel
receptionsklokke, at man føler trang til at slå på den i stedet.

Alejandro
har uddannet sig og boet flere steder i verden: London, Edinburgh,
Amsterdam og har turneret i Syd- og Nordamerika med bl.a. Estreno
Serrat, en legendarisk spansk sanger, der sidste år kunne fejre 50
års jubilæum som musiker. Helt så længe har min nye ven ikke
været med, men han har dog levet et til tider omstrejfende liv, hvor
han har været væk i op til et halvt år ad gangen. En overgang
spillede han på gaden med en tjekke. De forstod ikke et ord af, hvad
hinanden sagde, men kommunikerede gennem musikken, et sprog hinsides
ord. Jeg tænker her bagefter på, hvem der mon tager sig af hans
søde, bløde sorte hunkat, når han er bortrejst. Den slikkede mig
på hånden, straks var også vi venner.

Midt
i stuen står en funklende lyseblåt trommesæt. Hans lejlighed
tjener også som øvelokale for de forskellige bands, han er med i.
Hvem der betjener sig af boksebolden over sofabordet, glemmer jeg at
spørge om. Til gengæld er her ikke noget fjernsyn. Han har det fint
med ikke at holde sig orienteret, om hvad der sker i verden. Det er
jo bare til at blive i dårligt humør af. Og jeg er enig. Livet
leves nu og her, i det nære, der hvor vi er. Dér giver vi efter
evne vores bidrag til at verden er et godt sted at være.

Og
han snakker. Om sin mor og sin mormor og den betydning, de har haft
for ham. Det gør jeg også. Ikke så meget om dem, men om så meget
andet, og vi kunne være blevet ved meget længere, end jeg havde tid
til, ingen tvivl om det. Han viser mig en sjovt kamera, et russisk
plastikkamera kaldet Diana F, et kultkamera fra 60´erne i nyere
udgave, og så får jeg ellers lov at smage min egen medicin, denne
gang tilsat lidt lomografi (hvis motto er ”Don´t think, just
shoot!”) Som om jeg synes, at det er sjovt at være på den side af
kameraet! OK, jeg kan godt smile, og måske er der også et lille
glimt i mine øjne, det kommer der let i selskab med Alejandro. Lidt
efter ligger der et par sjove polaroidbilleder af mig på
køkkenbordet. I rummet ved siden af står et gammelt
forstørrelsesapparat, han husker magien i at se et analogt foto
vokse frem under fremkaldervæsken, men i dag lader han polaroiden om
trylleriet.

Om
han rent faktisk kan leve af at være musiker? Jo, det går. Jeg får
indtryk af at besøge en ægte boheme med en kreativitet, der spreder
sig over mange områder. Han har ikke har brug for det helt store, så
længe han kan starte dagen med at drikke en kop kaffe på nærmeste
gadehjørne – måske en cafè amb llet? – tilsat sukker og lidt af
alt det sollys, hans lejlighed mangler.

Ærgerligt,
at jeg må haste videre til næste aftale, for jeg føler mig meget
hjemme her. Og faktisk kan jeg være lidt ærgerlig over sådan at få
nye venner – både Alejandro og katten og en del andre – og vide,
at det kun er for en stakket stund, og så skal jeg tilbage til
Danmark.



VI ER ALDRIG ALENE

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Mon, May 02, 2016 02:51:21

Det
kommer til os alle en dag. Hvis vi lever længe nok. Nej, faktisk er
det det eneste, vi ikke kan undgå her i livet. Døden. Et tilfælde
bragte mig forleden i selskab med flere døde, end jeg nogensinde
havde forestillet mig har levet. Et astronomisk antal grave, hvis
indbyggere jeg ikke kan lade være med at sende en kærlig tanke. Det
har taget mig nogle dage at få denne sære oplevelse ned på skrift,
men nu er den ved at være der. Fortællingen om den dag, hvor jeg
aldrig nåede at få min cafè amb llet.

Jeg
værdsatte de dødes selskab, hvor mærkeligt det end lyder. Mens jeg
gik jeg rundt som den eneste levende blandt tusindvis af døde,
pakket i mange etager. Dødens skyskrabere, der rækker ud mod
Middelhavets store blå himmel. Af og til nogle større
familiegravsteder i kun ét plan, som f.eks. familien Jimenez Toras,
som bevogtes af den smukkeste engel. I et par timer vandrede jeg
rundt i det usædvanlige selskab. Af og til passerede en bil, for
kirkegården på Montjuïc er så stor, at de fleste bruger bil for
at komme frem derinde. Samt høje trappestiger for at besigtige deres
døde og give dem lidt friske plastikblomster.

