Sidder på mit kontor. Det lyder langt
mere kedeligt, end det er. For jeg har flyttet det til Hostal Plantas
y Blanco i Baños, Ecuador. Nærmere bestemt til hostallets
overdækkede tagterasse som udmærker sig ved, at den på dette
tidspunkt på dagen er helt tom og fri for forstyrrelser, fordi alle
turister er ude at udforske omegnen via canopy, cykelture til vilde
vandfald, busture i chivas (åbne busser) og mere ekstreme
aktiviteter som rafting på Río Pastaza eller at svinge sig i en
gynge ud over byen. Mens andre søger de eksotiske oplevelser,
slapper jeg af med mit. Been there, done that og gør det gerne igen
en anden gang, sammen med andre, men i dag har jeg en anden
dagsorden.

Lyde udefra møder mig som fjern og
uvedkommende støj, der ikke forstyrrer det mindste. Skærebrændere,
svejsemaskiner og larmende reklamebusser nede på gadeplan, en enkelt
bils dytten i det fjerne, en bilalarm der går i gang og den
lejlighedsvise totonede ringklokke (en nedadgående stor terts), når
nogen vil ind på hostallet. I baggrunden høres vandfaldet nogle få
hundrede meter væk, evigt brusende, som det har gjort det siden
første gang, jeg besøgte byen. Det må vist være tæt på 32 år
siden. Og vandfaldet begyndte at bruse længe før det, hundrede
meter ned ad bjergsiden for at ende som brusevand i bruseren på
Termas de la Virgen (se tidligere indlæg). Her hvor jeg sidder,
trækker det ind gennem alle sprækker, solen glimrer ved sit fravær,
sagte regndråber rammer taget, og alt det tilsammen er meget mere,
end jeg kunne ønske mig. Arbejdsro. Og kaffe, såfremt man selv
varmer vand over gasblusset. Uden mælk dog, men jeg er lykkelig.

Lykkelig over at være i Ecuador.
Lykkelig over at skulle hjem igen om en uge. Lykkelig over at være
hvor jeg er, og lykkelig over hvad der venter mig, lykkelig over at
være alene og længes. Det bliver da ikke bedre, og dog – god kaffe
løfter lykken yderligere et nøk. Som jeg så et andet sted i Baños
i formiddags: La vida es eso que empieza después del café – livet
er det som begynder efter kaffen. Jeg istemmer. Men hvis man er
heldig, så er man også lidt lykkelig inden kaffeindtaget.

Jeg har været i Ecuador i 25 dage. Da
jeg alligevel ikke har nogen indtægt i hele juli og lidt til, kunne
jeg jo lige så godt rejse min vej. Over til min familie. Og det gør
mig lykkelig at være sammen med dem. At være en del af den familie,
som også er min, men som normalt befinder sig 10.000 kilometer borte
fra, hvor jeg befinder mig. Min far, min søster, min svoger og
min 10-årige niece er kernen og dem, jeg bor sammen med til daglig i
hovedstaden Quito. Hvis jeg er heldig, ser jeg også lidt til min
bror og hans kæreste.

Min far forlod Danmark, da jeg var 12
år, giftede sig med en ecuadoriansk kvinde, da jeg var 13, og væk
var han. Skabte sig et nyt liv i Ecuador, fik to børn her. Mange har
gennem mit liv mødt mig med idéen om, at det var et svigt, men jeg
aldrig følt det sådan. Vi har altid haft en god kontakt, og se nu,
hvad jeg har fået i stedet! En helt ny familie herovre!

Det daglige liv med disse mine nærmeste
fylder mig med glæde og en følelse af at høre til, som ikke har
været en selvfølge i mit liv. Havregrød med min far hver dag ved
7-tiden. Af og til en Olsen-Banden-film med ham og niecen om aftenen.
Frokost (altid varm mad og en suppe først) på et tidspunkt mellem
13 og 16, hvis tilberedelse jeg ofte deltager i og lærer af. Bedst
er jeg dog til at tage opvasken. Hyggelige stunder med niecen, som
jeg lærer at spille klaver og at læse og forstå dansk. Vi er i
gang med de samlede værker om Cirkeline. Er I klar over, hvor svært
det er at udtale det danske r og det danske bløde d, for slet ikke
at tale om vores unikke ø? Og det mærkelige stød, vi har i ord som
”vandet” og som adskiller det fra, når noget er ”vandet”?
Hun er fantastisk nysgerrig og lærenem og meget ihærdig med at
efterligne min udtale. Altimens vi oversætter til dansk, og jeg
dermed lærer mere spansk. Hun er min bedste lærer, retter mig
konstant, og det er slet ikke irriterende, for uden det ville jeg jo
blive ved med at lave de samme fejl. OK, det gør jeg så ofte
alligevel, men noget sætter sig vel fast med tiden…

Og ikke mindst gør det mig lykkelig at
være sammen med min søster. Ja, selvfølgelig er hun ”kun” min
halvsøster, men hvad forskel skulle det gøre? Vi er ganske vist
ikke vokset op sammen, men familieskabet kan jo godt vokse til
alligevel. Hun er et ret fantastisk menneske. Altid venlig og
positiv, sjov, sindssygt rummelig og tålmodig og hun har en skøn
naturlig autoritet. Og så er hun altid heldig. Eller vi er! Det har
vi besluttet, for det er det, vi oplever!

