Af
og til, når jeg vågner om morgenen her i Barcelona, er der intet,
der giver mening. Hvorfor er jeg her? Hvad har jeg gang i? Behøver
jeg stå op i dag? Heldigvis kan jeg være ret skrap, så jeg tager
mig selv i nakken. Med lodder og trisser får jeg fat i vingebenet og
kaster mig selv ud gaderne på jagt efter kaffe og mening.

Ordene
er mine egne, men de kunne nemt være en andens, for Barcelona er
fyldt med folk, der med rette leder efter mening. Efter mad. Efter
arbejde. Efter et sted at sove. Bare sådan nogenlunde i læ og ly og
sikkerhed. Efter skrald, som kan sælges. Efter penge.

Og
jeg bliver mere og mere berørt af at se dem. For jeg er faldet i
gryden. Jeg kan ikke længere bare gå forbi og være ligeglad, for
en dag trådte jeg et skridt til siden og ind i den zone, som alle
andre, så vidt jeg kan se, går udenom. Bare en halv meters penge
fra dér, hvor vi andre går. Dér, hvor de hjemløse åbner de
skraldecontainere, som står langs alle gader og leder efter brugbart
og først og fremmest salgbart materiale, helst noget der vejer godt
til, for de tjener efter vægt. Dér hvor der står parkeret en
indkøbsvogn med hængelås med lidt skrammel i bunden.

Det
var forbavsende nemt. ”Finder du noget godt i dag?”, spurgte jeg
en dag en mand, og allerede dér forlod jeg det etablerede samfunds
komfortzone. Han var fra Rumænien, det er de fleste af dem, jeg
møder derude. Lidt på vagt, men jo, jeg måtte godt tage et
billede. Langsomt tøede han op og smilede det venligste smil med
fortænder, der havde kendt bedre dage. Han fortalte om et sted, hvor
de serverer mad for de hjemløse hver dag klokken tretten. Jeg gav
ham et par euro og besluttede mig for at opsøge stedet.

Under
kirken Santa Tecla på Avenida Madrid fik jeg efter et par forsøg
fat på Ana Maria, der er ansvarlig for bespisningen. Desværre måtte
jeg ikke komme ind og da slet ikke fotografere. Der er Barças og
Rotarys projekt, og de tillader ikke fotografer og pressefolk.
Anonymiteten er vigtig, sagde hun, for mange af dem, der kommer her,
fortæller ikke deres familie, at de gør det.

Der
gik nogle dage. Jeg gik endnu engang rundt og ledte efter kaffe og
mening, og pludselig mødte jeg en lille familie, også ekviperet med
de hjemløses standardkøretøj indkøbsvognen. Og dertil en klapvogn
med den skønneste unge, jeg længe har set. Moderen virkede voldsomt
ung, faderen lidt ældre og helt klart også med behov for
tandlægehjælp; den ene fortand var halvt knækket af. Han talte
rimeligt spansk, hun meget lidt. Drengen talte det bedste sprog i
verden. Med store smil og livlig mimik havde vi straks kontakt. Jeg
er ikke et sekund i tvivl om, at de er søde og kærlige forældre på
trods af, at de sover på gaden i Hospitalet, som i parantes bemærket
er navnet på et beboelseskvarter med tryk på sidste stavelse og
stumt h og ikke et hospital. Deres dreng var i fin trivsel og meget
nysgerrig. ”Lo más importante es la salud”, sagde faren med
henvisning til sønnike. ”Det vigtigste er, at han er sund og
rask”. De bad om penge, fik et par euro. Egentlig er jeg imod at
give penge for at få lov at tage et billede. Men på den anden side
vil jeg jo gerne hjælpe, bare en lille smule, så selvfølgelig.

Et
par dage efter mødte jeg dem igen, et par kilometer længere østpå.
Hvad er chancerne lige for det? De kunne godt huske mig. Ja, jeg
talte med dem igen, måske var der nogle, der kiggede undrende på
os. Hvis de da så os. For de hjemløse er næsten usynlige i
gadebilledet, selvom de er overalt. Og træder jeg ind i deres zone,
bliver jeg vel også usynlig.

Den
næste, jeg talte med, ville ikke fotograferes. Det respekterer jeg
naturligvis. Og jeg gemmer mig ikke bag næste gadehjørne med en
telelinse. Uden den respekt ville dette lille projekt miste sin
mening, og jeg skulle ud og lede efter en ny. Også han var rumæner
og talte hverken engelsk eller spansk. ”I understand” gentog han
nogle gange, men det var tydeligt, at han ikke forstod, hvad jeg
forsøgte at sige til ham. Han havde en rar stemme. Der lugtede ikke
ret godt, hvor vi stod. En sødlig rådden lugt, der mindede mig om
de lossepladser, som jeg som barn besøgte sammen med min far for at
finde sjove ting. Men jeg bemærkede ikke, om han også lugtede. Og
det er først, når man står ved siden af dem, at man opdager, hvor
beskidte de faktisk er. Eller i hvert fald deres tøj. Men det
smitter altså ikke.