Måske
var det ikke det rette sted at spise, men jeg var blevet småsulten
og satte mig med mine medbragte vindruer på en bænk foran et bed
med lavendler og rosmarin. Under hver lille busk stod et navneskilt
med fødsels- og dødsdato. Også det var grave. Intet var blot til
pynt. Overalt var de døde nærværende. Og her få dage før ”Día
de la madre” (mors dag), som der er reklamer for overalt, gik
tankerne til min egen mor, som forlod livet iblandt os for snart fire
år siden. Hun var ikke nem, men jeg kan have følelsen af, at der er
kortere afstand til hende nu, end der var, da hun levede. Nu hvor hun
ikke længere er fanget i en syg krop og et sind, der forhindrede
hende i at forholde sig til os som mor og mormor.

Kirkegården
på Montjuïc, som sidste år blev kåret i en top tre for bedste
kirkegård i Spanien, er en gigantisk labyrint, og selvfølgelig
kunne jeg ikke finde udgangen. Det slog mig, at jeg ikke havde set
andre levende, hverken i biler eller på trappestiger, i et pænt
stykke tid. Måske lukkede kirkegården klokken 17, som allerede var
et stykke tid siden. Tiden havde taget mig, som den jo ofte gør,
mens vi i rasende fart styrer mod den uundgåelige død. Hvad nu,
hvis jeg måtte blive derinde? Det, der umiddelbart generede mig
mest, var, at jeg stort set hverken havde vådt eller tørt. Jeg er
ikke bange for de døde, tænkte jeg, temmelig overbevist om, at hvis
de skulle finde på at røre på sig, ville de være venlige, og de
ville mig det godt, som jeg ville dem det godt. Hvorfor i alverden
skulle det være anderledes?

Jeg
vadede og vadede, passerede hundredvis af døde endnu engang, før
jeg fandt en port med en hængelås. Var det her, jeg kom ind? Jeg
bøjede mig ned og kiggede ud gennem hullet ved hængelåsen. Der var
fliser udenfor. Fyrretræer. Jeg var ikke sikker på, at det var den
rette udgang, så jeg vadede videre. I den forkerte retning viste det
sig mange døde senere, da jeg endelig, efter at være vendt om, kom
til endnu en låge med hængelås. Låst vel og mærke. Endnu et kig
ud. Mere sandsynligt, at det var her. Støvet tørt gult sand med
spor efter biler, der for længst var kørt væk. Jeg vendte mig om,
og syntes det virkede mere bekendt her end det andet sted. Kattens
osse. Det her bliver lidt af en udfordring, for murene ud til verden
er ikke blot meterhøje og ufremkommelige, men fyldt til randen med
døde, som jeg nødig vil trampe på. Der må da være nogle levende
også, et eller andet sted. Udenfor måske. Jeg stod en stund og
spejdede ud gennem hullet for at se, om nogle af de mange løbere,
jeg havde mødt tidligere på dagen i området omkring Castell
Montjuïc, skulle komme denne vej forbi. En ret træls stilling, så
jeg opgav efter et kvarters tid uden tegn på liv derude og begyndte
igen at vandre rundt. Intet tegn på liv herinde heller, men masser
af tegn på død.

Kors
efter kors, en rusten Kristus, støvede engle og spindelvævomspundne
kunstige blomster på forsømte gravsteder. Mon familien har glemt
dem, eller er alle døde, uden at nogen har givet dem et gravsted?
Min mor ligger i sin urne på fællesplænen i Viborg, nemt og
praktisk for alle. Meget nordisk og så simpelt, at det næsten gør
ondt. At bære rundt på hendes urne og sænke den ned i jorden var
en af det mærkeligste oplevelser. Jeg ved sådan cirka, hvor den er
og har et par gange besøgt hende. Det er så meget lettere at tale
med hende nu, end det var, da hun var i live, hvor absurd det end
monne lyde. Jeg har en fornemmelse af, at hun rent faktisk lytter til
mig, hvis jeg taler med hende inde i mig selv. At hun måske endda
rent faktisk kan læse mine tanker, og at hun godt ved,
at hun ikke er der så tit, i mine tanker, som man ville ønske som
mor.

Trods
kirkegårdens voldsomme størrelse forsøgte jeg mig langs dens mure.
Der måtte være et sted, man kunne klatre op og hoppe ned uden at
risikere at brække alt for mange ben. Da jeg på vej herhen gik
rundt udenfor og ledte efter indgangen, bemærkede jeg et hul i
muren, hvor jeg kunne kigge ind. Alt for lille til at krybe igennem,
men alligevel prøvede jeg at finde stedet igen, for her var muren
bare mur og ikke lag på lag af døde i et par meters dybde. Måske
kunne man klatre op på den. Springe ned på stien, som var fyldt med
tegn på, at folk havde forrettet deres nødtørft her. Gad vide, om
kirkegården overhovedet har et toilet? Det var efterhånden nogle
timer siden, at min blære var begyndt at røre lidt på sig.
Vindruer og købevand på flaske. Håbede på, at det meste ville
fordampe i varmen.

