Blog Image

DAGENS CAFÈ AMB LLET

OM BLOGGEN


Skriveblokken og kameraet var med, når jeg drak min daglige café amb llet (kaffe med mælk på catalansk) i Barcelona - og således startede denne blog. Senere bliver kaffen indtaget andre spansktalende steder og det virker også!

Jeg vækkes så dejligt af kaffe og mennesker omkring mig. Det sætter mange tanker i gang, og nogle gange er der lige pludselig en historie at fortælle.

UNDER REGNBUEN

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Wed, January 10, 2018 12:50:42

Tænker du ligesom jeg ofte på, om det er muligt at leve et mere simpelt liv, slippe rotteræset, internettet, facebook og dogmet om, at mere vil have mere? Som nogle læsere ved, gik jeg lidt af vejen ved for et par år siden at skippe mit faste job og kaste mig ud i et liv uden sikkerhedsnet. Men vil jeg gå resten af vejen?

Da jeg var teenager, hed min ”bibel” FatuhivaTilbage til naturen og var den unge Thor Heyerdahls beretning om, hvordan han i sine unge år levede på en af Marquesas Øerne i Polynesien, smadrede sit ur imod en sten og badede nøgen i vandfald. Drømmen om at leve i naturen var i mange år stærk i mig, selvom Thor endte med at opgive projektet og derefter give sig i kast med diverse antikvariske selvbyggerbåde.

Tilbage til naturen, til det naturlige, er stadig en stærk strøm i mig og leves ud gennem vinterbadning (naturlig nøgenhed), ved at købe økologisk, dyrke egne stikkelsbær, sanke hyben langs stranden ogsylte dem og desuden at skralde og affaldssortere og lignendesmåtterier af hensyn til vores planet, men det er slet ikke nok. Også jeg er fanget af det samfund, jeg lever i, og de spilleregler, der er. At det er et samfund på vej mod randen af afgrunden,
ved de fleste af os efterhånden godt. Jeg bliver dystopisk stemt, hver gang jeg læser en artikel om klimaproblematikken, og måske var det derfor, at tilfældet ville, at jeg en stund tog bolig i det modsatte af vores kommercielle, fortravledeforbrugssamfund; at jeg besøgte en smuk utopi, der favner alle, der vil favnes og indlemmes i familien, og hvor jeg følte mig meget tæt på totalt hjemme. For forsynet ledte mig til at tilbringe et par dage i en Rainbow Gathering på La Gomera, en fantastisk smuk kanarisk ø med sommervejr i slutningen af december.

En stjerneklar aften langt fra byers lysende og larmende støj. Efter mørkets frembrud foregår alt i halvmånelysets skær suppleret af et lille bål, nogle interemistiske lamper lavet af vandgalloner med fyrfadslys indeni og skæret fra italienernes hjemmebyggede pizzaovn, hvor der bages sprøde veganske pizzaer til ud på de små timer. Stranden favnes af stejle skrænter, nu sorte mod den mørke men alligevel lysende himmel. Bølgerne bruser med skumhvide toppe, et fængslende syn i alt det dunkle. En sky går for månen, og alt forvandles til et low key fotografi, hvor kun de øjne, der har været længe nok i mørket, kan ane konturerne af klipper, mennesker og fint balancerede spinkle stenvarder, der i mørket ligner menneske-skikkelser.

Tæt på pizzaovnen står en ung mand med en ukulele, en anden med en tromme, og der synges og danses livligt med. Et par sange af Manu Chao, som var stort set det eneste jeg hørte skille sig ud fra de mere eller mindre spirituelle sange, som står skrevet i The Rainbow Family´s sangskat: ”Don´t be angry, don´t worry, don´t make any, any assumptions, don´t take anything personally, do your best, …´ll do the rest”. Jeg lægger en andenstemme på og når at få hele sangen ind gennem de mange gentagelser, overrasket over hvor velklingende det lyder, når alle, der har lyst, synger med.

Jeg ankom en eftermiddag, endnu engang forfulgt af held. For jeg var taget afsted på lykke og fromme, kun medbringende et liggeunderlag, en ulden undertrøje og et tyndt fleecetæppe, velvidende at nætterne kan blive lidt kolde selv på La Gomeras sommerlige kyster. Allerede på stien fra bussen og ned til lejren blev det, der kunne have været et problem, løst, før det blev et reelt problem. For jeg faldt i snak med to unge tyske piger, der havde et telt og plads til én til. Ingen iskold blæsende nat på en mørk strand til mig. Og ligesom det løste sig, således også det, at vi senere i mørket ikke kunne
finde hinanden, og at jeg ikke vidste, hvor teltet var slået op. De to piger havde lavet et call efter den danske kvinde med de røde bukser i the food circle, men på det tidspunkt sad jeg langt væk i en women´s circle og betragtede mørket falde på. Og det faldt tungt! Jeg cirklede rundt om den store food circle, nu en ufattelig stor og udefinerbar menneskemængde, og kunne jo ikke ligefrem tage min lommelygte frem og lyse folk op i deres åbne ansigter. Men tænkte, at det løser sig nok. Ingen grund til panik, selvom jeg virkelig ikke anede, hvordan jeg skulle kunne finde to personer, jeg ikke engang vidste hvad hed. Efter en stund mødte jeg et lille musik-optog, der bevægede sig rundt og fandt det naturligt at gå med, syngende med på de ukendte sange, så let og anonymt i ly af mørket. Og pludselig var de der, de to piger, og alt faldt på plads. Jeg placerede mit billige ligge-underlag (som jeg senere efterlod til the family) på den stenede grund og fik mig et hjem for natten. Men først og fremmest fik jeg bekræftet min tro på heldet og på, at mennesker agerer omsorgs- og ansvarsfuldt.

Da jeg ankom i eftermiddagssolen, var det ikke mindst det skønne hav, der lokkede. Af med tøjet, ligesom alle de andre vandhunde, hvoraf nogle vovehalse trodsede de vilde bølger og den stærke strøm og møvede sig forbi klipperne og længere ud, hvor de kunne svømme langt i havet langs med kysten. Jeg havde det fint med at finde et sted, hvor jeg kunne stå i spænd mellem nogle klipper og lade bølgerne suse hen over min krop. Nøgenhed er naturligt, også efter man er fyldt halvtreds. En ældre mand stod i timevis og lavede sæbebobler med vindens hjælp, uden at nogen tog notits af hans
nøgenhed. Nøgne og halvnøgne mennesker overalt, men foretrækker du at have tøj på, tiltrækker heller ikke det sig nogen opmærksomhed. Vil du lave yoga eller give massage på stranden, gør du bare det. Jeg så endda en flok mennesker stå længe og ryste hele kroppen op og ned – hvad den øvelse går ud på aner jeg ikke, men alt er OK på en Rainbow Gathering, så længe du ikke generer andre med det. Rygning foregår principielt lidt afsides, alkohol bruges ikke, telefoner så jeg ingen af, og naturligvis fotograferer du ikke. No electronics, no drugs og no shoes. Hvis sidstnævnte skulle være et reelt forbud, er det klart det, der oftest blev overtrådt, og jeg var nu pænt glad for mine trekkingsandaler på de hårde lavasten.

No drugs? Well, næsten. Et lille eftermiddagsbillede: En pige i selebukse-shorts halvt knappet og ingenting under, der spiller guitar og synger for med sin dybe jordbundne, lidt rustne stemme efter mange timers sang. Lidt af Bob Marley´s Jammin´. En fyr bryder gentagne gange ind med varia-tioner over I smoke every morning, og grundet hans manglende situations-fornemmelse,var det tydeligt, at det nok ikke kunne gøre det. Pigen affær-diger ham roligt med et I don´t smoke. Og det var da heller ikke det gene-relle billede, jeg fik af folk dér.

Men hvad skulle jeg lave her, udover ganske enkelt at være i en afslappende og tryg væren? Måske var det nok, for at være lige her var ganske specielt. Jeg kendte ingen, kunne blot genkende et par ansigter fra da jeg en uges tid før havde været forbi med mine venner, der ligger i en båd på den anden side af øen og havde hørt om hippiestedet. De havde vist ikke lige forudset,
hvad det besøg ville sætte i gang: At jeg ville tage tilbage hertil – alene. Men her er man ikke alene, som en af de tyske piger sagde. Lige præcis! Men sammen på en helt anden måde. For mig var det once in a lifetime, at der var en Rainbow Gathering et par timer væk og tilmed på den smukkeste plet, og at jeg havde tid til at besøge den for alvor og blive en del af fællesskabet for en stund. Og jeg tænkte, at jeg må bare kaste mig ud i det og se, hvad det egentlig er for noget. Ikke nok at læse om det på internettet, det skulle opleves. Og straks blev jeg en sister og en del af the rainbow family, for alle er velkomne, blot de har en navle! Og det er bestemt ikke umuligt, at jeg en anden gang vil rejse efter at deltage.

Det lød et call: Women´s circle NOW, og jeg gik efter lyden. Lidt efter var jeg selv med til at call´e, og gradvist voksede flokken af kvinder, der havde lyst til at deltage, langt de fleste væsentligt yngre end mig. Og de fleste af de unge kvinder havde fået menstruation nærmest lige da de ankom, et emne, der optog dem en del. Vi fandt et godt sted at sidde og cirklen gik i gang. Efter tur sagde vi, hvad vi gerne ville have ud af at være med i cirklen og hvad vi gerne ville bidrage med. Og ja, der var mange gentagelser, og det kunne lyde som floskler, men jeg er ikke i tvivl om, at hver og én mente, hvad de sagde. Ting som gensidig forståelse, visdom og kærlighed siges højt i denne sammenhæng, og det føles helt rigtigt og trygt. Så måtte man ellers byde ind med, hvad man havde på hjerte, og det var meget forskelligt. Fælles for det hele var en meget stor åbenhed, både omkring hvad man fortalte og hvordan folk lyttede og kommenterede. Og der kom emner op, som vedkom os alle og the family´s velbefindende. For selvfølgelig er der slanger i Paradis. Flere havde haft oplevelser af, at en bestemt mand var for nærgående. Det kan ikke undre, at nogle få vil betragte det som et tag-selv-bord, når der render så mange smukke nøgne mennesker rundt på et sted,
hvor kærlighed er det samlende. Omend i en lidt bredere betydning end tosomhed og kernefamilie. Naturligvis vil der af og til opstå tiltrækninger, men uheldige scorebemærkninger og tvetydige – eller alt for utvetydige – berøringer er ikke velsete. De inkluderede blev dog enige om, at de ikke var ude på at ekskludere ham, men ønskede at han viste dem respekt.