Senere
samme dag mødte jeg fem fyre nede på Rambla de Badal, tæt på hvor
jeg bor. Lidt for tæt, tænkte jeg bagefter. Jeg måtte godt
fotografere, sagde den unge fløs, der helt klart var deres leder.
Altså hvis jeg betalte ham 50 euro. Er du vimmer, det er alt for
meget! Jamen, jeg vil fordele pengene mellem dem, 12 euro til hver.
Hvor var han altruistisk! Og så måtte jeg gøre, lige hvad jeg
ville med dem! Han pegede på én af de andre, ham måtte jeg have
sex med! Jeg grinte og sagde, at jeg kun var interesseret i at tage
billeder og snakke med dem. Du kan tage ham med til Danmark og give
ham et arbejde. Men jeg er ikke rig, jeg vil bare gerne fortælle
folk i Danmark, hvordan der også er i Barcelona. At det hele ikke er
Gaudi og Barça og blå himmel langs en endeløs strand.

For
første gang følte jeg mig lidt usikker, da jeg vendte ryggen til og
gik derfra, bestemt ikke sikker på, at de var mine venner. Dem, jeg
tidligere havde talt med, havde jeg en helt anden kontakt med. De
forstod, at jeg ville dem det godt, og det virkede gengældt. Som om
de godt forstod, at når jeg træder ind i deres zone, er det ikke
for at genere dem eller chikanere dem, men med en medmenneskelig
respekt. Mit lille forsøg på at gøre verden til et bedre sted at
være, for dem også. Men ikke altid bliver venlighed gengældt med
venlighed, ikke altid bliver kontaktforsøg til kontakt, men skaber i
stedet en større distance. Jeg var glad for, at det var højlys dag,
og så forsvandt jeg ellers i en helt anden retning, end den jeg bor
i.

De
fem gutter var de første, der havde kaldt sig sigøjnere, men de så
vidt forskellige ud. En så nærmere ud til at være indfødt fra
Ecuador, en anden var helt hvid. Og hvad er egentlig – i denne
sammenhæng – forskellen mellem rumænere og romaer. Kalder de sig
bare for rumænere for ikke at blive taget for romaer? Eller er det
vitterlig mennesker, der har forladt familie og fædreland for at
søge lykke og arbejde i Spanien og ikke folk, der altid har vandret
fra sted til sted?

Den
næste, jeg tog kontakt til, var en kvinde. Midt på en befærdet
Carrer de Sants med masser af mennesker omkring. Anderledes sikkert,
selvom hun trak mig med ind i en sidegade. Emilia er seksogtredive
år, har seks børn, hvoraf de to på sytten og atten også er her i
byen, de mindre i Rumænien sammen med hendes mand. Hun viste mig,
hvor meget hun tjener på et kilo af det, hun samler fra
skraldecontainerne: Seksten centimos, lidt over en dansk krone.
Ufattelig lidt, hvis det er sandt. Jeg tror helst på, hvad de
fortæller mig, men der er en risiko for, at de siger det, de tror, jeg
gerne vil høre. Det, de tror, kan tjene dem bedst, gøre dem mere
stakkels ellers mere særlige. Det er ganske enkelt ikke til at vide.
Så jeg lader som ingenting og tror på dem. Jeg gav hende et par
euro. Det kan hænde, det er adskillige dagslønne, hvis hun talte
sandt. Hun takkede mig mange gange, jeg takkede igen. Mange gange.

Det
giver rigtig meget mening for mig at gå rundt i gaderne på denne
måde og tale med nogle af de hjemløse. Det giver mening at skrive
om det. Jeg er bare en lille bitte bæk, hvis hovedformål er at rive
andre med sig. Et lille bitte menneske fra et land, hvor systemet
giver mulighed for at tage dagpenge med til et andet land for at søge
arbejde. Som om det skulle være muligt med den arbejdsløshed, der
er her, med min kompetenceprofil og mine ønsker. Men hvilken luksus
at være mig sammenlignet med at være dem.