Jeg
kunne ikke finde stedet, mærkeligt. Som om al kontakt til
omverden var lukket og slukket. Som om kontakten herfra kun gik opad
mod den langsomt rødmende himmel. Dødens skyskrabere kastede
længere og længere skygger, ligeså den smukke engel, hvis ansigt
ikke længere var badet i sollys fra sydvest.

Flere
grave, overalt. Det eneste levende foruden mig var en lille fugl, som
pudsigt nok ikke var bange for mig. Som om den godt vidste, at jeg
ikke var spor farlig. Skulle jeg blive ved med at vade rundt og håbe
på, at noget ville vise sig? Eller kunne jeg egentlig ikke lige så
godt sætte mig på en af de få bænke og nyde solnedgangen med
udsigt til Barcelonas lufthavn en stund?

Det
var uundgåeligt at tænke på mine egne døde, da jeg sad dér
blandt alle andres. Bedsteforældre og andre familiemedlemmer, nogle
længe før deres tid burde have været udrunden. Folk, der har
betydet mere for mig og mit liv, end jeg selv var klar over, mens de
levede. Ofte ser vi først andres betydning klart, når de ikke
længere er iblandt os. Det retrospektive lys.

Efterhånden
som solen sank, begyndte det alligevel at gå mig på nerverne. Bare
lidt. Min mave knurrede, men folk har overlevet det, der er værre.
Fugle højt hovedet på mig. Den umiskendelige lyd af svaler, der
jager insekter i skumringen. Mad.

De
15 grader, de havde lovet om dagen, var blevet til meget mere, mens
jeg forcerede højdemeter på højdemeter op ad Montjuïc, men nu
trak havets fugt ind over bjerget. Og når solen forsvinder, følger
kulden og natten. Og kattene. De var sky og magre og løb deres vej,
da jeg ville nærme mig dem. Vidste de ikke, som fuglen, at jeg er
helt ufarlig og faktisk ret så meget en katteven. Vi kunne varme
hinanden i natten.

Jeg
havde på fornemmelsen, at den ville blive meget lang, natten.
Efterhånden var det blevet så mørkt, at skulle jeg have sprunget
ned et sted, burde jeg have gjort det for længst, så jeg kunne se,
hvor jeg landede. Månen dukkede frem. Badede havet i et sølverne
lys, en fin lys stribe lige hvor den spejlede sig. Det var faktisk en
ret fantastisk udsigt, hvis man så bort fra den omstændighed, at
jeg ikke bare kunne forlade stedet, når jeg ikke ville se på den
længere.

Øjne
i mørket. Det var bare kattene, ikke noget at være bange for. De
kom nærmere nu, måske var de ikke helt så bange for mig længere.
Nysgerrige? Det lød som om de hviskede. ”Fem og halvfjerds”. Jeg
må have hørt forkert. ”To og fyrre”. ”Tre og halvtreds”.
For hunde da, var jeg landet midt i en natligt bankospil?

De
hviskede fra alle sider. På hvilket sprog ved jeg ikke, jeg
observerede det bare som lyd, som ord uden sprog. Som historier fra
en verden, der var engang. Tallene var årstal.

”Vi
måtte holde tand for tunge med det vi hørte, når døren var låst”,
”Ikke et ord katalansk uden for hjemmets fire vægge”, ”Far gik
ud den aften, han kom aldrig tilbage”, ”Det var en hunhund, den
var kun fire måneder gammel, da jeg døde”

Der
undslap mig en lille gysen, da det gik op for mig, at jeg ikke blot
var vidne til talende katte, men til katte, der var talerør for døde
mennesker. Flere øjne i natten, flere katte, flere stemmer. De
myldrede frem, enkelte smøg sig ud fra halvtåbne grave, og alle
talte de i munden på hinanden, mens de knurrede, snerrede og hostede
hult. Jeg havde ikke en chance for at holde rede på det, de sagde.
De magre, udsultede kræ, de magre år under General Francos enevælde
fra 1939 og helt frem til det der for mig er vor tid, til 1975. De
år, hvor det var forbudt at tale andet end spansk, eller castellano,
som de siger hernede for at understrege, at de mener
herredømmesproget, som har sin oprindelse i Kastilien og er
grundlaget for det spanske, som vi kender i dag. Men i alle afkroge
af den Iberiske halvø har de holdt fast i deres eget sprog og kæmpet
for selvstændighed, nogle mere militante end andre. I Katalonien, i
Galicien (som ligger tæt på Portugal, så deres sprog minder meget
om portugisisk, ligesom katalansk minder om provencalsk), i
Baskerlandet, Euskal Herria, hvor sproget ikke minder om noget som
helst andet sprog i verden. Mange regioner er i dag ”communidades
autónomas” og har en vis selvstændighed, f.eks. eget politi.