Og tro det eller lad være, men selv jeg halvgamle kone blev udsat for en
tilnærmelse. Kun i ord dog, men nok til at få mig til isne og trække mig væk. Yo estaba pensando en tí – mucho (Jeg har tænkt på dig – meget), gentog han flere gange, da jeg mødte ham i mørket, den spanske brother, som var en af de første jeg hilste på, da jeg ankom. ”Er du også sådan én der tænker?”,
spurgte han nok så tvetydigt. ”Jo jo, men jeg tænker mest på at deltage i sangen og dansen!” – og vupti var jeg ude af kattelemmen, selvom jeg stadig følte hans øjne i nakken. Jeg var absolut ikke taget til Rainbow Gathering for at blive scoret, men havde tværtimod en forventning om helt ligetil og ligeværdige møder mellem mennesker, mænd som kvinder, møder i åbenhed og utvetydighed. Jeg kan have misforstået den stakkels mand, men hvis han mente noget andet, kunne han have mødt mig på en anden måde –
eller jeg kunne have spurgt ind, men hele situationen var ubehagelig for mig Så jeg forstod pludselig godt de unge piger, selvom det de fortalte, der var sket, lød af ret lidt. Men hvis man har i baghovedet, at many of us have been raped (citat fra ung britisk pige i the women´s circle), skal der ikke meget til, før man føler sig utryg, eller bare får en ubehagelig fornemmelse af, at stemningen vender. Vi forventer ganske enkelt andre spilleregler end ude i samfundet, Babylon, som nogle rainbow´ere ville kalde det. Blot det at komme til en Rainbow Gathering, er ganske uformelt at lade sig indlemme i et fællesskab, en familie, hvor man er lige og behandler hinanden med respekt og åbenhed. Men alt kan misforstås og folks dagsordener er forskellige. Vi er trods alt skabt af en anden verden.

Efter at have trukket mig væk fra den spanske brother og tættere på musikken og sangen, falder jeg i snak med en polsk bror. En helt anden og lige-ud-af-landevejen-kommunikation, som straks signalerer venskab og intet andet. Vi løber på hinanden flere gange den aften og altid med et smil og et åbent møde mellem vore øjne, sådan som jeg helst møder andre mennesker. Jeg tror på, at man kan se på en anden persons smil, om de er til at stole på. Eller måske blot, om man er på bølgelængde.

Det blev en uforglemmelig aften. Snart sang jeg med, snart gik jeg rundt, satte mig på en klippe og iagttog bølgernes brusen, snart stirrede jeg ind i et bål og lyttede til andres sang, iagttog og nød folks tilstedeværelse, snart satte jeg mig på det sorte vulkanske sand og lod mig drage ind i den lyd, der for mig mere end noget andet virkelig passede til dette sted. En ung mand spillede hand pan (shakti pan) med stor musikalitet. Ville gerne give den musik et helt kapitel for sig, men helt ærligt – det skal opleves! Smid f.eks. dette link ind i din browser: https://www.youtube.com/watch?v=xk3BvNLeNgw, selvom det selvfølgelig ikke er den skønne unge lyshårede hand pan´ist fra stranden, der spiller. Varme melankolske toner tilsat en jævn blød puls, ren guf for mine alt for sarte øregange, der alt for ofte må ty til ørepropper, når der musiceres ude i den verden, vi ellers færdes i.

I ly af mørket fandt jeg vejen ned mod the shit pit, lykkelig over ikke at skulle skide, for nu at sige det rent ud! For den slags foregår i den venstre side af stranden, hvorfra strømmen leder det udskidne væk, så det ikke kommer i kontakt med vandet på den højre side, hvor man bader og vasker sig, vasker op, vasker tøj og børster tænder i havvandet. Og skidningen foregår helst afklædt, så vandet kan skylle én ren bagefter. Jeg nøjedes med at tisse på stenene og holdt alt andet indenbords, indtil jeg næste dag over
middag befandt mig på baren i Alojera. Ahhhh! Hyggelig snak ja, og også en del af livet – og en del af en Rainbow Gathering, at hygiejne er et tema, man ikke kommer udenom at skulle have styr på. Efter besøg i the shit pit vasker man hænder i eddike, ligesom man gør det, inden man deltager i madlavningen.

Jeg var lykkelig over min plads i de søde tyske sisters´ telt, omend på en noget stenet grund, og at jeg iført alt mit tøj vågnede omtrent tredive gange og måtte trække det tynde tæppe tættere omkring mig og hætten på fleecetrøjen op om hovedet. Men hver gang jeg vågnede, sagde jeg til mig selv, at jeg bare skulle nyde øjeblikket, lytte til de vilde bølger tæt på og vinden, der greb fast i teltet. Så det gjorde jeg, og det virkede hver gang. At være tilstede i det nu, der er, og nyde hvad nydes kan, gør livet så meget lettere – og rigere, ikke mindst.

Prikken over i´et næste formiddag. En regnbue viste sig lige over den store klippeknold, der fortæller, hvor the shit pit befinder sig, så den også er til at finde om natten. En ung pige sad lidt længere henne ad skrænten, vendte sig om og smilede til mig. I det øjeblik var vi ét og samtidig ét med stedet og verden. Og med regnbuen, som vi begge nød, mens nærmest mikroskopiske dråber af fortættet vand (også kaldet støvregn) ramte vore arme, båret af vinden fra bjergenes grå skydække – og straks fordampede.

Ja, jeg var delvist en tilskuer, en hippieturist i hippieland for en kort
stund, et par dage, fortryllet af folks åbenhed og venlighed, naturlige nøgenhed, fraværet af mobiltelefoner og unødig larm og fuldskab. Af roen, der bemægtiger sig én, straks man er der, hvis man som jeg suger andres energi som en svamp. Trygheden, den umiddelbare følelse af at høre til og være en del af noget større. For jeg deler værdierne og fik her inspiration til at leve dem mere ud. Men jeg deltog også som alle andre, efter lyst og behov. Skrællede virkelig mange gulerødder til den fælles veganske mad, meldte mig til en women´s circle, jeg sang med på sangene omkring mig og lagde andenstemmer på, hvis det føltes naturligt. Jeg følte mig godt tilpas, følte mig hjemme og fandt hurtigt ud af spillereglerne, fordi jeg stak en finger i jorden, slukkede min mobil og ikke engang havde taget et kamera med derud.

Jeg nød at være der, men er dog ikke så blind, at jeg tror, at vi løser noget ved at lave små alternative parallelsamfund en måned ad gangen, eller ved at revse andre for ikke at købe økologisk eller for at bidrage til forbrugssamfundet og leve i en mainstream kultur. Slet ikke hvis vi selv udleder en fandens masse CO2 for at rejse til en lille ø i Langtbortistan for at deltage. Men hvis vi hver især med vores måde at være i verden på kan inspirere andre, samtidig med at vi lever det liv, vi finder rigtigst ud fra de muligheder, der gives os, kan vi så et lille frø. Jeg er stadig tro mod min utopi, som handler om vores måde at være tilstede i denne verden på. Sammen og hver for sig, hvordan vi behandler hinanden og kloden med
respekt for alt levende. Men som Thor Heyerdahl gjorde det efter en tid på Fatuhiva, vender jeg tilbage til mit liv, stadig en del af vores samfund, men på en måde, jeg finder god og så bæredygtig som muligt. Og jeg tager roen med mig!

Og det omgivende samfund på den lille ø, hvad syntes de mon om hippie-invasionen? Lige præcis på La Gomera er de vant til en del af den den slags, idet øen allerede for over 30 år siden blev opdaget af nogle tyske hippier, hvoraf mange slog sig ned og stadig bor der, specielt i den lækre laid back kystby Valle Gran Rey samt Calera lige oppe ad skrænten (bogstaveligt talt bygget op ad skrænten). Så deromkring bliver man ofte tiltalt på tysk. Som en tysk kvinde, der havde boet der i over 20 år fortalte mig, så var det engang en tysk hippie-hemmelighed, og det er det ikke ligefrem længere. Men omkring den lille bitte by Alojera, som man tager bussen til for at finde frem The Gathering, tror jeg meningerne er delte. Allerede i bussen dertil mærkede jeg chaufførens uvilje. Først blev han åbenlyst fornærmet over, at
jeg bad om en billet uden at sige goddag først. Dernæst ville han ikke give tilbage på en 20 euro seddel, hvilket de ellers altid gør, dernæst igen protesterede han en del imod at sætte os af ved stien ned til lejren. Og endelig var han på ingen måde behjælpelig, da en ung pige havde mistet noget i anden bus tidligere på dagen. Og jeg har oplevet andre chauffører være meget korte for hovedet, hvis jeg var i hippie-antræk og anderledes hjælpsomme, hvis jeg bare lignede en vandreturist. Fordomme er at finde overalt – man kan starte med at blive mere bevidst om ens egne.

Da jeg gik tilbage op til Alojera passerede jeg en bar. En yngre mand, der
sad udenfor, sang for mig ”Perrito, perrito – you got lost, you got lost”. En ikke spor tilfældig kommentar, der dog på ingen måde kunne fjerne min indre glæde over mine oplevelser (i parentes bemærket betyder perrito lille hund). For mig er han blot en stakkel, der lever på en angst for det ukendte, som bliver provokeret af halvbeskidte, langhårede væsener som os. Den bar
havde ingen hippiegæster, men på den næste er vi velkomne. De tjener godt på os og tillader os gerne at bruge deres hårdt tiltrængte ægte toiletter, drikke deres ægte kaffe eller indtil flere øl over en rum tid, bøjet over vores skitsebøger med stabler af proviantering på bordene, købt i butikken i den anden ende af huset, hvor der hænger et skilt: No se fía a nadie – Stol ikke på nogen. Som dog i dette tilfælde mest skal betyde, at de ikke giver kredit, sagde manden, der solgte mig 4 clementiner og en flaske vand, da jeg fuld af tillid til verden sagde til ham, at jeg håbede der var nogle, han stolede på. Jeg skulle ikke tilbage til lejren, men tilbage til båden i San Sebastián via den smukke dal Vallehermoso og gennem så mange hårnålesving, at ens mave af og til giver sig lidt til kende, så lidt at stå imod med udover medbragte kiks ville være godt.

Og nej, jeg har ingen billeder af alle de smukke mennesker på Playa de Trigo på La Gomera, men ser dem stadig lyslevende for mig. I må nøjes med landskabet omkring stedet og den unge brother, der bærer vand til lejren. Billeder taget, da jeg en uge tidligere var der med mine sejlervenner. Og et enkelt af the Shit Pit taget ved midnatstid med min mobil – dog… Men de dage på the Rainbow Gathering var noget af det smukkeste og rigtigste, jeg har oplevet, og for mig var det langt vigtigere at være der end at fotografere. Og oplever I, at jeg af og til trækker mig og bliver helt stille, er det fordi jeg søger det sted inde i mig selv, som jeg fandt en flig af de dage. Endnu en ledetråd i min søgen efter at kunne være den, jeg er. Den vej, jeg allerede anede, men nu følger med mere sikker retning. Hvad der er godt for mig og forhåbentlig for verden. Med venlighed og kærlighed til alle. Set your spirit free.

Rammen for denne blog en kop kaffe. Med mælk. Som jeg i denne sammen-hæng aldrig fik. Hverken eller. Men et par sip af en tysk sister´s ingefærthe var også nok og endnu et dejligt minde.

Til sidst et par billeder i ord, nu fotos på stedet ikke var en mulighed:

En hvid plastikpose, der lettede og fløj ud over havet. Mange fulgte den med øjnene, mens den blev ført væk af vind og vand.

