Her
til morgen løb jeg og min datter en tur på stranden neden for
sommerhusene Casa Blanca, som ligger tæt på en lille klat huse
kaldet Tonchigue og med Atacames som nærmeste større by. Klokken
var knap og nap syv, alt var roligt, luften meget fugtig og så tæt
på frisk, som den nu kan være ved Stillehavet tæt på Ækvator i
juli måned, hvor den allestedsnærværende ”garua” oftest lægger
en dæmper på sommervarmen med sin støvregn. Efter en næsten
svalende skyller i det salte hav daskede vi hjemad og lavede
pandekager til resten af familien, før alle kastede sig i poolens
klare blå klorvand, hvorfra en pool boy netop havde konfiskeret
nattens nedfaldne insekter. Luksusdriverliv af bedste skuffe – set
med min optik. Ren nydelse og sol fra en letskyet himmel med
kredsende grippe og en enkelt fregatfugl.

Under
morgenmaden fik min ecuadorianske søster en sms: ”Har I mærket
jordskælvet?” Hvad? Endnu ét? Måske var det det, der vækkede os
så tidligt i morges, men ingen af os havde bevidst bemærket nogen
som helst rystelse, selvom den var med en styrke på 4.0 efter
Richterskalaen og tæt på. Epicentret var 18 km ude i havet tæt på
Esmeraldas, som ligger cirka 40 minutter nordpå herfra i bil. Senere
samme dag blev der registreret yderligere fire skælv forskellige
steder langs Ecuadors stillehavskyst.

Et
anderledes stort skælv ramte Ecuador knap 3 måneder tidligere. To
minutter i syv om aftenen på Dronningens Margrethe II´s fødselsdag
16.april. Det største og værste siden 1987. Så voldsomt, at
nyheden også nåede Danmark, hvor man ellers sjældent hører nyt
fra ”mit andet fædreland”. Med en styrke på 7.8 og et epicenter
tæt på Pedernales, et par timer sydpå herfra i bil. Hele byen
faldt sammen, i første omgang 236 døde, senere steg tallet til 663
døde og 6.274 sårede, deraf en del senere fundet under murbrokker.
Lige så forfærdeligt som den slags altid er, uanset om det sker i
Nepal, i Tyrkiet, i Mexico…

Folk
skyndte sig ud af husene i mørket, der hver dag året rundt falder
på ved halvsyvtiden på denne breddegrad, men alt for mange nåede
det ikke. Også i hovedstaden Quito omkring 275 km derfra rystede
husene, men alle holdt dog. Derefter satte efterskælvene ind, det
største kom 18.maj og var på 6.7, og det er ikke holdt op endnu.
Hver dag er der nye skælv, ofte ude i havet, men tæt på kysten.
Kontinentalpladerne rykker sig, som det passer dem, gennemsnitligt
0,5 mm om året, helt uden at bekymre sig om menneskeliv. Og selv om
det lyder af ufatteligt lidt, er det det ikke.

Over
en million mennesker fik vendt op og ned på deres hverdag, mens jeg
sad i Barcelona og drak min daglige cafè amb llet og skrev om alt
det, der faldt mig ind. Nu drikker jeg morgenkaffe ved
Stillehavskysten så tæt på de skurrende tektoniske plader, at jeg
burde kunne mærke, hvad der sker, men ingenting mærkede jeg. Eller
måske gjorde jeg, for senere fandt jeg ud af, at skælvet var
registreret til 6:25:54, og jeg vågnede jo faktisk lidt i halv syv,
og det var jeg ikke ene om!

Men
den, der ikke kan høre, må føle – eller rettere sagt: Omvendt.
For når nu jeg ikke kunne mærke det, må jeg i stedet køre ud for
at se og høre, hvordan det står til her i omegnen af jordskælvets
radius knap 3 måneder efter det store skælv. Så min søster og jeg
tager på tur.

Umiddelbart
ser det ud til, at oprydningsarbejdet er gået tjept. Og jeg kunne da
også ved at følge med i medierne i Barcelona læse mig til, hvordan
folk i et anfald af sand patriotisk hjælpsomhed samlede tøj og
penge og mad ind til de ramte, helt uden om regeringens
hjælpeorganisationer, hvilken præsident Rafael Correa ifølge en
artikel i Washington Post ikke var uhørt glad for. Måske fordi det
helst skulle fremstå, som at han tog teten i oprydnings- og
hjælpearbejdet og kunne høste laurbærene derefter, hvis man skal
tro onde tunger, som nogle gange har ret. Eller måske fordi MIES
(Ministerio de Inclusión Económica y Social) trods alt havde et
bedre overblik over, hvor hjælpen skulle sættes ind. Faktum er, at
præsidenten blev voldsomt populær oven på naturkatastrofen. Det
gjorde han også efter vulkanen Cotopaxis udbrud sidste år, så
måske er han begyndt at spekulere i naturkatastrofer, er der andre
tunger, der påstår. Om de er onde, kan jeg ikke vurdere.