Hvis
jeg skal være helt ærlig, så husker jeg meget lidt at det, de
sagde, og meget af det gav ikke rigtig mening. Først og fremmest
husker jeg følelsen af at blive lukket ind i en verden af
undertrykkelse, en verden hvor folk ikke kunne være sig selv og tale
deres eget sprog, men hele tiden skulle passe på, hvad de sagde og
gjorde, og hvem der så det og hvem der lyttede. Et liv under et
diktatur.

Timerne
gik, trætheden meldte sig, og koldt var det. En lille flok af
kattene overgav sig og kom og varmede mig, stadig hviskende. Eller
måske var det mig, der varmede dem. Vi blundede lidt.

Da
det begyndte at lysne i øst, åbnede jeg øjnene og måtte smile.
Stadig omringet af katte, nu helt tavse, men varme og tillidsfulde.
Jeg havde tilbragt natten på en kirkegård, hvilken utænkelig
tanke, om nogen havde foreslået det i går. Men jeg var ikke alene,
vi er aldrig alene. Og intet sted er åbenbart tryggere end en
kirkegård om natten.

De
døde er ikke farlige. Døden er ikke farlig. Den kommer, når den
kommer, en uomtvistelig kendsgerning. Indtil da vil jeg leve livet og
nyde, når solens stråler varmer mig. Og sende en varm tanke til min
mor, for i dag er det ”Dia de la mare”, for nu at sige det på
katalansk.

Desværre
gik mit batteri dødt, inden mørket sænkede sig, så jeg har ingen
billeder fra den usædvanlige nat på kirkegåden på Montjuïc, og I
må nøjes med at opleve fragmenter af den i dagslys.



EN DAG PÅ PLANETEN JORDEN

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Sun, April 24, 2016 23:16:41

En
forårsdag på denne jord, en dag i april i en by i Europa, en
solbeskinnet stund i Ciudadelaparken i Barcelona, hvor hele verden er
samlet. Sådan symbolsk set. For ”Fira pel dia de la terra”
rummer alt, hvad der er godt for vores verden, repræsenterer alle
mulige forskellige organisationer, der gerne vil passe på vores
planet og på alle måder tænker alternativt, økologisk, spirituelt
og ikke-kommercielt. Greenpeace, jordemødre, kundalini yoga,
meditation, solceller,
dyrevelfærd og naturister, som giver mig et kort over strande, jeg kan
besøge uden tøj på. Kunsthåndværk og økologiske madrasser.
Glutenfri kager og veganske empanadas. En karrusel med smukke heste
lavet af gamle bildæk trækker i børnene. Ved indgangen til parken
står folk på række med skilte med påskriften ”Abrazos gratis”
/ ”Free Hugs” og der bliver krammet varmt igennem. Flere steder
stråler solmærket ”Nuclear – no gràcies”, så der for en
gangs skyld er noget dansk at være stolt over! (For dem der ikke ved
det, så lanceredes mærket af OOA, Organisationen til Oplysning om
Atomkraft, hvor jeg i mine særdeles unge dage brugte en stor del af
min fritid, indtil et flertal i folketinget i 1985 besluttede at tage
kernekraften af bordet i Danmark)

Plænerne
i den store park er proppet med gadegøgl, musik fra alverdens
steder, en line spændt ud mellem to enorme palmer kalder på
ekvilibristiske luftudfoldelser, små boder på tæpper med alverdens
selvgjort er velgjort og velduftende palo santo samt flere
dreadlocks, end jeg nogensinde har set samlet på et sted. Om jeg
føler mig hjemme? Gæt blot én gang! Selvom jeg knap nok har ugler
i mit nyvaskede hår…


Mens
jeg står dér og nyder øjeblikket og dagen, øjner jeg pludselig
ryggene af en pæn stor flok veludrustede politimænd og bliver
nysgerrig. Noget sker. Og jeg tænker, at de er på udkig efter den
slags sjove klumper, som det i Spanien faktisk er tilladt at have til
eget private forbrug men ikke at sælge. Jeg har aldrig helt
forstået, hvordan det regnskab går op, så jeg holder mig fra det.
De insisterende rytmer fra afrikanske trommer forstummer. Åbenbart
har de ikke licens til at spille, og så må politiet jo hellere
gribe ind.

Der
lyder vilde protester for alle de omkringstående, uanset hudfarve.
De sorte, ja endog meget sorte mænd og deres musik bidrager jo bare
til festen og er med til at holde den levende. De er her alle dage,
så hvorfor ikke i dag? I en offentlig park, der netop i dag har
inviteret til fest for jorden, for planeten, for den store
sammenhæng? Efter et stykke tid og en masse palaver lyder der i
baggrunden en enkelt tromme, folk begynder at danse, politimændene
forholder sig ekstremt nøgternt cool og forlader lidt efter området
med alt deres udstyr på rette plads i bælterne.