Pigen, der fortalte, at hun i shit pit´en mistede sin moon cup, da hun gav efter og pressede en lort ud.

Et par børn, den ene iført nissehue, der leger med nogle figurer i det sorte vulkanske sand og småskændes om, hvorvidt det hedder Papa Noël eller Santa Claus. Der Weihnachtsmann lyder det fra en mor i nærheden.

En pige med dreadlocks, der holder sig i nærheden af musiken, synger med, glidende fra tone til tone improviserer hun sig frem i helt sin egen stil.

En kvinde, en af de få, som var ældre og tungere end mig, der adspurgt om hvilken del af Tyskland, hun kommer fra, svarer: The Austrian Part.

En kvinde, der i Women´s Circle spørger, om vi har prøvet at tisse stående. Latter, da der foreslås, at vi gør det sammen.



HVOR ER JEG HELDIG!

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Mon, September 25, 2017 12:45:59

Sidder på mit kontor. Det lyder langt
mere kedeligt, end det er. For jeg har flyttet det til Hostal Plantas
y Blanco i Baños, Ecuador. Nærmere bestemt til hostallets
overdækkede tagterasse som udmærker sig ved, at den på dette
tidspunkt på dagen er helt tom og fri for forstyrrelser, fordi alle
turister er ude at udforske omegnen via canopy, cykelture til vilde
vandfald, busture i chivas (åbne busser) og mere ekstreme
aktiviteter som rafting på Río Pastaza eller at svinge sig i en
gynge ud over byen. Mens andre søger de eksotiske oplevelser,
slapper jeg af med mit. Been there, done that og gør det gerne igen
en anden gang, sammen med andre, men i dag har jeg en anden
dagsorden.

Lyde udefra møder mig som fjern og
uvedkommende støj, der ikke forstyrrer det mindste. Skærebrændere,
svejsemaskiner og larmende reklamebusser nede på gadeplan, en enkelt
bils dytten i det fjerne, en bilalarm der går i gang og den
lejlighedsvise totonede ringklokke (en nedadgående stor terts), når
nogen vil ind på hostallet. I baggrunden høres vandfaldet nogle få
hundrede meter væk, evigt brusende, som det har gjort det siden
første gang, jeg besøgte byen. Det må vist være tæt på 32 år
siden. Og vandfaldet begyndte at bruse længe før det, hundrede
meter ned ad bjergsiden for at ende som brusevand i bruseren på
Termas de la Virgen (se tidligere indlæg). Her hvor jeg sidder,
trækker det ind gennem alle sprækker, solen glimrer ved sit fravær,
sagte regndråber rammer taget, og alt det tilsammen er meget mere,
end jeg kunne ønske mig. Arbejdsro. Og kaffe, såfremt man selv
varmer vand over gasblusset. Uden mælk dog, men jeg er lykkelig.

Lykkelig over at være i Ecuador.
Lykkelig over at skulle hjem igen om en uge. Lykkelig over at være
hvor jeg er, og lykkelig over hvad der venter mig, lykkelig over at
være alene og længes. Det bliver da ikke bedre, og dog – god kaffe
løfter lykken yderligere et nøk. Som jeg så et andet sted i Baños
i formiddags: La vida es eso que empieza después del café – livet
er det som begynder efter kaffen. Jeg istemmer. Men hvis man er
heldig, så er man også lidt lykkelig inden kaffeindtaget.

Jeg har været i Ecuador i 25 dage. Da
jeg alligevel ikke har nogen indtægt i hele juli og lidt til, kunne
jeg jo lige så godt rejse min vej. Over til min familie. Og det gør
mig lykkelig at være sammen med dem. At være en del af den familie,
som også er min, men som normalt befinder sig 10.000 kilometer borte
fra, hvor jeg befinder mig. Min far, min søster, min svoger og
min 10-årige niece er kernen og dem, jeg bor sammen med til daglig i
hovedstaden Quito. Hvis jeg er heldig, ser jeg også lidt til min
bror og hans kæreste.

Min far forlod Danmark, da jeg var 12
år, giftede sig med en ecuadoriansk kvinde, da jeg var 13, og væk
var han. Skabte sig et nyt liv i Ecuador, fik to børn her. Mange har
gennem mit liv mødt mig med idéen om, at det var et svigt, men jeg
aldrig følt det sådan. Vi har altid haft en god kontakt, og se nu,
hvad jeg har fået i stedet! En helt ny familie herovre!

Det daglige liv med disse mine nærmeste
fylder mig med glæde og en følelse af at høre til, som ikke har
været en selvfølge i mit liv. Havregrød med min far hver dag ved
7-tiden. Af og til en Olsen-Banden-film med ham og niecen om aftenen.
Frokost (altid varm mad og en suppe først) på et tidspunkt mellem
13 og 16, hvis tilberedelse jeg ofte deltager i og lærer af. Bedst
er jeg dog til at tage opvasken. Hyggelige stunder med niecen, som
jeg lærer at spille klaver og at læse og forstå dansk. Vi er i
gang med de samlede værker om Cirkeline. Er I klar over, hvor svært
det er at udtale det danske r og det danske bløde d, for slet ikke
at tale om vores unikke ø? Og det mærkelige stød, vi har i ord som
”vandet” og som adskiller det fra, når noget er ”vandet”?
Hun er fantastisk nysgerrig og lærenem og meget ihærdig med at
efterligne min udtale. Altimens vi oversætter til dansk, og jeg
dermed lærer mere spansk. Hun er min bedste lærer, retter mig
konstant, og det er slet ikke irriterende, for uden det ville jeg jo
blive ved med at lave de samme fejl. OK, det gør jeg så ofte
alligevel, men noget sætter sig vel fast med tiden…

Og ikke mindst gør det mig lykkelig at
være sammen med min søster. Ja, selvfølgelig er hun ”kun” min
halvsøster, men hvad forskel skulle det gøre? Vi er ganske vist
ikke vokset op sammen, men familieskabet kan jo godt vokse til
alligevel. Hun er et ret fantastisk menneske. Altid venlig og
positiv, sjov, sindssygt rummelig og tålmodig og hun har en skøn
naturlig autoritet. Og så er hun altid heldig. Eller vi er! Det har
vi besluttet, for det er det, vi oplever!

Ikke mindst oplevede vi det i sidste
uge. På Galápagos. Hun og jeg alene sammen i flere dage, for første
gang nogensinde. Og jeg første gang nogen sinde på Galápagos,
selvom det er (hvis jeg ellers kan regne rigtigt) niende gang, jeg
besøger Ecuador. Ikke mindst er vi heldige at have en far, der gav
og begge en tur derover, all inclusive, dvs. 1000 $ til hver – og det
er ikke småpenge. Det er nok den bedste gave, jeg nogen sinde har
fået, for jeg har altid gerne villet derover og altid været for
fattig. Og derovre var vi forfulgt af held! Vi oplevede ganske
enkelt, at vi oplevede så fantastisk meget og så meget fantastisk,
at vi bagefter var fyldt til bristepunktet med oplevelser og glæde.

Og så er hun rigtig god at rejse med, min søster, virkelig god til
at organisere og få det hele til at glide. Noget jeg normalt selv
ville sørge for, men i sin egenskab af ægte ecuadorianer (og
samtidig dansker – ikke at forglemme!) var det så meget lettere for
hende, fordi hun kender flere spilleregler. ”Conozco mi gente!”,
som hun siger. Hun kender sit folk. Gang på gang fik vi rabat, fordi
hun påpegede, at noget var dyrt. Gang på gang løste situationer
sig, som godt kunne have bragt sveden frem på panden hos en anden
én. F.eks. da vi klokken 5.30 om morgenen på Isla Isabela stod ved
”færgen” til Santa Cruz og ikke var på passagerlisten, selvom
vi havde betalt billetten. Så betalte vi engang til (og fik penge
tilbage senere) og fik plads oppe ved siden af kaptajnen. Hvilket
også viste sig at være temmelig heldigt, for han skulle holdes
vågen; han glippede flere gange heftigt med øjnene under sejladsen.
Ikke ligefrem verdens bedste idé at feste til klokken 3 om natten,
når man har ansvaret for 31 passagerer på en 2 timers huggende
sejlads få timer efter…

Det har været 25 dage fyldt med nye
oplevelser, men også med gamle, der snildt kunne gentages. 25 dage
fyldt med samvær og nærvær og humor. Der kommer altid en uventet
sjov bemærkning fra svogeren. Altid sproglige finurligheder og leg
med sproget i samværet med søsteren og niecen. Altid et ”kan du
huske…” fra niecen, der samler på alt det fjollede og sjove, der
sker omkring hende, ikke mindst når ”la tía loca”, er på
besøg. I al beskedenhed er det mig, der er den skøre moster. Altid
hårrejsende ondskabsfulde historier fra min fars barndom, hvor han
var et pragteksemplar af en drillepind og stadig kan grine så meget
af det her så mange år efter, at man tror det er løgn. Specielt
når vi siger, at det overhovedet ikke er sjovt!

Det at være en del af en familie, at
opleve hvordan de finder ud af en dagligdag sammen og måske ikke
ligefrem når alting på det aftalte tidspunkt, men ikke desto mindre
når det hele. Den afslappede sydamerikanske måde at være i tiden
på. Som vi godt kunne lære en hel del af i vores
præcisionsdikterede hverdag. Jeg vil endnu engang tage det med mig
hjem og lade det spire og gro, hvor jorden er frugtbar til det.

Ligesom min niece samler jeg på det
fjollede, det sjove, det glade. Og på heldet ikke mindst. Og lykken.
Så taknemmelig over at være her og over alt, hvad der sker omkring
mig. Livet. Her 172 km fra Quito kan jeg mærke, at mine tanker
samler sig, så jeg kan se dem, sort på hvidt. Altid godt at komme
lidt på afstand, så man kan se det store billede. Heldet og lykken
har jeg taget med mig til Baños. Men selvfølgelig har jeg også
efterladt noget af det hos familien i Quito, for der er rigeligt til
alle. Også til dig, kære læser. Måske er dette indlæg alt for
positivt for dine øjne. Men sådan er det, og hvorfor smide lus i
skindpelsen, når den nu er fin, som den er? Og at være lykkelig er
også et valg. Ikke en tilstand, men heller ikke kun et splitsekund,
hvis du vælger at tro på, at alt er godt. At du er heldig, og at
hvis noget virker knap så heldigt, så er det nok fordi noget endnu
mere heldigt venter dig. Glæden vokser, lad den sprede sig.

For livet og lykken er lige her. På en
tagterasse et par hundrede kilometer syd for Ækvator. Også selvom
kaffen for længst er drukket og kun har efterladt en tør plet på
bunden af koppen. Også selvom det småregner og solen endnu ikke har
vist sig i dag. Eller måske netop derfor er lykken lige her. Uanset.
Og tænk! Jeg har en uge tilbage, hvor er jeg heldig! En uge der
venter med mere samvær med familien, når jeg om to dage forlader
min fine kontor og vender tilbage til Quito. En uge mere med længsel
efter at komme hjem til Danmark. Hvor er jeg heldig!



