Juli
måned. Så tæt på Ækvator, at man af og til overraskes af, at
solens bane går nordom i stedet for sydom. I landet, som franskmænd
for umindelige tider siden opkaldte efter ækvatorlinien. Vi befinder
os omkring ti tusinde kilometer fra Sommerdanmark i fugleflugt, om de
gad flygte så langt, fuglene. Landet er Ecuador og er vores
opholdssted i en hel sommermåned, næsten et halvt år fra den
bedste tid for en af mine yndlingsbeskæftigelser: Vinterbadning.

Men
det betyder ikke, at jeg behøver at blive snydt for kolde gys, for
et af mine yndlingssteder herovre er byen Baños del Agua Santa,
opkaldt efter byens varme bade med mineralholdigt vand udledt direkte
fra vulkanen Tungurahua. Varme bade, ja så varme, at jeg her kan få
mig et omvendt vinterbad! For hvor vi i Danmark dyrker det kolde gys
for derefter at sidde i sauna, indtil sveden driver af os, kan vi her
dyrke det varme gys og efter en stund med doven sløv krop vralte ind
under den temmelig kolde bruser, hvor vandet er direkte afledt fra et
vandfald.

Søndag
morgen. Jeg sov over mig og ankom derfor først klokken otte, så det
må jeg gøre bedre i morgen. Termas de la Virgen åbner allerede
klokken fem, og det er en helt speciel oplevelse at gå herop i
mørket, som en halv times tid senere langsomt viger for den blå
time og de små vatskyer, der driver rundt langs bjergene i den lille
dal.

Jeg
har i dag end ikke nået at indtage dagens første kop kaffe, som her
i Ecuador kunne være en café en leche, hvor en instantkaffe af
billigste slags blot opløses i en kop varm mælk. I stedet står jeg
halvvågen i kø sammen med en flok meget indfødt lignende
mennesker, en flok højlandsindianerne, som ikke mindst her i
weekenden faldbyder deres varer på gader og stræder og i parker.
Det var vist ikke lige i går, at de sidst fik et rigtigt bad, så
jeg håber inderligt, at de vasker sig grundigt under bruseren –
omend iført badetøj! – inden de går ned i de bade, som alle deler.
Ikke for at være fordomsfuld. Jeg synes faktisk, at det er ret
fantastisk, at badene ikke blot principielt er for alle, men at alle
rent faktisk kommer her. Unge og gamle, tykke og tynde, rige og
fattige, mørke og lyse og med så forskellige træk, at det ville
være et rent slaraffenland for en portrætfotograf, om hun havde sit
kamera med. Det tager hun med i morgen.

Alle
skal have badehætte på i vandet, kun de skaldede går fri. Det
koster 50 centavos, står der, men de tager 1 dollar, så jeg må
lige forhandle lidt, før jeg får lov, fordi jeg lover at levere den
tilbage bagefter. Fik jeg mon lov for mine blå øjnes skyld? Eller
hvordan er egentlig turisternes ry i denne by, som alle
nationaliteter valfarter til, og hvor man rent faktisk kan købe
rugbrød. Eller ”RUGBROD” som der står med store grønne
selvklæbende bogstaver på vinduet ind til caféen Rico Pan (lækkert
brød). Foran mig i køen står en mørkhudet kvinde og skal aflevere
en badehætte. Undervejs bruger hun den til at snyde næsen på sit
barn. Hygiejne kan man have mange forskellige opfattelser af. Barnets
næse ser renere ud bagefter.

Jeg
får udleveret en neongrøn hætte uden snot og føler mig som
Dronningen af Saba iført den og min nyindkøbte badedragt i to dele
som i shorts og top. Langt mere påklædt og knap så iøjnefaldende,
som når jeg er iført min alt for diminutive bikini, der sammen med
mit blegfisede skind påkalder sig mere opmærksomhed, end jeg bryder
mig om. Som om det ikke er rigeligt, at jeg efter et kort ophold i
vandet både føler mig som og ligner en skoldet hummer. Disse
badedragter er åbenbart ”højeste mode”, selvom mange bestemt
ikke bliver mindre adipøse i dem, men vi er jo alle bare kroppe i
vand, så hvad betyder det?

Først
det knap så varme bassin. 38 grader, siger de. Bassinet er stopfyldt
med familier og hundesvømmere. Vandet er totalt uigennemsigtigt
gulbrunt af okker. Varmt? Tjo, men ikke noget at skrive hjem om, og
det vil jeg jo gerne, så jeg avancerer til det rigtig varme. Ganske
langsomt. 42 grader, siger de. Kan fire graders forskel virkelig
føles så voldsomt? Jeg finder efter et par forsøg ud af, at det er
rigtig godt at skifte mellem det helt kolde bassin med klart vand fra
vandfaldet (19 grader siges der), svømme rundt dér, indtil jeg
næsten begynder at fryse og så tilbage til det varme gys. Det
bedste gys. En helt specielt kriblende fornemmelse som kuldegysninger
breder sig rundt i kroppen de første minutter, efter jeg har
nedsunket mit skandinaviske luksuslegeme i det brune vand og kun
holder hovedet oven vande. Ahhhhh, ubeskriveligt skønt, omend jeg
her lige forsøgte at beskrive det. Og nu tilføjer: Nervespidser der
trigges og kildres, hvorefter fornemmelsen langsomt klinger af, og
jeg allerede glæder mig til næste dyp, næste kick. Varme der føles
som kulde, hvor forunderligt!