Det
var lørdag. Søndag løber jeg efter dem igen. Bogstavelig talt, for
nysgerrigheden drager mig og mit kamera, da de begynder at løbe,
politimændene. De afskærmer et stort område for offentligheden og
ser meget utilnærmelige ud. ”Hvad sker der?”, spørger jeg en af
dem. ”No pasa nada”, der sker ikke noget, men fra andre hører
jeg, at der vist er en, der har trukket en kniv. Nu ligger han med
håndjern med snuden i græsset. Her er politiets indsats
forhåbentlig mere på sin plads.

De
afrikanske mænd finder igen deres trommer frem, både lørdag og
søndag. De afrikanske kvinder danser til, og ingen kan stå stille.
Og alle smiler vi, som solen.


Den
daglige café amb llet blev søndag aften suppleret med en veludført
mojito til lyden af ægte brasiliansk samba.

PS:
”Fira pel dia de la terra” er en årligt tilbagevendende
begivenhed, som i år faldt i weekenden d.16.-17.april, hvor det ikke
blot var forår men nærmest sommer i den katalanske hovedstad.



JACK & JULIETA

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Sat, April 23, 2016 23:33:31

Måske
er det bare fordi, jeg sidder, hvor jeg sidder, godt nedsunket i et
slidt sæde med lige præcis den rette afstand til lærredet, at jeg
synes, det ligner en aldrende Jack Nicholson, der sidder skråt bag
ved mig. Ret interessant, hvordan konteksten af og til bestemmer
indholdet eller i hvert fald vores tolkning af det, vi ser og oplever
eller leder vores tanker i en bestemt retning.

Onsdag
er billigdag i Barcelona, så jeg gør noget, der på mange måder er
ganske usædvanligt for mig. Jeg går i biffen. Jeg gør det alene.
Jeg gør det sent om aftenen, længe efter indtagelsen af dagens cafè amb llet. Jeg svigter dog ikke den gode gamle
tradition for at spise slik i biffen, så for en gangs skyld tillader
jeg mig selv at være slikmundet.

De
fleste film, jeg har set de sidste par år, var med et halvt øje på
en computerskærm og ørerne på vid gab, mens jeg photoshoppede
eller sorterede fotos på en anden skærm med de 1 ½ øje der var
tilbage. Det kan være fint nok til svenske og engelske krimier, men
den adfærd er ikke en god film værdig, så jeg glædede mig til
bare at være til stede foran lærredet.

Aftenens
film havde spansk premiere fire dage efter min ankomst, så det var
da ved at være på tide at finde den nærmeste multicine. Den nyeste
film af Pedro Almodóvar, ”Julieta”, baseret på 3 af Alice
Munros noveller fra samlingen ”Runaway” (på dansk ”Væk”),
hvilket jeg dog først opdagede bagefter, men det gør ikke filmen
ringere.

Jeg
var lidt spændt på filmens tempo – specielt det talte – for
hvem husker ikke Almodóvars hektiske firserfilm – vel nok specielt
”Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud” – men heldigvis er
den gode Pedro efterhånden faldet til ro, så jeg slap for 1 ½ times maskingevær-
spansk (“dddrrrrrrrrrrrrrrr”). Heldigt, for i Barcelona er der ingen kære mor og naturligvis ingen danske
undertekster.

Undertekster
er i det hele taget en mangelvare i dette land, ikke mindst i
forbindelse med engelske, amerikanske, franske, ja alle – set med et
spansktalende perspektiv – udenlandske film. De har den forfærdelige
uskik at eftersynkronisere alt. Hvilket spild af skønne
skuespillerkræfter at lade en spansk skuespiller overtage stemmens
mange udtryk!

Jeg
har altid haft en fornemmelse af, at alle film hernede (og i andre
spansktalende lande) lyder ens, og det er ikke helt løgn. For jeg
hørte forleden om en berømt spansk ”dubber”, Constantino
Romero, og undersøgte sagen nærmere. Han havde gennem sin karriere
lagt stemme til Clint Eastwood (i bl.a. ”Dirty Harry”), Darth
Vader, Mufasa i ”Løvernes konge” samt Arnold Schwarzenegger,
Roger Moore, Sean Connery og Rutger Hauer (i ”Blade Runner”). Så
tror da fanden…!