FLYGTNING I SIT EGET LAND – PÅ BESØG HOS JORDSKÆLVSRAMTE I ECUADOR

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Wed, September 14, 2016 10:02:39

Her
til morgen løb jeg og min datter en tur på stranden neden for
sommerhusene Casa Blanca, som ligger tæt på en lille klat huse
kaldet Tonchigue og med Atacames som nærmeste større by. Klokken
var knap og nap syv, alt var roligt, luften meget fugtig og så tæt
på frisk, som den nu kan være ved Stillehavet tæt på Ækvator i
juli måned, hvor den allestedsnærværende ”garua” oftest lægger
en dæmper på sommervarmen med sin støvregn. Efter en næsten
svalende skyller i det salte hav daskede vi hjemad og lavede
pandekager til resten af familien, før alle kastede sig i poolens
klare blå klorvand, hvorfra en pool boy netop havde konfiskeret
nattens nedfaldne insekter. Luksusdriverliv af bedste skuffe – set
med min optik. Ren nydelse og sol fra en letskyet himmel med
kredsende grippe og en enkelt fregatfugl.

Under
morgenmaden fik min ecuadorianske søster en sms: ”Har I mærket
jordskælvet?” Hvad? Endnu ét? Måske var det det, der vækkede os
så tidligt i morges, men ingen af os havde bevidst bemærket nogen
som helst rystelse, selvom den var med en styrke på 4.0 efter
Richterskalaen og tæt på. Epicentret var 18 km ude i havet tæt på
Esmeraldas, som ligger cirka 40 minutter nordpå herfra i bil. Senere
samme dag blev der registreret yderligere fire skælv forskellige
steder langs Ecuadors stillehavskyst.

Et
anderledes stort skælv ramte Ecuador knap 3 måneder tidligere. To
minutter i syv om aftenen på Dronningens Margrethe II´s fødselsdag
16.april. Det største og værste siden 1987. Så voldsomt, at
nyheden også nåede Danmark, hvor man ellers sjældent hører nyt
fra ”mit andet fædreland”. Med en styrke på 7.8 og et epicenter
tæt på Pedernales, et par timer sydpå herfra i bil. Hele byen
faldt sammen, i første omgang 236 døde, senere steg tallet til 663
døde og 6.274 sårede, deraf en del senere fundet under murbrokker.
Lige så forfærdeligt som den slags altid er, uanset om det sker i
Nepal, i Tyrkiet, i Mexico…

Folk
skyndte sig ud af husene i mørket, der hver dag året rundt falder
på ved halvsyvtiden på denne breddegrad, men alt for mange nåede
det ikke. Også i hovedstaden Quito omkring 275 km derfra rystede
husene, men alle holdt dog. Derefter satte efterskælvene ind, det
største kom 18.maj og var på 6.7, og det er ikke holdt op endnu.
Hver dag er der nye skælv, ofte ude i havet, men tæt på kysten.
Kontinentalpladerne rykker sig, som det passer dem, gennemsnitligt
0,5 mm om året, helt uden at bekymre sig om menneskeliv. Og selv om
det lyder af ufatteligt lidt, er det det ikke.

Over
en million mennesker fik vendt op og ned på deres hverdag, mens jeg
sad i Barcelona og drak min daglige cafè amb llet og skrev om alt
det, der faldt mig ind. Nu drikker jeg morgenkaffe ved
Stillehavskysten så tæt på de skurrende tektoniske plader, at jeg
burde kunne mærke, hvad der sker, men ingenting mærkede jeg. Eller
måske gjorde jeg, for senere fandt jeg ud af, at skælvet var
registreret til 6:25:54, og jeg vågnede jo faktisk lidt i halv syv,
og det var jeg ikke ene om!

Men
den, der ikke kan høre, må føle – eller rettere sagt: Omvendt.
For når nu jeg ikke kunne mærke det, må jeg i stedet køre ud for
at se og høre, hvordan det står til her i omegnen af jordskælvets
radius knap 3 måneder efter det store skælv. Så min søster og jeg
tager på tur.

Umiddelbart
ser det ud til, at oprydningsarbejdet er gået tjept. Og jeg kunne da
også ved at følge med i medierne i Barcelona læse mig til, hvordan
folk i et anfald af sand patriotisk hjælpsomhed samlede tøj og
penge og mad ind til de ramte, helt uden om regeringens
hjælpeorganisationer, hvilken præsident Rafael Correa ifølge en
artikel i Washington Post ikke var uhørt glad for. Måske fordi det
helst skulle fremstå, som at han tog teten i oprydnings- og
hjælpearbejdet og kunne høste laurbærene derefter, hvis man skal
tro onde tunger, som nogle gange har ret. Eller måske fordi MIES
(Ministerio de Inclusión Económica y Social) trods alt havde et
bedre overblik over, hvor hjælpen skulle sættes ind. Faktum er, at
præsidenten blev voldsomt populær oven på naturkatastrofen. Det
gjorde han også efter vulkanen Cotopaxis udbrud sidste år, så
måske er han begyndt at spekulere i naturkatastrofer, er der andre
tunger, der påstår. Om de er onde, kan jeg ikke vurdere.


et ofte benyttet socialt medie kunne jeg tilmed læse, at en
ecuadoriansk ven af mig og hans datter havde taget hans ultralette
fly og var fløjet hjælp ud til et sted, der ellers var
ufremkommeligt, fordi infrastrukturen og vejene var ødelagte. Da
fældede jeg en tåre og følte, at jeg var meget langt væk, alt for
langt væk.

Vejene
er uventet igen fuldt farbare, og nye huse skyder op, men det gør de
jo altid. Eller sådan ser det i hvert fald ud. For så langt tilbage
som jeg husker – og dette er ottende gang jeg besøger landet –
har jeg set ufærdige huse stå og glane med mere eller mindre rustne
metalstivere stikkende ovenud. Folk bor i den nederste etage og
bygger så lidt opad, når de får råd. Sætter nye metalstivere,
som så får lov at ruste, mens huset ”sætter sig” og suger
havgusen til sig. Med stor ustabilitet til følge, så intet under,
at mange huse langs kysten ikke holdt stand under det store skælv.

Af
de huse, der stadig står fra før skælvet, er der en del, som folk
ikke tør bo i. Efter det første skælv fik mange besøg af
førnævnte MIES, som beordrede afspærring af f.eks. den ene side af
huset og erklærede det uegnet til beboelse. Og siden er der ikke
sket noget, ”så hvor skal vi bo?” spørger en mand, jeg snakker
med i Tonchigue.

Tæt
på Muisne står et pænt hus. Ved siden af står en stor flok hvide
telte møbleret med senge og nogle få vigtige ejendele, for det er
her, husets beboere sover af frygt for nye skælv. Og dem er der nok
af, hele tiden, så man ved aldrig, hvornår det rammer hvor eller
hvor kraftigt. De lever i en evig angst, som gradvist bliver hverdag
og er flygtninge i deres eget land, på deres egen grund.

Jeg
fyldes med medfølelse, mens señora Angela Leones Márques gæstfrit
viser mig rundt og lader mig fotografere deres interimistiske hjem,
hvor der er ved at blive lagt betongulv. Væggene er af
presenningsstof påtrykt CRS – Catholic Relief Services, som er en
amerikansk katolsk organisation, der leverer nødhjælp overalt på
kloden – teltenes bærende piller er tykke bambusstolper, og foroven
er der blevet lukket af med plast for at holde regnen ude. Udenfor
finder vi toiletteltene og noget, der er på vej til at blive et
udendørs køkken.

”Todos
somos hermanos”, som hun siger. Og ja, jeg tror også på, at vi
alle er én stor familie og ville gerne kunne hjælpe, selvom jeg
aldrig har ejet kongens mønt. Derfor bruger jeg igen de evner, jeg
nu engang har, for at medvirke til at gøre denne verden til et lidt
bedre sted at være, også i Ecuador. Jeg fotograferer og skriver og
håber på, at det jeg publicerer rammer nogle mennesker, der kan
mærke det, som jeg kunne mærke, da jeg stod der sammen med
mennesker, der er ramt af jordens kræfter i en grad, som vi slet
ikke kender til i Danmark. Om ikke andet kan vi sende noget kærlighed
den vej…

Længere
ude mod Muisne og på vejen til Mompiche ser vi gang på gang store
blå teltlejre med noget, der ligner kinesiske skrifttegn. Måske
nogle som præsident Rafael Correa har fået i bytte for noget af
Ecuadors regnskov? I hvert fald har han for nylig afhændet noget af
regnskoven til Kina for at mindske Ecuadors gæld til det
altoverskyggende store kinesiske rige. Mere end sørgeligt, spørger
du mig, for hvordan behandler kineserne mon lige naturen i jagten på
olie og mammon og vestlig velstand? Men det er en helt anden
historie, som jeg ikke kan forfølge i denne sammenhæng, selvom den
gør mig trist til mode og fortjener meget mere end en parentes. Min
respekt for præsidenten, som jeg var så heldig (syntes jeg dengang)
at opleve i levende live for fire år siden i Riobamba, er faldet
drastisk…

Mange
jordskælvsofre er blevet evakueret og bor i de blå telte, men livet
går videre. Vi møder en stor flok skolebørn, der er vildt
begejstrede over vores entré i deres verden, selvom vi bare kører
forbi. Livet går videre, glæden lever, begejstringen griber den,
som gribes vil.

Længere
ude ad vejen er der taget en stor bid af den, vejen. En ung kvinde,
Janilla, fortæller, at regnen havde undermineret vejen, og at
jordskælvet derefter rystede store flager asfalt af.

Hvad
der i starten af denne tekst var her til morgen, er nu blevet til i
går, og vi vågner til nyheden om, at der i nat igen var efterskælv,
som ingen undtagen muligvis min ecuadorianske niece mærkede noget
til. Femten nye, hverken mere eller mindre, de fleste ude i havet,
men nogle også inde i landet. Et på over 4 i Pedernales, der i
forvejen har været hårdest ramt.

Efter
endnu en tur i svømmepølen og lidt yoga på kanten af samme tager
vi afsked med vores luksussommerbolig i en svalende sommerregn, der
giver én lyst til at danse rundt og blive sommervåd, sommerkåd.
Ubekymrede drager vi tilbage til højlandet, langt væk fra den
farlige Stillehavskyst. Men i weekenden derefter var det min svigerinde, der tog
ned til sommerhuset i Casa Blanca, og søndag aften kom der to pænt
mærkbare skælv med ti minutters mellemrum. Folk løb skræmte ud af
husene, men ingen kom til skade. Skælvene var på 6.2 og 5.9 med
epicentre tæt på Muisne, hvor jeg lige havde været. Og de mærkedes
også i hovedstaden Quito, langt langt væk. Men vi var i Baños –
endnu længere væk – og mærkede intet.