et ofte benyttet socialt medie kunne jeg tilmed læse, at en
ecuadoriansk ven af mig og hans datter havde taget hans ultralette
fly og var fløjet hjælp ud til et sted, der ellers var
ufremkommeligt, fordi infrastrukturen og vejene var ødelagte. Da
fældede jeg en tåre og følte, at jeg var meget langt væk, alt for
langt væk.

Vejene
er uventet igen fuldt farbare, og nye huse skyder op, men det gør de
jo altid. Eller sådan ser det i hvert fald ud. For så langt tilbage
som jeg husker – og dette er ottende gang jeg besøger landet –
har jeg set ufærdige huse stå og glane med mere eller mindre rustne
metalstivere stikkende ovenud. Folk bor i den nederste etage og
bygger så lidt opad, når de får råd. Sætter nye metalstivere,
som så får lov at ruste, mens huset ”sætter sig” og suger
havgusen til sig. Med stor ustabilitet til følge, så intet under,
at mange huse langs kysten ikke holdt stand under det store skælv.

Af
de huse, der stadig står fra før skælvet, er der en del, som folk
ikke tør bo i. Efter det første skælv fik mange besøg af
førnævnte MIES, som beordrede afspærring af f.eks. den ene side af
huset og erklærede det uegnet til beboelse. Og siden er der ikke
sket noget, ”så hvor skal vi bo?” spørger en mand, jeg snakker
med i Tonchigue.

Tæt
på Muisne står et pænt hus. Ved siden af står en stor flok hvide
telte møbleret med senge og nogle få vigtige ejendele, for det er
her, husets beboere sover af frygt for nye skælv. Og dem er der nok
af, hele tiden, så man ved aldrig, hvornår det rammer hvor eller
hvor kraftigt. De lever i en evig angst, som gradvist bliver hverdag
og er flygtninge i deres eget land, på deres egen grund.

Jeg
fyldes med medfølelse, mens señora Angela Leones Márques gæstfrit
viser mig rundt og lader mig fotografere deres interimistiske hjem,
hvor der er ved at blive lagt betongulv. Væggene er af
presenningsstof påtrykt CRS – Catholic Relief Services, som er en
amerikansk katolsk organisation, der leverer nødhjælp overalt på
kloden – teltenes bærende piller er tykke bambusstolper, og foroven
er der blevet lukket af med plast for at holde regnen ude. Udenfor
finder vi toiletteltene og noget, der er på vej til at blive et
udendørs køkken.

”Todos
somos hermanos”, som hun siger. Og ja, jeg tror også på, at vi
alle er én stor familie og ville gerne kunne hjælpe, selvom jeg
aldrig har ejet kongens mønt. Derfor bruger jeg igen de evner, jeg
nu engang har, for at medvirke til at gøre denne verden til et lidt
bedre sted at være, også i Ecuador. Jeg fotograferer og skriver og
håber på, at det jeg publicerer rammer nogle mennesker, der kan
mærke det, som jeg kunne mærke, da jeg stod der sammen med
mennesker, der er ramt af jordens kræfter i en grad, som vi slet
ikke kender til i Danmark. Om ikke andet kan vi sende noget kærlighed
den vej…

Længere
ude mod Muisne og på vejen til Mompiche ser vi gang på gang store
blå teltlejre med noget, der ligner kinesiske skrifttegn. Måske
nogle som præsident Rafael Correa har fået i bytte for noget af
Ecuadors regnskov? I hvert fald har han for nylig afhændet noget af
regnskoven til Kina for at mindske Ecuadors gæld til det
altoverskyggende store kinesiske rige. Mere end sørgeligt, spørger
du mig, for hvordan behandler kineserne mon lige naturen i jagten på
olie og mammon og vestlig velstand? Men det er en helt anden
historie, som jeg ikke kan forfølge i denne sammenhæng, selvom den
gør mig trist til mode og fortjener meget mere end en parentes. Min
respekt for præsidenten, som jeg var så heldig (syntes jeg dengang)
at opleve i levende live for fire år siden i Riobamba, er faldet
drastisk…

Mange
jordskælvsofre er blevet evakueret og bor i de blå telte, men livet
går videre. Vi møder en stor flok skolebørn, der er vildt
begejstrede over vores entré i deres verden, selvom vi bare kører
forbi. Livet går videre, glæden lever, begejstringen griber den,
som gribes vil.