For
at I, mine kære læsere, kan få en fornemmelse af denne spanske
inkvisitions omfang, får I lige en lille liste med nogle spanske
”dubbere” og hvem de har været:

Jordi
Brau:Tom Cruise, Tom Hanks, Robin Williams & Kenneth Branagh!
Ricardo
Solans: Robert De Niro, Dustin Hoffman, Al Pacino & Sylvester
Stallone!
Luis
Posada: Jim Carrey, Leonardo DiCaprio & Johnny Depp!
Og
Pepe Mediavilla har mange gange været en hvid Morgan Freeman –
samt Gandalf!


kvindespindesiden:Mercedes
Montalà:
Michelle Pfeiffer, Julia Roberts, Sharon Stone, Catherine
Zeta-Jones!
Nuria
Mediavilla: Uma Thurman, Rachel Weisz, Cameron Diaz & Winona
Ryder!
Graciela
Molina: Kirsten Dunst, Natalia Portman, Christina Ricci m.fl.
Nuria
Trifol: Anne Hathaway, Natalie Portman (igen! Hun har TO stemmer,
dobbelt-chok!), Keira Knightly & Scarlett Johansson!


Nysgerrige
kan høre, hvordan det lyder på: http://www.fotogramas.es/Noticias-cine/Las-10-voces-mas-inconfundibles-del-doblaje-espanol.
Snyd endelig ikke jer selv for replikken ”Mi nombre es Capitán
Jacke Sparrrrrrrow”! (ca.2:30 under Luis Posada)

Men
den slags er heldigvis ingenting af i Almodóvars film, for her kan
de godt selv tale spansk uden hjælp. Her er det de rigtige stemmer,
der kommer ud af munden på skuespillerne, og artikulationen passer
til lyden. Men… måske Leonardo DiCaprio skulle lægge stemme til
Lorenzo i en engelsk udgave af filmen, Robin Williams til Xoan (for
sent, æv…), Julia Roberts til Julieta som ung og Michelle Pfeiffer
som den ældre udgave – og naturligvis Jack Nicholson til Julietas
far. Jeg skulle have spurgt ham, han sad jo alligevel lige der bag
ved mig. Aj, så vil jeg se filmen igen. Det vil jeg i det hele taget
gerne, den er rigtig fin, og nej, jeg siger ikke, hvad den handler
om. Se den selv, når den kommer til Danmark eller tag til Cannes i
maj. Og endnu et nej, billederne i dette indlæg har intet med filmen
at gøre, men en af farverne er det eneste man ser i det første lang
klip i filmen. Allerede dér elskede jeg den film 🙂

(Tip:
I dag var det katalanernes største festdag, San Jordi)

Ingen
tvivl om, at mange af dubberne er gode skuespillere, der kan deres
håndværk, men jeg synes, det er ”fattigt” ikke at høre
originalsproget. Som om det ikke er vigtigt at få det originale
udtryk med, sådan som det var tænkt fra instruktørens side. Den
dubbede stemme virker tilmed ofte, som om den er alt for langt fremme
i lydbilledet, som om det hele tiden er en voice-over. Desuden har
det uden tvivl indflydelse på folks evner udi det engelske, som
generelt er temmelig dårlige her, men de hører det jo heller
aldrig! Og de ved slet ikke, hvordan Jack Nicholson lyder. Godt jeg
ikke talte med ham bagved, jeg ville nok have begyndt at grine, når
han slog over i filmspansk ved hjælp af Rogelio Hernández´ stemme
– som forresten også er John Cleese´s i ”A fish called Wanda”
(Un pez llamado Wanda)…

PS:
Der findes nogle få biografer, hvor man kan se film på
originalsproget – de er mærket med V.O. for Versión Original.
Heldigvis vises Almodóvars film på originalsproget i alle
biografer…



IGEN IGEN IGEN!!!

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Wed, April 20, 2016 20:26:10

Jeg
tog en kop café amb llet på en kedelig café med en servitrice, der
så ud som om hun var ved at falde i søvn og gik derefter videre til
næste sidegade blot for at opdage, at det var dér, jeg skulle have
været i stedet. Blomster i idrætssko udenfor, aj hvor kreativt. En
mand i lyserød trøje, hvis ansigt i farten mindede temmelig meget
om billedet på ruden ind til baren, stod og smøgede den udenfor.

Inden
længe erfarede jeg, at ligheden i udtryk nok først og fremmest
skyldes deres fælles herkomst, idet begge er fra Ungarn – ligesom
den unge bartender, som heldigvis talte et rigtig godt engelsk.
László Sirkó, som i løbet af det næste kvarter blev min nyeste
nye ven derimod taler kun ungarsk. Ikke desto mindre forstod jeg ALT,
hvad han sagde: Frank Arnesen, Preben Elkjær, Morten Olsen, Allan
Simonsen, Michael Laudrup, Brian Laudrup, Peter Schmeichel, Danish
Dynamite, Richard Møller Nielsen, Recepten, Jeg elsker dig Danmark,
Jesper Olsen – ja selv håndboldspilleren Anja Andersen flød med i hans talestrøm.