Faren
er langt fra drevet over. Overalt på min månedslange rejse gennem
landet var jordskælvene stadigt nærværende og efterskælvene
lurede i baggrunden, men trådte af og til i forgrunden. I den smukke
gamle by Cuenca, højt hævet over havet, mødte jeg Sere, som
arbejdede i en bar i Puerto Lopez ved kysten under det første store
skælv. Han fortalte, hvordan fire huse på malecónen
(strandpromenaden) faldt sammen. De var bygget direkte på sand, og
underetagerne forsvandt nærmest bare, mens overetagen holdt. Det
første hus, der faldt, var brandvæsenets. Alle folk løb ud af
deres huse og råbte alle ”tsunami, tsunami” og flygtede op i
bjergene, deriblandt Seres kæreste Huilen, mens Sere og ejeren af
baren og nogle brandfolk blev i byen. Og drak øl. Og ventede. Men
der skete ikke mere. Ingen kom noget til, og tsunamien udeblev.

Tilfældet
– eller skæbnen – ville, at jeg selv besøgte Puerto Lopez et
par uger senere. For at se pukkelhvaler. Og vi så dem. Meget tæt på
endda. Ombord på en dertil indrettet turistbåd, som en af hvalerne
svømmede ind under.
Hvor spændende det eventyr end var, så var det
trist at se, at der i Puerto Lopez slet ikke var den samme grad af
turisme, som vi har oplevet der før, og det trods at det var
højsæson på flere planer, nu hvor det var hvaltid. Specielt
amerikanerne glimrede ved deres fravær. Ingen tvivl om, at skælvene
har haft stor betydning for turismen, både den udenlandske og den
indenlandske, og dermed er der så at sige mindre levebrød til
kystboerne. Men folk på stedet er optimistiske, det skal nok blive
godt igen, siger de. De er ikke bange for flere skælv, de kommer kun
nordpå, siger de også. Og ”Gud passer på os”, siger den gamle
mand uden for Tour Wiston Churchil, ”for vi er katolikker”.

Hvad
der tidligere i denne tekst var her til morgen, er nu allerede et par
måneder siden. Men hvad der nu er her til morgen løb jeg en tur i
Riisskov. Badede i Århus bugten, ti tusinder kilometer væk fra de
skurrende tektoniske plader og uden at skulle bekymre mig om
potentielle jordskælvsudløste tsunamier. Min eneste bekymring var,
om det mon var tilrådeligt at svømme fra herre- til dameafdelingen
og retur nede ved Den Permanente, for der var nogen der havde set én
brandmand, og dem er jeg panisk angst for. Sådan er perspektiver så
forskellige, og jeg tror på, at det er godt engang imellem se
andres. Det er trods alt mere sandsynligt, at du overlever mødet med
en brandmand, end at du overlever, når jorden slår revner under dig
og opsluger dit hus. Og hvis du overlever det, må du måske leve som
flygtning i dit eget land.

Af
mangel på bedre, lad os sende dem den der kærlighed. Vi ER én stor
familie.



ET OMVENDT VINTERBAD

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Sat, August 20, 2016 22:36:40

Juli
måned. Så tæt på Ækvator, at man af og til overraskes af, at
solens bane går nordom i stedet for sydom. I landet, som franskmænd
for umindelige tider siden opkaldte efter ækvatorlinien. Vi befinder
os omkring ti tusinde kilometer fra Sommerdanmark i fugleflugt, om de
gad flygte så langt, fuglene. Landet er Ecuador og er vores
opholdssted i en hel sommermåned, næsten et halvt år fra den
bedste tid for en af mine yndlingsbeskæftigelser: Vinterbadning.

Men
det betyder ikke, at jeg behøver at blive snydt for kolde gys, for
et af mine yndlingssteder herovre er byen Baños del Agua Santa,
opkaldt efter byens varme bade med mineralholdigt vand udledt direkte
fra vulkanen Tungurahua. Varme bade, ja så varme, at jeg her kan få
mig et omvendt vinterbad! For hvor vi i Danmark dyrker det kolde gys
for derefter at sidde i sauna, indtil sveden driver af os, kan vi her
dyrke det varme gys og efter en stund med doven sløv krop vralte ind
under den temmelig kolde bruser, hvor vandet er direkte afledt fra et
vandfald.

Søndag
morgen. Jeg sov over mig og ankom derfor først klokken otte, så det
må jeg gøre bedre i morgen. Termas de la Virgen åbner allerede
klokken fem, og det er en helt speciel oplevelse at gå herop i
mørket, som en halv times tid senere langsomt viger for den blå
time og de små vatskyer, der driver rundt langs bjergene i den lille
dal.

Jeg
har i dag end ikke nået at indtage dagens første kop kaffe, som her
i Ecuador kunne være en café en leche, hvor en instantkaffe af
billigste slags blot opløses i en kop varm mælk. I stedet står jeg
halvvågen i kø sammen med en flok meget indfødt lignende
mennesker, en flok højlandsindianerne, som ikke mindst her i
weekenden faldbyder deres varer på gader og stræder og i parker.
Det var vist ikke lige i går, at de sidst fik et rigtigt bad, så
jeg håber inderligt, at de vasker sig grundigt under bruseren –
omend iført badetøj! – inden de går ned i de bade, som alle deler.
Ikke for at være fordomsfuld. Jeg synes faktisk, at det er ret
fantastisk, at badene ikke blot principielt er for alle, men at alle
rent faktisk kommer her. Unge og gamle, tykke og tynde, rige og
fattige, mørke og lyse og med så forskellige træk, at det ville
være et rent slaraffenland for en portrætfotograf, om hun havde sit
kamera med. Det tager hun med i morgen.

Alle
skal have badehætte på i vandet, kun de skaldede går fri. Det
koster 50 centavos, står der, men de tager 1 dollar, så jeg må
lige forhandle lidt, før jeg får lov, fordi jeg lover at levere den
tilbage bagefter. Fik jeg mon lov for mine blå øjnes skyld? Eller
hvordan er egentlig turisternes ry i denne by, som alle
nationaliteter valfarter til, og hvor man rent faktisk kan købe
rugbrød. Eller ”RUGBROD” som der står med store grønne
selvklæbende bogstaver på vinduet ind til caféen Rico Pan (lækkert
brød). Foran mig i køen står en mørkhudet kvinde og skal aflevere
en badehætte. Undervejs bruger hun den til at snyde næsen på sit
barn. Hygiejne kan man have mange forskellige opfattelser af. Barnets
næse ser renere ud bagefter.

Jeg
får udleveret en neongrøn hætte uden snot og føler mig som
Dronningen af Saba iført den og min nyindkøbte badedragt i to dele
som i shorts og top. Langt mere påklædt og knap så iøjnefaldende,
som når jeg er iført min alt for diminutive bikini, der sammen med
mit blegfisede skind påkalder sig mere opmærksomhed, end jeg bryder
mig om. Som om det ikke er rigeligt, at jeg efter et kort ophold i
vandet både føler mig som og ligner en skoldet hummer. Disse
badedragter er åbenbart ”højeste mode”, selvom mange bestemt
ikke bliver mindre adipøse i dem, men vi er jo alle bare kroppe i
vand, så hvad betyder det?

Først
det knap så varme bassin. 38 grader, siger de. Bassinet er stopfyldt
med familier og hundesvømmere. Vandet er totalt uigennemsigtigt
gulbrunt af okker. Varmt? Tjo, men ikke noget at skrive hjem om, og
det vil jeg jo gerne, så jeg avancerer til det rigtig varme. Ganske
langsomt. 42 grader, siger de. Kan fire graders forskel virkelig
føles så voldsomt? Jeg finder efter et par forsøg ud af, at det er
rigtig godt at skifte mellem det helt kolde bassin med klart vand fra
vandfaldet (19 grader siges der), svømme rundt dér, indtil jeg
næsten begynder at fryse og så tilbage til det varme gys. Det
bedste gys. En helt specielt kriblende fornemmelse som kuldegysninger
breder sig rundt i kroppen de første minutter, efter jeg har
nedsunket mit skandinaviske luksuslegeme i det brune vand og kun
holder hovedet oven vande. Ahhhhh, ubeskriveligt skønt, omend jeg
her lige forsøgte at beskrive det. Og nu tilføjer: Nervespidser der
trigges og kildres, hvorefter fornemmelsen langsomt klinger af, og
jeg allerede glæder mig til næste dyp, næste kick. Varme der føles
som kulde, hvor forunderligt!

I
det varme bad falder jeg i snak med Gonzalo fra Ambato. Han kommer
hver weekend, fordi det er så godt for hans ryg. Hans børn og
børnebørn foretrækker andre badesteder, hvor vandet er klart, men
det gør jo slet ikke samme gavn uden indholdet af de mange
mineraler, selvom det sikkert ser væsentligt lækrere ud. Jeg husker
pludselig, at mine forældre for mange år siden viste mig et billede
fra da de besøgte badene, og at de fortalte mig, at folk sked i det. Måske
var det blot deres måde at forklare vandets farve på. Måske tog
jeg dem bare for bogstaveligt. Eller måske havde folk et voldsomt
anderledes forhold til hygiejne i Ecuador i halvfjerdserne. Så er en
enkelt snotnæse dog at foretrække.

”I
Danmark gør vi det omvendt”, fortæller jeg Gonzalo, men
overbevises hurtigt om, at det ikke er helt sandt. For det handler
ikke kun om skiftet mellem koldt og varmt vand. For det første er
vores hav væsentligt koldere end vandfaldets vand, dertil er det
salt, og for det andet kan saunaen være nok så skøn og lige så
dehydrerende som vulkanvandet, men de helsebringende naturligt
forekommende kemikalier har vi ikke: Chlorider, fenoler, barium,
kobber, cadmium, bor, aluminium, cyanid, fluorider, kobolt, ammoniak
og krom er blot noget af det vandet er analyseret for. Resultaterne
hænger på et stort blåt skilt, og hvis jeg ellers fattede bare en
millimeter af det, ville jeg være meget klogere, end jeg er lige nu.

En
af de ansatte på Termas de la Virgen viser mig ”El ojo”, øjet,
den dybe brønd, hvor vandet fra vulkanen buldrende drives frem til
bassinerne. I gamle dage kogte de æg i øjet, fortæller en
mangeårig badegæst fra Pujilí, som i dag blot er her for at nyde
synet af sit barnebarns første svømmetur.

En
tur ind under bruseren. Let for en trænet vinterbader. Knap så let
for en 3-årig, men faderen tvinger ham, selvom han skriger og bider
sin storesøster i armen i et forsøg på at komme fri.

Det
godt og vel legemsvarme bassin er derimod et hit for børn. Da jeg et
par timer efter kommer forbi med mit kamera, er klientellet desværre
skiftet lidt ud, så de indianske træk har veget for de mere
europæiske, de spanske efterkommere og mestitser. Og nu er her endnu
flere børn, der sammen med deres forældre leger og svømmer og
aldeles frygtesløse springer i vandet, dykker og forsvinder under
den gulbrune overflade. En rød bold kastes op i luften og fanges
igen. Og igen.

