Pilgrimme
har også brug for kaffe! Det måtte jeg sande på fjerde- og
sidstedagen af min miniaturepilgrimsvandring fra Lugo til Santiago.
For HOLD KÆFT, hvor han snakkede, ham der slog følge med mig kort
efter afgangen fra O Pedrouzo. Han havde skiftet sit autentiske
castillianske maskingeværspansk ud med et ubehjælpsomt engelsk
garneret med en så tyk og hæs accent, at det kunne være det samme.
Og da især uden morgenkaffe. Jeg lagde et venligt øre til, omend
det døve, og håbede, at han ud fra mine manglende svar kunne gætte,
at jeg ikke rigtig orkede og intet rigtig forstod, men nej. Efter et
par lange kilometer måtte jeg ty til at sige det højt, at nu ville
jeg gerne gå alene. Ikke blot fordi det for mig er en stor del af
meningen med at gå en camino, men fordi min hjerne ikke fungerer
uden koffein. Forklaringen beholdt for mig selv og gemte til jer,
ærede læsere. Lykken tilsmilede heldigvis både mig og horderne af
vandrere foran mig og bag ved mig en kilometers penge længere
fremme: Galicisk café con leite ledsaget af et lækkert stykke torta
de Santiago og en chance for at krænge det sjaskvåde regnslag af
sig. Det lysnede forude. Kun cirka tolv kilometer til Santiago de Compostela.


Selv
som arbejdssøgende i Spanien må man holde weekend og endda en
forlænget én, og den fyldte jeg ud med en lille camino. For selvom
hundrede og fem kilometer da bestemt også er noget for én, der
aldrig før har vandret for alvor, så blegner det lidt ved siden af
de historier, jeg hørte undervejs. Man bliver lidt lille og ydmyg,
når folk fortæller, at de har været afsted i en måneds tid og
ikke fået en eneste vabel. Jeg fik en fem stykker på andendagen,
fordi mine støvler var våde fra førstedagen. Og rygsækken sendte
jeg i forvejen fra herberg til herberg, fordi min lænd ikke var helt
så opsat på det her projekt, som mine ben var. OK, det var vist en
prøvetur. Og den gjorde mig en masse erfaringer rigere.

Men
hvornår er man pilgrim? Og er det vigtigt at kunne kalde sig
pilgrim, bare fordi man har gået på lige præcis dén sti? Er det
vigtigt at nå til Santiago de Compostela, at kramme apostlen i
katedralen, gå til pilgrimsmesse, overvære ”botafumeiro” (”the
smoking booth” frit oversat) og som en sidste prøve: Stå i kø i
flere timer for at få en attest på, at man er pilgrim ved at
fremvise de stempler, man har erhvervet sig i sit pilgrimspas
undervejs? Jeres udsendte talte med mange, som havde en mening om den
sag. Hundrede kilometer er officielt nok til at kalde sig pilgrim, og
efter mine hundrede og fem af slagsen fulgte jeg lemmingerne og nød
at vade videre, rundt i Santiago; en by, som genlyder af galicisk
folkemusik med et middelalderligt præg, ofte udsat for sækkepiber,
og hvor hver indbygger med respekt for sig selv forsøger at slå
mønt på pilgrimmene, som nu er blevet forvandlet til turister. Men
gør det mig til pilgrim?

En
af mine caminovenner, Lieven fra Belgien, der ligesom min franske
caminoven champagnebonden Pascal har gennemført adskillige
camino-ruter gennem årene, har en teori om, at man ofte starter som
”randonneur” / ”backpacker” og langsomt udvikler sig til
pilgrim. For at ende som turist, når man når frem. Det skal der
såmænd nok være noget om. Han havde også efter de første
caminoer fundet ud af, at det vigtige ikke var at nå til Santiago.
Alligevel sad vi nu her, fire ud af otte fra førstedagens sovesal,
og nød en tre-retters pilgrimsmenu til ti euro. Den sidste i flokken
var lithauiske Rasa, som havde gået i et stormende tempo og var nået
frem en dag før os andre.

Det
tilkommer ikke mig at dømme andres motiver. Men man vel lov at undre
sig, når man hører om busser, der læsser halvtreds japanske
turister af i Sarria, så man må vandre som sild i tønde / sushi i
sake. Men de går vel i det mindste alle de hundrede og ti km derfra,
formoder jeg. Min undren bliver derimod til indædt skepsis, når jeg
hører om busser fyldt med amerikanske turister, som bliver kørt
”fra stempel til stempel”, hvorefter chaufføren hopper ud og
ordner stemplingen for dem, mens de tager selfies foran kapeller og
jakobsstatuetter. Håber, at det kun er falske rygter. Jeg vil dog
til enhver tid mene, at de, såvel som dem, der vælger at lade sig
fragte noget af vejen, kun snyder sig selv. Og snyder de andre, er
det alligevel i sidste ende først og fremmest dem selv, de har
snydt, for hvor sjovt er dét lige?

