Jeg
tror sørenjensme jeg har fået mig et stamværtshus! Det er jo med
at realisere sit udviklingspotentiale, mens man har ét, og dette var
åbenbart min proximale udviklingszone!

Spøg
til side, det er kun halvt sandt. Og denne halve sandhed er, at jeg
nu indtil flere gange er vendt tilbage til L´estoneta på hjørnet
mellem Carrer Mallorca og Comte Borell, som nogle af mine læsere vil
kunne huske fra mit andet indlæg på bloggen for allerede så længe
siden, at det nu er ved at være tid til at drikke en sidste cafè
amb llet og vende smuden mod nord. Med uforrettet sag, i hvert fald
hvad den der ting kaldet arbejde angår, men ellers ikke!

Og
sikken velkomst, man får på L´estoneta! Hver gang! Kindkys fra
Alexander, la negra kaldet (og måske nogle af jer er så
velbevandrede i grammatik, at I ved, at ”la” på en del sprog er
et hunkønskendeord). Han er så begejstret for billederne fra
bloggen, at han gerne vil have dem op at hænge! Det skal være mig
en ære! Og de kan andet end servere cafè amb llet; Mauris tapas er
også fortrinlige, og øllene fejler absolut intet.

Det
her er et hjem, en familie. Pati, som er halvt columbiansk, halvt
amerikansk og normalt bor i Washington, D.C., men studerer film i
Barcelona, kommer her hver dag. I dag med en taske fyldt med kjoler
for at få Alexanders og Mauris mening om dem, inden hun skal til
Bali. Som hun siger ”Alex should be a professional shopper”, han
har åbenbart virkelig tæft for at finde virkelig gode tilbud på
tøj, specielt dametøj, som han dog ikke selv går med. Ikke til
daglig i hvert fald! Men de holder hvert år en karnevalsfest med de
skønneste drags, det gad jeg godt overvære.

Pati
kan godt lide kjoler, men går næsten aldrig i dem, specielt ikke om
aftenen. Og specielt ikke i denne del af Barcelona. Fordi hun er lidt
mørk, om end meget lidt efter min mening, risikerer hun nemt at
blive taget for en prostitueret fra Latinamerika. Ikke at jeg
overhovedet kunne overveje den sammenligning, men her er fordomme,
som jeg aldrig før har hørt om. Og en underklasse af
latinamerikanske indvandrere, som jeg slet ikke kender til. Også på
filmskolen undlader hun at eksponere sine ben for at undgå
sexchikane. Hold da helt høns! I dag løber jeg tilfældigvis selv
rundt i et par halvkorte shorts, fordi det er pænt varmt, og fordi
jeg er dansker og gør, som jeg plejer. Men jeg lægger mærke til,
at så meget ben er der ikke mange, der viser her i byen. Kun de helt
unge, og så er de sikkert selv ude om det, vil nogle mene!

Der
er ikke mange mennesker på baren i dag, men jeg snakker med de få,
der er. Manuel, som er far til nogle børn, hvis mor er dansker, er
specielt interesseret i at fortælle om dengang, han var i Danmark.
Oppe på ”la montaña del cielo”, Himmelbjerget. Og han spiste
frankenstein. Det tog et stykke tid at forstå, at han mente
flæskesteg.

Han
havde da i det mindste fattet, hvor jeg kom fra. Alexander
præsenterer mig gerne som ”una periodista de Holanda”, en
hollandsk journalist, og så griner jeg lidt af det. For hvem kender
lille bitte Danmark? Jeg er vant til, at folk tror, jeg er tysk.
Hvilket jeg jo også nemt kunne have været, hvis anden verdenskrig
var endt anderledes! Og jeg har vist et par kartoffeltyskere i mine
aner og synes i det hele taget, at det der med nationalitet er
temmelig opreklameret. Journalist har jeg nu aldrig selv kaldt mig,
lad det blive ved ”skribøse”.

Xavi
sidder oppe i baren, holder en lille pause fra sit projekt med at
åbne en restaurant med gode spanske og katalanske retter. Dér skal
jeg med hen næste gang, jeg er i Barcelona, erklærer Alex, og jeg
modsætter mig ikke det mindste. For selvfølgelig kommer jeg igen.
Uanset at en del af mig i virkeligheden hader storbyer, trafikstøj,
trafiklarm, stanken af kloak på hvert fjerde gadehjørne og lugten
af naboens fede stegelugt lige ind i mit soveværelse, så har jeg
taget byen til mig, ligesom den har taget imod mig med åbne arme, og
nu sidder den dér, lige i hjertet. Er vild med den og med bøsser, der kysser 🙂

Inden
jeg går derfra, gi´r Alex en ”chupita”, en lille dram, en sød
likør. Jeg skåler med Manuel. ”Arriba – abajo – al centro –
adentro”. Han lærer mig at drikke på spansk med et rim, der
desværre ikke rigtig fungerer på dansk, men det handler
selvfølgelig om at få skidtet inden for vesten. Og ned glider den.
Og ud i verden går jeg, lettere fortumlet.

Som
sagt bliver dette min sidste cafè amb llet i denne omgang. Jeg har
igennem et par måneder udforsket mine proximale udviklingszoner:
Fundet et stamværtshus, gået til katolske messer, minglet med
fodboldfanatikere, duftet til hellig røgelse og knap så hellig røg
af en helt anden slags, kontaktet hjemløse på gaden, vadet mig en
flok vabler til, søgt umulige jobs og skrevet denne blog. Det hele
har været en fornøjelse på hver sin særlige måde. Endnu engang
har verden åbnet sig for mig. Endnu engang har jeg mindet sig selv
om, at lukkemusklen ikke må blive alt for effektiv, så at sige!
Livet er en oplevelse, som jeg nødig ville være foruden!