Ikke mindst oplevede vi det i sidste
uge. På Galápagos. Hun og jeg alene sammen i flere dage, for første
gang nogensinde. Og jeg første gang nogen sinde på Galápagos,
selvom det er (hvis jeg ellers kan regne rigtigt) niende gang, jeg
besøger Ecuador. Ikke mindst er vi heldige at have en far, der gav
og begge en tur derover, all inclusive, dvs. 1000 $ til hver – og det
er ikke småpenge. Det er nok den bedste gave, jeg nogen sinde har
fået, for jeg har altid gerne villet derover og altid været for
fattig. Og derovre var vi forfulgt af held! Vi oplevede ganske
enkelt, at vi oplevede så fantastisk meget og så meget fantastisk,
at vi bagefter var fyldt til bristepunktet med oplevelser og glæde.

Og så er hun rigtig god at rejse med, min søster, virkelig god til
at organisere og få det hele til at glide. Noget jeg normalt selv
ville sørge for, men i sin egenskab af ægte ecuadorianer (og
samtidig dansker – ikke at forglemme!) var det så meget lettere for
hende, fordi hun kender flere spilleregler. ”Conozco mi gente!”,
som hun siger. Hun kender sit folk. Gang på gang fik vi rabat, fordi
hun påpegede, at noget var dyrt. Gang på gang løste situationer
sig, som godt kunne have bragt sveden frem på panden hos en anden
én. F.eks. da vi klokken 5.30 om morgenen på Isla Isabela stod ved
”færgen” til Santa Cruz og ikke var på passagerlisten, selvom
vi havde betalt billetten. Så betalte vi engang til (og fik penge
tilbage senere) og fik plads oppe ved siden af kaptajnen. Hvilket
også viste sig at være temmelig heldigt, for han skulle holdes
vågen; han glippede flere gange heftigt med øjnene under sejladsen.
Ikke ligefrem verdens bedste idé at feste til klokken 3 om natten,
når man har ansvaret for 31 passagerer på en 2 timers huggende
sejlads få timer efter…

Det har været 25 dage fyldt med nye
oplevelser, men også med gamle, der snildt kunne gentages. 25 dage
fyldt med samvær og nærvær og humor. Der kommer altid en uventet
sjov bemærkning fra svogeren. Altid sproglige finurligheder og leg
med sproget i samværet med søsteren og niecen. Altid et ”kan du
huske…” fra niecen, der samler på alt det fjollede og sjove, der
sker omkring hende, ikke mindst når ”la tía loca”, er på
besøg. I al beskedenhed er det mig, der er den skøre moster. Altid
hårrejsende ondskabsfulde historier fra min fars barndom, hvor han
var et pragteksemplar af en drillepind og stadig kan grine så meget
af det her så mange år efter, at man tror det er løgn. Specielt
når vi siger, at det overhovedet ikke er sjovt!

Det at være en del af en familie, at
opleve hvordan de finder ud af en dagligdag sammen og måske ikke
ligefrem når alting på det aftalte tidspunkt, men ikke desto mindre
når det hele. Den afslappede sydamerikanske måde at være i tiden
på. Som vi godt kunne lære en hel del af i vores
præcisionsdikterede hverdag. Jeg vil endnu engang tage det med mig
hjem og lade det spire og gro, hvor jorden er frugtbar til det.

Ligesom min niece samler jeg på det
fjollede, det sjove, det glade. Og på heldet ikke mindst. Og lykken.
Så taknemmelig over at være her og over alt, hvad der sker omkring
mig. Livet. Her 172 km fra Quito kan jeg mærke, at mine tanker
samler sig, så jeg kan se dem, sort på hvidt. Altid godt at komme
lidt på afstand, så man kan se det store billede. Heldet og lykken
har jeg taget med mig til Baños. Men selvfølgelig har jeg også
efterladt noget af det hos familien i Quito, for der er rigeligt til
alle. Også til dig, kære læser. Måske er dette indlæg alt for
positivt for dine øjne. Men sådan er det, og hvorfor smide lus i
skindpelsen, når den nu er fin, som den er? Og at være lykkelig er
også et valg. Ikke en tilstand, men heller ikke kun et splitsekund,
hvis du vælger at tro på, at alt er godt. At du er heldig, og at
hvis noget virker knap så heldigt, så er det nok fordi noget endnu
mere heldigt venter dig. Glæden vokser, lad den sprede sig.

For livet og lykken er lige her. På en
tagterasse et par hundrede kilometer syd for Ækvator. Også selvom
kaffen for længst er drukket og kun har efterladt en tør plet på
bunden af koppen. Også selvom det småregner og solen endnu ikke har
vist sig i dag. Eller måske netop derfor er lykken lige her. Uanset.
Og tænk! Jeg har en uge tilbage, hvor er jeg heldig! En uge der
venter med mere samvær med familien, når jeg om to dage forlader
min fine kontor og vender tilbage til Quito. En uge mere med længsel
efter at komme hjem til Danmark. Hvor er jeg heldig!