I
det varme bad falder jeg i snak med Gonzalo fra Ambato. Han kommer
hver weekend, fordi det er så godt for hans ryg. Hans børn og
børnebørn foretrækker andre badesteder, hvor vandet er klart, men
det gør jo slet ikke samme gavn uden indholdet af de mange
mineraler, selvom det sikkert ser væsentligt lækrere ud. Jeg husker
pludselig, at mine forældre for mange år siden viste mig et billede
fra da de besøgte badene, og at de fortalte mig, at folk sked i det. Måske
var det blot deres måde at forklare vandets farve på. Måske tog
jeg dem bare for bogstaveligt. Eller måske havde folk et voldsomt
anderledes forhold til hygiejne i Ecuador i halvfjerdserne. Så er en
enkelt snotnæse dog at foretrække.

”I
Danmark gør vi det omvendt”, fortæller jeg Gonzalo, men
overbevises hurtigt om, at det ikke er helt sandt. For det handler
ikke kun om skiftet mellem koldt og varmt vand. For det første er
vores hav væsentligt koldere end vandfaldets vand, dertil er det
salt, og for det andet kan saunaen være nok så skøn og lige så
dehydrerende som vulkanvandet, men de helsebringende naturligt
forekommende kemikalier har vi ikke: Chlorider, fenoler, barium,
kobber, cadmium, bor, aluminium, cyanid, fluorider, kobolt, ammoniak
og krom er blot noget af det vandet er analyseret for. Resultaterne
hænger på et stort blåt skilt, og hvis jeg ellers fattede bare en
millimeter af det, ville jeg være meget klogere, end jeg er lige nu.

En
af de ansatte på Termas de la Virgen viser mig ”El ojo”, øjet,
den dybe brønd, hvor vandet fra vulkanen buldrende drives frem til
bassinerne. I gamle dage kogte de æg i øjet, fortæller en
mangeårig badegæst fra Pujilí, som i dag blot er her for at nyde
synet af sit barnebarns første svømmetur.

En
tur ind under bruseren. Let for en trænet vinterbader. Knap så let
for en 3-årig, men faderen tvinger ham, selvom han skriger og bider
sin storesøster i armen i et forsøg på at komme fri.

Det
godt og vel legemsvarme bassin er derimod et hit for børn. Da jeg et
par timer efter kommer forbi med mit kamera, er klientellet desværre
skiftet lidt ud, så de indianske træk har veget for de mere
europæiske, de spanske efterkommere og mestitser. Og nu er her endnu
flere børn, der sammen med deres forældre leger og svømmer og
aldeles frygtesløse springer i vandet, dykker og forsvinder under
den gulbrune overflade. En rød bold kastes op i luften og fanges
igen. Og igen.

Kendra
på fire år kan slet ikke få nok af vandet. Et halvt øjeblik
efter, at jeg tog billedet af hendes runkne hænder, var hun
forsvundet ud i vandet igen, selvom familien allerede havde tilbragt
fem timer i vandet. Far David fortæller, at han træner med sine
børn, for at de ikke skal være bange for vandet. For noget som
helst egentlig. Det er i hvert fald lykkedes med Kendra.


Men
der var jo lige det med at stå op klokken fem. Mandag morgen gjorde
jeg det, nu med kamera. Tirsdag gjorde jeg det uden og nød bare
vandet. Det er jo ligesom enten eller, for jeg skal ikke nyde noget
af at efterlade mit kamera eller andre værdigenstande i de
plastikkasser, man bruger til skiftetøj og sko, selvom det
principielt passes på, og man får udleveret et plastikarmbånd med
et unikt nummer i messing. Men mandag morgen nød jeg det også, blot
med mit kamera, en af mine favoritnydelser. Mørket, dampene, det
gryende blå, vatskyerne der drev rundt i slow motion, nogle af dem
helt nede på gadeplan. Synet af våde kroppe, hvoraf de fleste har
rundet over halvdelen af deres liv, med skønne rynker og lad
tyngdekraften råde, hvor den råde vil.

Men
uanset hvor meget jeg elsker at give mig hen til mit kamera og
motiverne, der vrimler foran mig, så er det intet at ligne mod at
ligge på ryggen med ansigtet vendt mod bjergene og mærke små
kølende regndråber lande på næse og kinder. Hovedet hviler på
kanten, så mine skuldre svæver og får al den afslapning, de har
brug for. Langsomt vågner dagen og lige så langsomt overmandes jeg
selv af lysten til at tage fat på denne nye dag. Dovent driver
skyerne, lige så dovent driver min krop rundt. Den skønneste
synæstesi, jeg endnu har oplevet.