Kendra
på fire år kan slet ikke få nok af vandet. Et halvt øjeblik
efter, at jeg tog billedet af hendes runkne hænder, var hun
forsvundet ud i vandet igen, selvom familien allerede havde tilbragt
fem timer i vandet. Far David fortæller, at han træner med sine
børn, for at de ikke skal være bange for vandet. For noget som
helst egentlig. Det er i hvert fald lykkedes med Kendra.


Men
der var jo lige det med at stå op klokken fem. Mandag morgen gjorde
jeg det, nu med kamera. Tirsdag gjorde jeg det uden og nød bare
vandet. Det er jo ligesom enten eller, for jeg skal ikke nyde noget
af at efterlade mit kamera eller andre værdigenstande i de
plastikkasser, man bruger til skiftetøj og sko, selvom det
principielt passes på, og man får udleveret et plastikarmbånd med
et unikt nummer i messing. Men mandag morgen nød jeg det også, blot
med mit kamera, en af mine favoritnydelser. Mørket, dampene, det
gryende blå, vatskyerne der drev rundt i slow motion, nogle af dem
helt nede på gadeplan. Synet af våde kroppe, hvoraf de fleste har
rundet over halvdelen af deres liv, med skønne rynker og lad
tyngdekraften råde, hvor den råde vil.

Men
uanset hvor meget jeg elsker at give mig hen til mit kamera og
motiverne, der vrimler foran mig, så er det intet at ligne mod at
ligge på ryggen med ansigtet vendt mod bjergene og mærke små
kølende regndråber lande på næse og kinder. Hovedet hviler på
kanten, så mine skuldre svæver og får al den afslapning, de har
brug for. Langsomt vågner dagen og lige så langsomt overmandes jeg
selv af lysten til at tage fat på denne nye dag. Dovent driver
skyerne, lige så dovent driver min krop rundt. Den skønneste
synæstesi, jeg endnu har oplevet.



ARRIBA – ABAJO – AL CENTRO – ADENTRO!

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Sun, June 12, 2016 19:36:18

Jeg
tror sørenjensme jeg har fået mig et stamværtshus! Det er jo med
at realisere sit udviklingspotentiale, mens man har ét, og dette var
åbenbart min proximale udviklingszone!

Spøg
til side, det er kun halvt sandt. Og denne halve sandhed er, at jeg
nu indtil flere gange er vendt tilbage til L´estoneta på hjørnet
mellem Carrer Mallorca og Comte Borell, som nogle af mine læsere vil
kunne huske fra mit andet indlæg på bloggen for allerede så længe
siden, at det nu er ved at være tid til at drikke en sidste cafè
amb llet og vende smuden mod nord. Med uforrettet sag, i hvert fald
hvad den der ting kaldet arbejde angår, men ellers ikke!

Og
sikken velkomst, man får på L´estoneta! Hver gang! Kindkys fra
Alexander, la negra kaldet (og måske nogle af jer er så
velbevandrede i grammatik, at I ved, at ”la” på en del sprog er
et hunkønskendeord). Han er så begejstret for billederne fra
bloggen, at han gerne vil have dem op at hænge! Det skal være mig
en ære! Og de kan andet end servere cafè amb llet; Mauris tapas er
også fortrinlige, og øllene fejler absolut intet.

Det
her er et hjem, en familie. Pati, som er halvt columbiansk, halvt
amerikansk og normalt bor i Washington, D.C., men studerer film i
Barcelona, kommer her hver dag. I dag med en taske fyldt med kjoler
for at få Alexanders og Mauris mening om dem, inden hun skal til
Bali. Som hun siger ”Alex should be a professional shopper”, han
har åbenbart virkelig tæft for at finde virkelig gode tilbud på
tøj, specielt dametøj, som han dog ikke selv går med. Ikke til
daglig i hvert fald! Men de holder hvert år en karnevalsfest med de
skønneste drags, det gad jeg godt overvære.

Pati
kan godt lide kjoler, men går næsten aldrig i dem, specielt ikke om
aftenen. Og specielt ikke i denne del af Barcelona. Fordi hun er lidt
mørk, om end meget lidt efter min mening, risikerer hun nemt at
blive taget for en prostitueret fra Latinamerika. Ikke at jeg
overhovedet kunne overveje den sammenligning, men her er fordomme,
som jeg aldrig før har hørt om. Og en underklasse af
latinamerikanske indvandrere, som jeg slet ikke kender til. Også på
filmskolen undlader hun at eksponere sine ben for at undgå
sexchikane. Hold da helt høns! I dag løber jeg tilfældigvis selv
rundt i et par halvkorte shorts, fordi det er pænt varmt, og fordi
jeg er dansker og gør, som jeg plejer. Men jeg lægger mærke til,
at så meget ben er der ikke mange, der viser her i byen. Kun de helt
unge, og så er de sikkert selv ude om det, vil nogle mene!

Der
er ikke mange mennesker på baren i dag, men jeg snakker med de få,
der er. Manuel, som er far til nogle børn, hvis mor er dansker, er
specielt interesseret i at fortælle om dengang, han var i Danmark.
Oppe på ”la montaña del cielo”, Himmelbjerget. Og han spiste
frankenstein. Det tog et stykke tid at forstå, at han mente
flæskesteg.

Han
havde da i det mindste fattet, hvor jeg kom fra. Alexander
præsenterer mig gerne som ”una periodista de Holanda”, en
hollandsk journalist, og så griner jeg lidt af det. For hvem kender
lille bitte Danmark? Jeg er vant til, at folk tror, jeg er tysk.
Hvilket jeg jo også nemt kunne have været, hvis anden verdenskrig
var endt anderledes! Og jeg har vist et par kartoffeltyskere i mine
aner og synes i det hele taget, at det der med nationalitet er
temmelig opreklameret. Journalist har jeg nu aldrig selv kaldt mig,
lad det blive ved ”skribøse”.

Xavi
sidder oppe i baren, holder en lille pause fra sit projekt med at
åbne en restaurant med gode spanske og katalanske retter. Dér skal
jeg med hen næste gang, jeg er i Barcelona, erklærer Alex, og jeg
modsætter mig ikke det mindste. For selvfølgelig kommer jeg igen.
Uanset at en del af mig i virkeligheden hader storbyer, trafikstøj,
trafiklarm, stanken af kloak på hvert fjerde gadehjørne og lugten
af naboens fede stegelugt lige ind i mit soveværelse, så har jeg
taget byen til mig, ligesom den har taget imod mig med åbne arme, og
nu sidder den dér, lige i hjertet. Er vild med den og med bøsser, der kysser 🙂

Inden
jeg går derfra, gi´r Alex en ”chupita”, en lille dram, en sød
likør. Jeg skåler med Manuel. ”Arriba – abajo – al centro –
adentro”. Han lærer mig at drikke på spansk med et rim, der
desværre ikke rigtig fungerer på dansk, men det handler
selvfølgelig om at få skidtet inden for vesten. Og ned glider den.
Og ud i verden går jeg, lettere fortumlet.

Som
sagt bliver dette min sidste cafè amb llet i denne omgang. Jeg har
igennem et par måneder udforsket mine proximale udviklingszoner:
Fundet et stamværtshus, gået til katolske messer, minglet med
fodboldfanatikere, duftet til hellig røgelse og knap så hellig røg
af en helt anden slags, kontaktet hjemløse på gaden, vadet mig en
flok vabler til, søgt umulige jobs og skrevet denne blog. Det hele
har været en fornøjelse på hver sin særlige måde. Endnu engang
har verden åbnet sig for mig. Endnu engang har jeg mindet sig selv
om, at lukkemusklen ikke må blive alt for effektiv, så at sige!
Livet er en oplevelse, som jeg nødig ville være foruden!



SØGE FØDE, SØGE LÆ, SØGE MENING

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Mon, June 06, 2016 14:49:25

Af
og til, når jeg vågner om morgenen her i Barcelona, er der intet,
der giver mening. Hvorfor er jeg her? Hvad har jeg gang i? Behøver
jeg stå op i dag? Heldigvis kan jeg være ret skrap, så jeg tager
mig selv i nakken. Med lodder og trisser får jeg fat i vingebenet og
kaster mig selv ud gaderne på jagt efter kaffe og mening.

Ordene
er mine egne, men de kunne nemt være en andens, for Barcelona er
fyldt med folk, der med rette leder efter mening. Efter mad. Efter
arbejde. Efter et sted at sove. Bare sådan nogenlunde i læ og ly og
sikkerhed. Efter skrald, som kan sælges. Efter penge.

Og
jeg bliver mere og mere berørt af at se dem. For jeg er faldet i
gryden. Jeg kan ikke længere bare gå forbi og være ligeglad, for
en dag trådte jeg et skridt til siden og ind i den zone, som alle
andre, så vidt jeg kan se, går udenom. Bare en halv meters penge
fra dér, hvor vi andre går. Dér, hvor de hjemløse åbner de
skraldecontainere, som står langs alle gader og leder efter brugbart
og først og fremmest salgbart materiale, helst noget der vejer godt
til, for de tjener efter vægt. Dér hvor der står parkeret en
indkøbsvogn med hængelås med lidt skrammel i bunden.

Det
var forbavsende nemt. ”Finder du noget godt i dag?”, spurgte jeg
en dag en mand, og allerede dér forlod jeg det etablerede samfunds
komfortzone. Han var fra Rumænien, det er de fleste af dem, jeg
møder derude. Lidt på vagt, men jo, jeg måtte godt tage et
billede. Langsomt tøede han op og smilede det venligste smil med
fortænder, der havde kendt bedre dage. Han fortalte om et sted, hvor
de serverer mad for de hjemløse hver dag klokken tretten. Jeg gav
ham et par euro og besluttede mig for at opsøge stedet.

Under
kirken Santa Tecla på Avenida Madrid fik jeg efter et par forsøg
fat på Ana Maria, der er ansvarlig for bespisningen. Desværre måtte
jeg ikke komme ind og da slet ikke fotografere. Der er Barças og
Rotarys projekt, og de tillader ikke fotografer og pressefolk.
Anonymiteten er vigtig, sagde hun, for mange af dem, der kommer her,
fortæller ikke deres familie, at de gør det.

Der
gik nogle dage. Jeg gik endnu engang rundt og ledte efter kaffe og
mening, og pludselig mødte jeg en lille familie, også ekviperet med
de hjemløses standardkøretøj indkøbsvognen. Og dertil en klapvogn
med den skønneste unge, jeg længe har set. Moderen virkede voldsomt
ung, faderen lidt ældre og helt klart også med behov for
tandlægehjælp; den ene fortand var halvt knækket af. Han talte
rimeligt spansk, hun meget lidt. Drengen talte det bedste sprog i
verden. Med store smil og livlig mimik havde vi straks kontakt. Jeg
er ikke et sekund i tvivl om, at de er søde og kærlige forældre på
trods af, at de sover på gaden i Hospitalet, som i parantes bemærket
er navnet på et beboelseskvarter med tryk på sidste stavelse og
stumt h og ikke et hospital. Deres dreng var i fin trivsel og meget
nysgerrig. ”Lo más importante es la salud”, sagde faren med
henvisning til sønnike. ”Det vigtigste er, at han er sund og
rask”. De bad om penge, fik et par euro. Egentlig er jeg imod at
give penge for at få lov at tage et billede. Men på den anden side
vil jeg jo gerne hjælpe, bare en lille smule, så selvfølgelig.