Lad
mig sige det på en mærkelig måde: Hvad berettiger mig til at være
født i et land og i en tid i det land, hvor jeg nok skal overleve på
en for mig værdig måde uanset hvad? Måske er jeg efterhånden ved
at være lidt fattig sammenlignet med andre i Danmark, men det rører
mig ikke det mindste og ligner på ingen måde den fattigdom, de
kæmper med her. De fryser vitterlig, når det er koldt. De må rende
møgbeskidte rundt og fiske ting op af skraldecontainere, sove på
gaden eller i bankernes lukkede indhak til pengeautomater, hvis de er
heldige. Når jeg tænker på det, smuldrer meningen og bliver til
små krummer, som højst en gråspurv kan finde næring i.

Her
er også mange sorte, specielt inde i centrum. Jeg snakkede med én,
som kom gående med vognen læsset med aviser en dag, hvor jeg var
ude at lege turist på vej til Park Güell for at nyde Gaudis
skønværker. Efter eget udsagn havde han altid levet i Barcelona og
var ikke hjemløs, men boede fyrre minutter fra byen med tog. Han
kunne ikke få arbejde, fordi han manglede papirer. Er det bare mig,
der hører noget modstrid i de udsagn? Forstærket af, at hans
spanske ikke virkede særlig ”indfødt”? Eller er jeg for
skeptisk, når de svarer anderledes, end jeg forventer? Er jeg i gang
med at trække en stereotyp ned over hovedet på dem, ”blot”
fordi de vandrer rundt med en indkøbsvogn, de helt klart ikke lige
har fyldt med varer til weekenden i det nærmeste supermarked? Det
kunne hænde, at de er lige så forskellige som dig og mig, og at
grundene til, at de gør det, de gør, er vidt forskellige. For nok
har jeg snakket med en hel del flere, end jeg refererer her, men det
er stadig ikke nok til at give et fuldstændigt billede af
situationen, og mine spørgsmål til dem går slet ikke dybt nok. Og
havde jeg mon en speciel forventning til hans svar, fordi han var
sort ligesom mange af dem, der render rundt med assorterede varer på
et hvidt ”lagen”, som de hurtigt forvandler til en sæk og tager
på nakken, hvis politiet er i nærheden? Han er tilmed den eneste af
dem, jeg har talt med, der ikke bad om penge for at blive
fotograferet. Så fik han heller ingen. I værste fald kunne det også
opfattes som respektløst at give ham nogle.

Det
er en luksus at være dansker. Jeg kan VÆLGE at hoppe i det kolde
hav om vinteren, men kommer aldrig til at fryse, for der er en sauna
ved siden af. Jeg kan VÆLGE det simple liv hvor jeg har hele min
verden i en rygsæk og gå en camino, fordi jeg tror på, at det er
godt, men kan til enhver tid hive et visakort frem og betale mig til
tag over hovedet og er ikke tvunget til at gå rundt hele dagen for
at søge føde, søge læ. Jeg kan VÆLGE at skralde i
supermarkedernes affaldscontainere, både for at spare penge og for
at medvirke til en mere bæredygtig verden ved at nedbringe
madspildet. Hvad det for os er ideologi og måder at ”realisere os
selv på”, er for andre simpel nødvendighed. Vi har også hjemløse
i Danmark, jeg ved det godt. Det kan også virke ret meningsløst,
men omfanget her i Barcelona er enormt til sammenligning.

Forleden
dag tog den for alvor fart. Min berørthed. Den bliver vitterlig
værre og værre. Eller bedre og bedre, alt efter hvordan man ser på
det. En ældre mand med en krykke og sit hjem og sin tro fastspændt
på en vogn. Hvor gammel mon? Konen død, børnene i Rumænien. Han
har været her i to år og vil gerne hjem. Jeg lod ham se de
billeder, jeg tog. Viste ham, hvordan han skulle holde viewfinderen
helt op til øjet, så han kunne se det tagne billede dér frem for
på displayet. Han smilte. Jeg tror, det er sjældent, at nogen
bevæger sig så langt ind i deres zone, at de lader dem røre ved
deres ting. Men jeg er ikke bange. Eller rettere sagt, jeg er langt
mindre bange for dem, jeg taler med, end for dem, jeg endnu ikke har
taget kontakt med. For kontakten gør noget.

Forleden
så jeg (på facebook selvfølgelig) en lille film, som påstod, at
hvis man ser hinanden i øjnene i fire minutter, bliver man
forelsket. Det er måske lige på spidsen, men der er noget om det.
At se hinanden i øjnene er en stor tillid, og i den sammenhæng er
fire minutter lang tid. Og jeg oplever helt klart, at jeg får tændt
min empati, når jeg taler med de hjemløse. Og jeg oplever hver
gang, at folk virker skeptiske, men efterhånden tør op og
accepterer, at jeg som en outsider bevæger mig ind i deres zone.
Altså lige med undtagelse de fem sigøjnere; det er nok bedst at
snakke med folk enkeltvis.