Udviklingen
viser, at flere og flere tager sig en camino. Folk kommer fra alle
steder på kloden (næsten). Jeg nævner her endda kun lande, som jeg
personligt har snakket med pilgrimme fra: Korea, Canada, New Zealand,
Sydafrika, Sverige, Lithauen, Frankrig, Belgien, USA, Polen, Ungarn,
Spanien, Italien, Andorra, Tyskland, England, Irland, Argentina,
Nepal, Brasilien og Danmark. Og det fantastiske på caminoen er, at
nok er det interessant at høre, hvor folk kommer fra, men i
virkeligheden er vi hverken nationaliteter, hudfarver, køn, civilstatus, årsindkomst eller alder, men blot mennesker på en fælles vandring. Uanset vores
formål med at gå. Og uanset om vi har kommodeben eller stankelben.
Alle nyder vi duften af køer og varme eukalyptustræer efter regn,
lyden af solsorte, nattergale og sprøde kirkeklokker. Og synet af
grønt på grønt på grønt og mørke skyer, der rejser sig som
bjerge. Og blå bjerge i horisonten. Og alle strider vi mod blæsten
og trodser regnen og tågen.

Det
er også blevet populært at cykle sig en camino. Jeg håber, det
giver mening for dem, der gør det. Men jeg, der selv elsker at
cykle, synes det mangler noget langsomhed. For mig at se ligner det
lidt ekstremsport forklædt som pilgrimstur.

Mange
oplever en tristhed, når de ankommer til Santiago. Tillykke! Målet
er nået, og pilgrimslivet er slut. Det simple liv, hvor benene bare
går af sig selv, uden at du stiller spørgsmålstegn ved det og ikke
kunne drømme om at give op. Hvor livet bare handler om at gå, og
dertil en lille smule om at spise og sove. Og snakke om vabler og
andre vandreskavanker. Hvor det er helt naturligt at interessere sig
for hinandens fødder! Og at kunne lugte såvel fødderne som det
tøj, du sveder i hver dag, mens dit hår forvandler sig til en
fuglerede.

Rundt
omkring i byen står folk og krammer hinanden. Folk, der har mødt
hinanden undervejs og nu skal tage afsked efter at have delt noget
helt specielt og nærmest magisk. Varmen strømmer fra folk. Varme
triste smil. Også jeg fik del i de uigenkaldelige afskedskram. Den
varme bærer jeg med mig.

Måske
er jeg faktisk blevet pilgrim. På min måde. Blot fire dage med
fødderne i rask trav gav mig en klar fornemmelse af, hvad en camino
er for mig. Og hvordan jeg vil gøre det næste gang. For der bliver
en næste gang. Og det skal være ”El primitivo” fra Oviedo. Den
er hård, men smuk. Og fyldt med frihed og åbne vidder og ikke ret
mange mennesker. Det jeg kun fik en flig af denne gang, fordi jeg kun
gik to dage, inden ”El primitivo” stødte sammen med den franske,
som utroligt mange andre går. Engang ude i fremtiden må jeg kunne
finde tretten til femten dage til det. Jeg behøver ikke som Rasa at
gøre det på kun ti, sej tøs!

Selvfølgelig
er jeg pilgrim. Ikke i den katolske betydning af ordet, for den
spiritualitet, jeg søger, ligger et andet sted. I naturen. ”En el
quinto pino”, i det femte fyrretræ, aka in the middle of nowhere.
I de store vidder og de mindste orkidéer. I mudderet og
udholdenheden og det at være ét med det, man er i. I glæden ved at
sætte sig på en lun klippe og tage sig en tår vand og synge sig
selv en sang. Men også i mødet med andre mennesker. I de tanker og
kram man deler.

Det
mest overraskende og stærke kram undervejs fik jeg af en nonne!
Inklusive en velsignelse. Hov! Hvad skete der lige dér? Hun havde en
kraft, var varm og smilende og direkte. Jeg tror på det, der sker
mellem mennesker. ”Todo es providencia”, sagde hun. Jeg forfalder
ikke til at tro på det guddommelige forsyn, men hun kunne noget, den
gode nonne. Og måske var det forsynet, der reddede mig den sidste
morgen i Santiago? Mit vindue på tredje sal på herberget stod
åbent, regnen væltede ned, et uvejr rasede og pludselig HØRTE jeg
en gnist. Og SÅ den. Om den var indenfor eller udenfor, kan jeg ikke
svare på, men meget tæt på, og det var ikke et lyn, som vi kender
det. Bare en vild gnist. Under et sekund efter lød det mest
øresønderrivende brag af et tordenskrald.

Jeg
savner at kunne sige ”buen camino” til alle, jeg møder. Der er
sådan en skøn venlig energi i det. Og det er også en måde at sige
på, at nu vil jeg ikke snakke mere, men gå videre alene. Og det
respekteres. Som regel. Men den sidste dag, uden morgenkaffe, skulle
der mere til. Nu siger jeg det igen. ”Buen camino”, ha´ en go´
tur, ud ad vejen. Nu vil jeg videre! Hele livet er en camino!

Ib
skib skalle akke makke dalle. Regresaré! I´ll be back!