Et
par dage efter mødte jeg dem igen, et par kilometer længere østpå.
Hvad er chancerne lige for det? De kunne godt huske mig. Ja, jeg
talte med dem igen, måske var der nogle, der kiggede undrende på
os. Hvis de da så os. For de hjemløse er næsten usynlige i
gadebilledet, selvom de er overalt. Og træder jeg ind i deres zone,
bliver jeg vel også usynlig.

Den
næste, jeg talte med, ville ikke fotograferes. Det respekterer jeg
naturligvis. Og jeg gemmer mig ikke bag næste gadehjørne med en
telelinse. Uden den respekt ville dette lille projekt miste sin
mening, og jeg skulle ud og lede efter en ny. Også han var rumæner
og talte hverken engelsk eller spansk. ”I understand” gentog han
nogle gange, men det var tydeligt, at han ikke forstod, hvad jeg
forsøgte at sige til ham. Han havde en rar stemme. Der lugtede ikke
ret godt, hvor vi stod. En sødlig rådden lugt, der mindede mig om
de lossepladser, som jeg som barn besøgte sammen med min far for at
finde sjove ting. Men jeg bemærkede ikke, om han også lugtede. Og
det er først, når man står ved siden af dem, at man opdager, hvor
beskidte de faktisk er. Eller i hvert fald deres tøj. Men det
smitter altså ikke.

Senere
samme dag mødte jeg fem fyre nede på Rambla de Badal, tæt på hvor
jeg bor. Lidt for tæt, tænkte jeg bagefter. Jeg måtte godt
fotografere, sagde den unge fløs, der helt klart var deres leder.
Altså hvis jeg betalte ham 50 euro. Er du vimmer, det er alt for
meget! Jamen, jeg vil fordele pengene mellem dem, 12 euro til hver.
Hvor var han altruistisk! Og så måtte jeg gøre, lige hvad jeg
ville med dem! Han pegede på én af de andre, ham måtte jeg have
sex med! Jeg grinte og sagde, at jeg kun var interesseret i at tage
billeder og snakke med dem. Du kan tage ham med til Danmark og give
ham et arbejde. Men jeg er ikke rig, jeg vil bare gerne fortælle
folk i Danmark, hvordan der også er i Barcelona. At det hele ikke er
Gaudi og Barça og blå himmel langs en endeløs strand.

For
første gang følte jeg mig lidt usikker, da jeg vendte ryggen til og
gik derfra, bestemt ikke sikker på, at de var mine venner. Dem, jeg
tidligere havde talt med, havde jeg en helt anden kontakt med. De
forstod, at jeg ville dem det godt, og det virkede gengældt. Som om
de godt forstod, at når jeg træder ind i deres zone, er det ikke
for at genere dem eller chikanere dem, men med en medmenneskelig
respekt. Mit lille forsøg på at gøre verden til et bedre sted at
være, for dem også. Men ikke altid bliver venlighed gengældt med
venlighed, ikke altid bliver kontaktforsøg til kontakt, men skaber i
stedet en større distance. Jeg var glad for, at det var højlys dag,
og så forsvandt jeg ellers i en helt anden retning, end den jeg bor
i.

De
fem gutter var de første, der havde kaldt sig sigøjnere, men de så
vidt forskellige ud. En så nærmere ud til at være indfødt fra
Ecuador, en anden var helt hvid. Og hvad er egentlig – i denne
sammenhæng – forskellen mellem rumænere og romaer. Kalder de sig
bare for rumænere for ikke at blive taget for romaer? Eller er det
vitterlig mennesker, der har forladt familie og fædreland for at
søge lykke og arbejde i Spanien og ikke folk, der altid har vandret
fra sted til sted?

Den
næste, jeg tog kontakt til, var en kvinde. Midt på en befærdet
Carrer de Sants med masser af mennesker omkring. Anderledes sikkert,
selvom hun trak mig med ind i en sidegade. Emilia er seksogtredive
år, har seks børn, hvoraf de to på sytten og atten også er her i
byen, de mindre i Rumænien sammen med hendes mand. Hun viste mig,
hvor meget hun tjener på et kilo af det, hun samler fra
skraldecontainerne: Seksten centimos, lidt over en dansk krone.
Ufattelig lidt, hvis det er sandt. Jeg tror helst på, hvad de
fortæller mig, men der er en risiko for, at de siger det, de tror, jeg
gerne vil høre. Det, de tror, kan tjene dem bedst, gøre dem mere
stakkels ellers mere særlige. Det er ganske enkelt ikke til at vide.
Så jeg lader som ingenting og tror på dem. Jeg gav hende et par
euro. Det kan hænde, det er adskillige dagslønne, hvis hun talte
sandt. Hun takkede mig mange gange, jeg takkede igen. Mange gange.

Det
giver rigtig meget mening for mig at gå rundt i gaderne på denne
måde og tale med nogle af de hjemløse. Det giver mening at skrive
om det. Jeg er bare en lille bitte bæk, hvis hovedformål er at rive
andre med sig. Et lille bitte menneske fra et land, hvor systemet
giver mulighed for at tage dagpenge med til et andet land for at søge
arbejde. Som om det skulle være muligt med den arbejdsløshed, der
er her, med min kompetenceprofil og mine ønsker. Men hvilken luksus
at være mig sammenlignet med at være dem.

Lad
mig sige det på en mærkelig måde: Hvad berettiger mig til at være
født i et land og i en tid i det land, hvor jeg nok skal overleve på
en for mig værdig måde uanset hvad? Måske er jeg efterhånden ved
at være lidt fattig sammenlignet med andre i Danmark, men det rører
mig ikke det mindste og ligner på ingen måde den fattigdom, de
kæmper med her. De fryser vitterlig, når det er koldt. De må rende
møgbeskidte rundt og fiske ting op af skraldecontainere, sove på
gaden eller i bankernes lukkede indhak til pengeautomater, hvis de er
heldige. Når jeg tænker på det, smuldrer meningen og bliver til
små krummer, som højst en gråspurv kan finde næring i.

Her
er også mange sorte, specielt inde i centrum. Jeg snakkede med én,
som kom gående med vognen læsset med aviser en dag, hvor jeg var
ude at lege turist på vej til Park Güell for at nyde Gaudis
skønværker. Efter eget udsagn havde han altid levet i Barcelona og
var ikke hjemløs, men boede fyrre minutter fra byen med tog. Han
kunne ikke få arbejde, fordi han manglede papirer. Er det bare mig,
der hører noget modstrid i de udsagn? Forstærket af, at hans
spanske ikke virkede særlig ”indfødt”? Eller er jeg for
skeptisk, når de svarer anderledes, end jeg forventer? Er jeg i gang
med at trække en stereotyp ned over hovedet på dem, ”blot”
fordi de vandrer rundt med en indkøbsvogn, de helt klart ikke lige
har fyldt med varer til weekenden i det nærmeste supermarked? Det
kunne hænde, at de er lige så forskellige som dig og mig, og at
grundene til, at de gør det, de gør, er vidt forskellige. For nok
har jeg snakket med en hel del flere, end jeg refererer her, men det
er stadig ikke nok til at give et fuldstændigt billede af
situationen, og mine spørgsmål til dem går slet ikke dybt nok. Og
havde jeg mon en speciel forventning til hans svar, fordi han var
sort ligesom mange af dem, der render rundt med assorterede varer på
et hvidt ”lagen”, som de hurtigt forvandler til en sæk og tager
på nakken, hvis politiet er i nærheden? Han er tilmed den eneste af
dem, jeg har talt med, der ikke bad om penge for at blive
fotograferet. Så fik han heller ingen. I værste fald kunne det også
opfattes som respektløst at give ham nogle.

Det
er en luksus at være dansker. Jeg kan VÆLGE at hoppe i det kolde
hav om vinteren, men kommer aldrig til at fryse, for der er en sauna
ved siden af. Jeg kan VÆLGE det simple liv hvor jeg har hele min
verden i en rygsæk og gå en camino, fordi jeg tror på, at det er
godt, men kan til enhver tid hive et visakort frem og betale mig til
tag over hovedet og er ikke tvunget til at gå rundt hele dagen for
at søge føde, søge læ. Jeg kan VÆLGE at skralde i
supermarkedernes affaldscontainere, både for at spare penge og for
at medvirke til en mere bæredygtig verden ved at nedbringe
madspildet. Hvad det for os er ideologi og måder at ”realisere os
selv på”, er for andre simpel nødvendighed. Vi har også hjemløse
i Danmark, jeg ved det godt. Det kan også virke ret meningsløst,
men omfanget her i Barcelona er enormt til sammenligning.

Forleden
dag tog den for alvor fart. Min berørthed. Den bliver vitterlig
værre og værre. Eller bedre og bedre, alt efter hvordan man ser på
det. En ældre mand med en krykke og sit hjem og sin tro fastspændt
på en vogn. Hvor gammel mon? Konen død, børnene i Rumænien. Han
har været her i to år og vil gerne hjem. Jeg lod ham se de
billeder, jeg tog. Viste ham, hvordan han skulle holde viewfinderen
helt op til øjet, så han kunne se det tagne billede dér frem for
på displayet. Han smilte. Jeg tror, det er sjældent, at nogen
bevæger sig så langt ind i deres zone, at de lader dem røre ved
deres ting. Men jeg er ikke bange. Eller rettere sagt, jeg er langt
mindre bange for dem, jeg taler med, end for dem, jeg endnu ikke har
taget kontakt med. For kontakten gør noget.

Forleden
så jeg (på facebook selvfølgelig) en lille film, som påstod, at
hvis man ser hinanden i øjnene i fire minutter, bliver man
forelsket. Det er måske lige på spidsen, men der er noget om det.
At se hinanden i øjnene er en stor tillid, og i den sammenhæng er
fire minutter lang tid. Og jeg oplever helt klart, at jeg får tændt
min empati, når jeg taler med de hjemløse. Og jeg oplever hver
gang, at folk virker skeptiske, men efterhånden tør op og
accepterer, at jeg som en outsider bevæger mig ind i deres zone.
Altså lige med undtagelse de fem sigøjnere; det er nok bedst at
snakke med folk enkeltvis.

Jeg
vil ikke ligefrem påstå, at jeg kan se ind i folks sjæl, men få
minutters snak er nok til at få en fornemmelse af folk. Ham den
ældre fra før havde et godt ansigt. Jeg kunne mærke, at han var et
godt menneske. Det sagde jeg til ham. Jeg tror, at han, trods hans
haltende spanske, godt forstod. Jeg gav ham et par euro. To gange. To
par euro. Og var dybt berørt af vores samtale bagefter. Når det
talte sprog ikke slår til, kan man være være heldig, at det åbner
for andre kanaler. For intuitionen. For en menneskelig kontakt
hinsides ord.