Jeg
vil ikke ligefrem påstå, at jeg kan se ind i folks sjæl, men få
minutters snak er nok til at få en fornemmelse af folk. Ham den
ældre fra før havde et godt ansigt. Jeg kunne mærke, at han var et
godt menneske. Det sagde jeg til ham. Jeg tror, at han, trods hans
haltende spanske, godt forstod. Jeg gav ham et par euro. To gange. To
par euro. Og var dybt berørt af vores samtale bagefter. Når det
talte sprog ikke slår til, kan man være være heldig, at det åbner
for andre kanaler. For intuitionen. For en menneskelig kontakt
hinsides ord.

Det
er meget meningsfuldt at blive berørt, og jeg kan på det kraftigste
anbefale det. Det er ikke farligt, for du kan højst risikere at
miste interessen for meningsløse ting. Tøj for eksempel og hvem har
i virkeligheden ikke nok? Indtil videre er jeg ikke så fattig, at
jeg ikke er forsikret i hoved og røv, så da jeg ankom til
Barcelona, og min kuffert ikke fulgte med, men tog på ferie i
Málaga, kunne jeg tre dage i streg spendere tusind kroner på tøj
og andet nødvendigt. Så kom kufferten tilbage fra sin solferie,
hvorpå jeg absolut intet manglede, tværtimod. Jeg havde en lidt
træls smag i munden over at have styrtet rundt for at bruge penge på
tøj og sko, for jeg var jo i virkeligheden på vej til det simple
liv på et lille værelse i Barcelona, så hvad skulle jeg med flere
ting? Først bagefter fik jeg en idé, der kunne have gavnet
universet bare lidt. Jeg kunne jo have fundet en hjemløs kvinde med
samme tøjstørrelse og have ekviperet hende, når jeg selv havde
købt det absolut nødvendigste. Hermed en opfordring til hvis du
engang skulle stå i samme situation; det er jo i sidste ende dine
egne penge, du får igen. Og hvis din kuffert for alvor er flygtet,
er det en helt anden sag og en anden del af forsikringen, der gælder.

Jeg
er faldet i gryden. Jeg kan ikke gå rundt i gaderne uden at føle en
snert at dårlig samvittighed, når jeg ser tiggere og hjemløse. Så
en dag besluttede jeg mig for at give til alle de tiggere, jeg kom
forbi. Ikke store summer, men lidt. Vise lidt venlighed. Nogle af dem
ser helt normale ud, er sandsynligvis veluddannede, der ikke kan få
et job, for arbejdsløsheden er enorm, bl.a. halvtreds procent af de
unge. Den dag kostede mig godt ti euro; det var til at leve med. Og
jeg havde det lidt bedre. Det er ren aflad, jeg ved det. For hvad
gavner det, er det ikke ren overflade, det jeg går og gør? De er
stadig i deres zone; jeg kan gå ind i den men bevæge mig ud af den
igen, hvert øjeblik det skal være. Hvordan skaber man for alvor
bro? Kan man ved simpel medmenneskelig kontakt medvirke til, at de
føler sig mindre udstødte og tvunget til at blive ude i deres zone?

Der
er dem der kalder mig modig, bare fordi jeg tager til Spanien i et
par måneder. Og fordi jeg går en lille camino alene. Uden særlig
meget research, fordi jeg foretrækker overraskelser, foretrækker
livet frem for planerne. For mig er mod noget helt andet, og det har
jeg ikke helt så meget af, som jeg ville ønske. Men lidt har jeg
da, og jeg har fundet ud af, at de fattige ikke er farlige, selvom de
to ord har mange bogstaver til fælles.

Hver
dag gik jeg ud og ledte efter en cafè amb llet. Den fandt jeg.
Mening fandt jeg også i små glimt. Og som det altid sker, når man
åbner for en kasse med spørgsmål, så genererer hvert spørgsmål
nye spørgsmål, som man også kunne stille og nye veje, man kunne
gå. Og forsøger man at nedbryde fordomme, finder man ud af, at man
selv har dem. Mig selv, sagde hunden. Det ville være naivt at tro
andet.

Jeg
er kun en meget lille bæk, men jeg er i det mindste ikke ligeglad.
Og det giver i sig selv ganske god mening at give bare lidt tilbage
til universet, når nu universet har placeret mig i Barcelona med
danske dagpenge på lommen.