Og
jeg som ALDRIG har været til en fodboldkamp og oftest har opgivet at
se en på TV selv i gode venners lag, fordi jeg har opdaget, at jeg
bare sidder og stirrer på reklamerne langs siden, selv jeg forstod
ALT, hvad han sagde. Selv jeg, der i 1986 var med til at stifte VMF –
Verdensorganisationen Mod Fodboldhysteri (som havde medlemmer i såvel
Sverige som Ecuador foruden i Danmark, og hvor ”Århusafdelingen”
mødtes hver gang, der var en VM kamp i fjerneren og så en Monty
Python film i stedet for), selv jeg kender alle disse herrer (og den
ene dame) ved navn – men aner ikke hvem der spiller for Danmark i
dag. Men dengang – nede i firserne – var dansk fodbold noget!
Noget som László kaldte for romantisk fodbold!

Og
nej, jeg interesserer mig vitterlig ikke for fodbold, men jeg
interesserer mig for mennesker og deres passion og gribes af den
iver, de ligger for dagen, når de fortæller om det, de brænder
for. Og så kan jeg pludselig godt forstå ungarsk. ”Igen igen
igen”, som jeg sagde gang på gang. For det er det eneste ord, jeg
kan på det sprog. Det betyder ja!


László
drømmer om at komme til København og opleve Parken. Og spise på
NOMA. Han havde mere styr på det der med, at det ikke længere
hedder Idrætsparken og hvor mange michelinstjerner NOMA har fået,
end jeg havde. Og at Morten Olsen ikke længere er landstræner. Og
da han opdagede, at jeg var fra Viborg! VIBORG! Straks fandt han et
billede af sig selv ved et VIBORG HK banner. At det for mig i min
barndom var en pestilens at bo i en by, hvor alle spillede håndbold
og jeg ene pige i stedet samlede på frimærker i stedet, fortalte
jeg ham ikke noget om. Men sjov nok stammer det meste af min ”viden”
om Ungarn fra dengang, for Magyar Posta var en omfattende del af
samlingen.

Og
baren, jeg siger jer! Hele lokalet beklædt fra top til tå, fra gulv
til loft med alt, hvad der hører fodbold til. Spilletrøjer med
autografer, billeder, udklip, malede portrætter af Ungarns ”Golden
team”, deriblandt Kocsis Sándor, Kubala László og Czibok Zoltán,
som vist også alle har spillet for Barça. Hele loftet beklædt med
fodboldtørklæder i mange lag. Totalt gennemført. Om jeg kunne have
fået kaffe derinde, vides ikke, men jeg kommer igen på lørdag
inden Barças næste kamp, hvor der vil være stuvende fuldt. Jeg må
jo smage en ungarsk fodboldøl, en af dem som bærer Puskás Ferenc´s
kontrafej.

”Vi
er røde, vi er hvide”, og begge sang vi med til tonerne fra hans
smartphone, hvorefter jeg måtte tage afsked. Et rørende møde med
en devoted fan af Danmark, en devoted fan af Dansk Dynamit!

Idrætskoene
udenfor var selvfølgelig fodboldstøvler. Jeg er og bliver en
ignorant. Og dog, nu ved jeg lidt mere om fodbold! Eller om
fodboldfans, når de viser sig fra den bedste side!



DEN LIVSNØDVENDIGE CAFÈ AMB LLET – en arbejdssøgende danskers genvordigheder samt dennes bekendelser vedrørende kaffe

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Wed, April 20, 2016 01:10:51

Jeg
troede, jeg kunne spansk. Alle siger, at jeg taler godt spansk. Også
spaniere. De sku´ bare vide. Luk mig indenfor på et offentligt
kontor i Barcelona, og I vil se, at det forholder det sig helt
anderledes.

Værst
var det henne på ”kommunen”, hvor jeg vitterlig ikke fattede en
bjælde af, hvad manden sagde. Jeg ville høre, om jeg skulle
registreres her, for det står der nogle steder, at man skal. Han gav
mig en bunke uforståelige papirer, hvor min værtinde Sandra skulle
skrive under på alt muligt. Hmmm, skal jeg virkelig udfylde det? ”Og
forresten” (og her forsøgte jeg virkelig at være venlig) ”jeg
godt kan se, at De har travlt, men kan De sige mig, hvor jeg skal gå
hen for at få et NIE-nummer?” ”No tengo prisa, tengo mucho
trabajo” (Jeg har ikke travlt, jeg har meget arbejde) Se, dét
forstod jeg! Og tonen ikke mindst.