Længere
ude ad vejen er der taget en stor bid af den, vejen. En ung kvinde,
Janilla, fortæller, at regnen havde undermineret vejen, og at
jordskælvet derefter rystede store flager asfalt af.

Hvad
der i starten af denne tekst var her til morgen, er nu blevet til i
går, og vi vågner til nyheden om, at der i nat igen var efterskælv,
som ingen undtagen muligvis min ecuadorianske niece mærkede noget
til. Femten nye, hverken mere eller mindre, de fleste ude i havet,
men nogle også inde i landet. Et på over 4 i Pedernales, der i
forvejen har været hårdest ramt.

Efter
endnu en tur i svømmepølen og lidt yoga på kanten af samme tager
vi afsked med vores luksussommerbolig i en svalende sommerregn, der
giver én lyst til at danse rundt og blive sommervåd, sommerkåd.
Ubekymrede drager vi tilbage til højlandet, langt væk fra den
farlige Stillehavskyst. Men i weekenden derefter var det min svigerinde, der tog
ned til sommerhuset i Casa Blanca, og søndag aften kom der to pænt
mærkbare skælv med ti minutters mellemrum. Folk løb skræmte ud af
husene, men ingen kom til skade. Skælvene var på 6.2 og 5.9 med
epicentre tæt på Muisne, hvor jeg lige havde været. Og de mærkedes
også i hovedstaden Quito, langt langt væk. Men vi var i Baños –
endnu længere væk – og mærkede intet.

Faren
er langt fra drevet over. Overalt på min månedslange rejse gennem
landet var jordskælvene stadigt nærværende og efterskælvene
lurede i baggrunden, men trådte af og til i forgrunden. I den smukke
gamle by Cuenca, højt hævet over havet, mødte jeg Sere, som
arbejdede i en bar i Puerto Lopez ved kysten under det første store
skælv. Han fortalte, hvordan fire huse på malecónen
(strandpromenaden) faldt sammen. De var bygget direkte på sand, og
underetagerne forsvandt nærmest bare, mens overetagen holdt. Det
første hus, der faldt, var brandvæsenets. Alle folk løb ud af
deres huse og råbte alle ”tsunami, tsunami” og flygtede op i
bjergene, deriblandt Seres kæreste Huilen, mens Sere og ejeren af
baren og nogle brandfolk blev i byen. Og drak øl. Og ventede. Men
der skete ikke mere. Ingen kom noget til, og tsunamien udeblev.

Tilfældet
– eller skæbnen – ville, at jeg selv besøgte Puerto Lopez et
par uger senere. For at se pukkelhvaler. Og vi så dem. Meget tæt på
endda. Ombord på en dertil indrettet turistbåd, som en af hvalerne
svømmede ind under.
Hvor spændende det eventyr end var, så var det
trist at se, at der i Puerto Lopez slet ikke var den samme grad af
turisme, som vi har oplevet der før, og det trods at det var
højsæson på flere planer, nu hvor det var hvaltid. Specielt
amerikanerne glimrede ved deres fravær. Ingen tvivl om, at skælvene
har haft stor betydning for turismen, både den udenlandske og den
indenlandske, og dermed er der så at sige mindre levebrød til
kystboerne. Men folk på stedet er optimistiske, det skal nok blive
godt igen, siger de. De er ikke bange for flere skælv, de kommer kun
nordpå, siger de også. Og ”Gud passer på os”, siger den gamle
mand uden for Tour Wiston Churchil, ”for vi er katolikker”.

Hvad
der tidligere i denne tekst var her til morgen, er nu allerede et par
måneder siden. Men hvad der nu er her til morgen løb jeg en tur i
Riisskov. Badede i Århus bugten, ti tusinder kilometer væk fra de
skurrende tektoniske plader og uden at skulle bekymre mig om
potentielle jordskælvsudløste tsunamier. Min eneste bekymring var,
om det mon var tilrådeligt at svømme fra herre- til dameafdelingen
og retur nede ved Den Permanente, for der var nogen der havde set én
brandmand, og dem er jeg panisk angst for. Sådan er perspektiver så
forskellige, og jeg tror på, at det er godt engang imellem se
andres. Det er trods alt mere sandsynligt, at du overlever mødet med
en brandmand, end at du overlever, når jorden slår revner under dig
og opsluger dit hus. Og hvis du overlever det, må du måske leve som
flygtning i dit eget land.

Af
mangel på bedre, lad os sende dem den der kærlighed. Vi ER én stor
familie.