Men
når de bruger for mig endnu ukendte ord som ”trámite” og
”treball” (hvoraf det sidste endog er katalansk og ikke spansk)
for da slet ikke at nævne alle de ord, jeg ikke fanger i farten, og
når de gør det i et tempo, hvor det lyder som om de bare siger
”drrrrrrrrr” (á la maskingevær med nogle få indkastede vokaler
cirka hvert sjette sekund), så er jeg virkelig kommet på arbejde.
Og arbejde ja, det er jo det, jeg er her for at søge, så jeg skal
igennem en masse forskellige instanser, hvor de alle imiterer
maskingeværer, fordi de ikke har tid til at sætte farten ned, selv
når jeg beder dem om det. Det er åbenbart bedre at sige det samme
flere gange, uden at jeg forstår.

Man
kan kun gå forvirret og lettere nedslået fra den slags ”møder”,
så jeg frygtede for i tirsdags, hvor jeg skulle møde til et ”cita
previa” (forudbestilt møde) på SOC (det katalanske modstykke til
vores jobcenter) for at aflevere papirerne fra min danske a-kasse.
Det vender vi tilbage til. Først tilbage til ”kommunen” og den
lange kø bag mig. Den forlod jeg dog med min ”halve regnskov” i
hånden og lod de trippende spaniere trippe videre.

Vel
ude i verden finder jeg en café, bestiller dagens cafè amb llet, og
pludselig forstår jeg alting meget mere, og humøret stiger. Alt ser
jeg klart i kaffedunstens grumsede lys, og vejen til kontoret, hvor
jeg kan få mit NIE (som er et identifikationsnummer for udlændinge
som f.eks. søger arbejde eller vil købe bolig i Spanien) virker
knap så lang. Og pludselig kan jeg spansk som aldrig før.
Forhåbentlig da, for jeg støder på mange nye ord hver eneste dag,
og noget må vel lagre sig. Og med ét er jeg også i stand til at
ynke de stakkels offentligt ansatte i Spanien en smule. Ikke nok med,
at der er lang kø i ekspeditionen, men i køen stod der oven i købet
en dansker med for fattigt et ordforråd og ville have klar besked.
Stakkels dem.

Tilbage
til tirsdag og alle mine nerver. Jeg havde trods alt fået booket
mødet, for jeg havde et midlertidigt NIE. Men nerverne lagde sig
ikke ligefrem, da jeg mandag aften opdagede, at jeg havde taget fejl
af datoen og i virkeligheden skulle have været der samme dag.
”Joder” (fandens osse!), de straffer mig garanteret på alle
mulige måder – jeg må huske at sige vildt meget undskyld. Bestilte
et nyt møde til tidligt tirsdag. Stod op 7:30 – drak den
livsnødvendige kaffe (omend lejligheden på fjerde sal på den
længste og smukkeste adresse jeg i mine livsskabte dage har haft –
Carrer Violant d´Hongria Reina d´Aragò – kun har ”nes”, men
det holder i en snæver vending) – og vandrede hele vejen derind. Kom
endda til før tiden, men manden på den anden side af skranken så
virkelig ugidelig og træt ud. Uh, jeg blev helt bange, for trætte
mennesker er sjældent særlig tålmodige, og jeg kan godt kræve en
vis tålmodighed, når jeg kaster mig ud i at skulle forstå det der
spanske, som for mig er så meget lettere på skrift. Og så var han
i stedet bare vildt rolig og talte forståeligt! Jeg afleverede pænt
mine papirer fra min a-kasse, og han lovede at ekspedere dem på
rette vis, så jeg kan få mine dagpenge. ”Y qué más tengo yo que
hacer?”, hvad mere skal jeg gøre?, spurgte jeg. Ikke noget.
Tilsyneladende forlanger ”jobcentret” her ikke, at man
dokumenterer jobsøgning eller andet. Og hvis jeg tager til en anden
by, skal jeg bare lade mig registrere på deres ”jobcenter”, når
jeg kommer. ”Men du skal have et NIE”, mente han, og så blev jeg
henvist til et eller andet statsligt administrationskontor på
Passeig San Joan og vandrede også hele vejen dertil og stillede mig
i endnu en trippende kø , blot for at blive vist videre til et nyt
sted. Det syntes mine ben ikke om; de havde allerede vandret rigtig
mange kilometer, så det måtte vente til en anden dag.

I
mellemtiden har jeg kontaktet det danske konsulat og fået at vide,
at jeg ikke behøver registrere mig hverken som ”borger” eller
med NIE, når jeg er her mindre end 3 måneder. Ikke flere kontorer
til mig lige med det samme, og når og hvis det sker igen, så bliver
det ikke uden en god stor kop kaffe først til at booste mit spanske.

Jeg
har ingen fotos af alle de offentlige køer, jeg har stået i, men på
vej fra den ene kø til den anden mødte jeg en del mennesker, som
ikke stod i kø…



« PreviousNext »