Det
er meget meningsfuldt at blive berørt, og jeg kan på det kraftigste
anbefale det. Det er ikke farligt, for du kan højst risikere at
miste interessen for meningsløse ting. Tøj for eksempel og hvem har
i virkeligheden ikke nok? Indtil videre er jeg ikke så fattig, at
jeg ikke er forsikret i hoved og røv, så da jeg ankom til
Barcelona, og min kuffert ikke fulgte med, men tog på ferie i
Málaga, kunne jeg tre dage i streg spendere tusind kroner på tøj
og andet nødvendigt. Så kom kufferten tilbage fra sin solferie,
hvorpå jeg absolut intet manglede, tværtimod. Jeg havde en lidt
træls smag i munden over at have styrtet rundt for at bruge penge på
tøj og sko, for jeg var jo i virkeligheden på vej til det simple
liv på et lille værelse i Barcelona, så hvad skulle jeg med flere
ting? Først bagefter fik jeg en idé, der kunne have gavnet
universet bare lidt. Jeg kunne jo have fundet en hjemløs kvinde med
samme tøjstørrelse og have ekviperet hende, når jeg selv havde
købt det absolut nødvendigste. Hermed en opfordring til hvis du
engang skulle stå i samme situation; det er jo i sidste ende dine
egne penge, du får igen. Og hvis din kuffert for alvor er flygtet,
er det en helt anden sag og en anden del af forsikringen, der gælder.

Jeg
er faldet i gryden. Jeg kan ikke gå rundt i gaderne uden at føle en
snert at dårlig samvittighed, når jeg ser tiggere og hjemløse. Så
en dag besluttede jeg mig for at give til alle de tiggere, jeg kom
forbi. Ikke store summer, men lidt. Vise lidt venlighed. Nogle af dem
ser helt normale ud, er sandsynligvis veluddannede, der ikke kan få
et job, for arbejdsløsheden er enorm, bl.a. halvtreds procent af de
unge. Den dag kostede mig godt ti euro; det var til at leve med. Og
jeg havde det lidt bedre. Det er ren aflad, jeg ved det. For hvad
gavner det, er det ikke ren overflade, det jeg går og gør? De er
stadig i deres zone; jeg kan gå ind i den men bevæge mig ud af den
igen, hvert øjeblik det skal være. Hvordan skaber man for alvor
bro? Kan man ved simpel medmenneskelig kontakt medvirke til, at de
føler sig mindre udstødte og tvunget til at blive ude i deres zone?

Der
er dem der kalder mig modig, bare fordi jeg tager til Spanien i et
par måneder. Og fordi jeg går en lille camino alene. Uden særlig
meget research, fordi jeg foretrækker overraskelser, foretrækker
livet frem for planerne. For mig er mod noget helt andet, og det har
jeg ikke helt så meget af, som jeg ville ønske. Men lidt har jeg
da, og jeg har fundet ud af, at de fattige ikke er farlige, selvom de
to ord har mange bogstaver til fælles.

Hver
dag gik jeg ud og ledte efter en cafè amb llet. Den fandt jeg.
Mening fandt jeg også i små glimt. Og som det altid sker, når man
åbner for en kasse med spørgsmål, så genererer hvert spørgsmål
nye spørgsmål, som man også kunne stille og nye veje, man kunne
gå. Og forsøger man at nedbryde fordomme, finder man ud af, at man
selv har dem. Mig selv, sagde hunden. Det ville være naivt at tro
andet.

Jeg
er kun en meget lille bæk, men jeg er i det mindste ikke ligeglad.
Og det giver i sig selv ganske god mening at give bare lidt tilbage
til universet, når nu universet har placeret mig i Barcelona med
danske dagpenge på lommen.



IB SKIB SKALLE

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Sat, June 04, 2016 01:21:29

Pilgrimme
har også brug for kaffe! Det måtte jeg sande på fjerde- og
sidstedagen af min miniaturepilgrimsvandring fra Lugo til Santiago.
For HOLD KÆFT, hvor han snakkede, ham der slog følge med mig kort
efter afgangen fra O Pedrouzo. Han havde skiftet sit autentiske
castillianske maskingeværspansk ud med et ubehjælpsomt engelsk
garneret med en så tyk og hæs accent, at det kunne være det samme.
Og da især uden morgenkaffe. Jeg lagde et venligt øre til, omend
det døve, og håbede, at han ud fra mine manglende svar kunne gætte,
at jeg ikke rigtig orkede og intet rigtig forstod, men nej. Efter et
par lange kilometer måtte jeg ty til at sige det højt, at nu ville
jeg gerne gå alene. Ikke blot fordi det for mig er en stor del af
meningen med at gå en camino, men fordi min hjerne ikke fungerer
uden koffein. Forklaringen beholdt for mig selv og gemte til jer,
ærede læsere. Lykken tilsmilede heldigvis både mig og horderne af
vandrere foran mig og bag ved mig en kilometers penge længere
fremme: Galicisk café con leite ledsaget af et lækkert stykke torta
de Santiago og en chance for at krænge det sjaskvåde regnslag af
sig. Det lysnede forude. Kun cirka tolv kilometer til Santiago de Compostela.


Selv
som arbejdssøgende i Spanien må man holde weekend og endda en
forlænget én, og den fyldte jeg ud med en lille camino. For selvom
hundrede og fem kilometer da bestemt også er noget for én, der
aldrig før har vandret for alvor, så blegner det lidt ved siden af
de historier, jeg hørte undervejs. Man bliver lidt lille og ydmyg,
når folk fortæller, at de har været afsted i en måneds tid og
ikke fået en eneste vabel. Jeg fik en fem stykker på andendagen,
fordi mine støvler var våde fra førstedagen. Og rygsækken sendte
jeg i forvejen fra herberg til herberg, fordi min lænd ikke var helt
så opsat på det her projekt, som mine ben var. OK, det var vist en
prøvetur. Og den gjorde mig en masse erfaringer rigere.

Men
hvornår er man pilgrim? Og er det vigtigt at kunne kalde sig
pilgrim, bare fordi man har gået på lige præcis dén sti? Er det
vigtigt at nå til Santiago de Compostela, at kramme apostlen i
katedralen, gå til pilgrimsmesse, overvære ”botafumeiro” (”the
smoking booth” frit oversat) og som en sidste prøve: Stå i kø i
flere timer for at få en attest på, at man er pilgrim ved at
fremvise de stempler, man har erhvervet sig i sit pilgrimspas
undervejs? Jeres udsendte talte med mange, som havde en mening om den
sag. Hundrede kilometer er officielt nok til at kalde sig pilgrim, og
efter mine hundrede og fem af slagsen fulgte jeg lemmingerne og nød
at vade videre, rundt i Santiago; en by, som genlyder af galicisk
folkemusik med et middelalderligt præg, ofte udsat for sækkepiber,
og hvor hver indbygger med respekt for sig selv forsøger at slå
mønt på pilgrimmene, som nu er blevet forvandlet til turister. Men
gør det mig til pilgrim?

En
af mine caminovenner, Lieven fra Belgien, der ligesom min franske
caminoven champagnebonden Pascal har gennemført adskillige
camino-ruter gennem årene, har en teori om, at man ofte starter som
”randonneur” / ”backpacker” og langsomt udvikler sig til
pilgrim. For at ende som turist, når man når frem. Det skal der
såmænd nok være noget om. Han havde også efter de første
caminoer fundet ud af, at det vigtige ikke var at nå til Santiago.
Alligevel sad vi nu her, fire ud af otte fra førstedagens sovesal,
og nød en tre-retters pilgrimsmenu til ti euro. Den sidste i flokken
var lithauiske Rasa, som havde gået i et stormende tempo og var nået
frem en dag før os andre.

Det
tilkommer ikke mig at dømme andres motiver. Men man vel lov at undre
sig, når man hører om busser, der læsser halvtreds japanske
turister af i Sarria, så man må vandre som sild i tønde / sushi i
sake. Men de går vel i det mindste alle de hundrede og ti km derfra,
formoder jeg. Min undren bliver derimod til indædt skepsis, når jeg
hører om busser fyldt med amerikanske turister, som bliver kørt
”fra stempel til stempel”, hvorefter chaufføren hopper ud og
ordner stemplingen for dem, mens de tager selfies foran kapeller og
jakobsstatuetter. Håber, at det kun er falske rygter. Jeg vil dog
til enhver tid mene, at de, såvel som dem, der vælger at lade sig
fragte noget af vejen, kun snyder sig selv. Og snyder de andre, er
det alligevel i sidste ende først og fremmest dem selv, de har
snydt, for hvor sjovt er dét lige?

Udviklingen
viser, at flere og flere tager sig en camino. Folk kommer fra alle
steder på kloden (næsten). Jeg nævner her endda kun lande, som jeg
personligt har snakket med pilgrimme fra: Korea, Canada, New Zealand,
Sydafrika, Sverige, Lithauen, Frankrig, Belgien, USA, Polen, Ungarn,
Spanien, Italien, Andorra, Tyskland, England, Irland, Argentina,
Nepal, Brasilien og Danmark. Og det fantastiske på caminoen er, at
nok er det interessant at høre, hvor folk kommer fra, men i
virkeligheden er vi hverken nationaliteter, hudfarver, køn, civilstatus, årsindkomst eller alder, men blot mennesker på en fælles vandring. Uanset vores
formål med at gå. Og uanset om vi har kommodeben eller stankelben.
Alle nyder vi duften af køer og varme eukalyptustræer efter regn,
lyden af solsorte, nattergale og sprøde kirkeklokker. Og synet af
grønt på grønt på grønt og mørke skyer, der rejser sig som
bjerge. Og blå bjerge i horisonten. Og alle strider vi mod blæsten
og trodser regnen og tågen.

Det
er også blevet populært at cykle sig en camino. Jeg håber, det
giver mening for dem, der gør det. Men jeg, der selv elsker at
cykle, synes det mangler noget langsomhed. For mig at se ligner det
lidt ekstremsport forklædt som pilgrimstur.

Mange
oplever en tristhed, når de ankommer til Santiago. Tillykke! Målet
er nået, og pilgrimslivet er slut. Det simple liv, hvor benene bare
går af sig selv, uden at du stiller spørgsmålstegn ved det og ikke
kunne drømme om at give op. Hvor livet bare handler om at gå, og
dertil en lille smule om at spise og sove. Og snakke om vabler og
andre vandreskavanker. Hvor det er helt naturligt at interessere sig
for hinandens fødder! Og at kunne lugte såvel fødderne som det
tøj, du sveder i hver dag, mens dit hår forvandler sig til en
fuglerede.

Rundt
omkring i byen står folk og krammer hinanden. Folk, der har mødt
hinanden undervejs og nu skal tage afsked efter at have delt noget
helt specielt og nærmest magisk. Varmen strømmer fra folk. Varme
triste smil. Også jeg fik del i de uigenkaldelige afskedskram. Den
varme bærer jeg med mig.

Måske
er jeg faktisk blevet pilgrim. På min måde. Blot fire dage med
fødderne i rask trav gav mig en klar fornemmelse af, hvad en camino
er for mig. Og hvordan jeg vil gøre det næste gang. For der bliver
en næste gang. Og det skal være ”El primitivo” fra Oviedo. Den
er hård, men smuk. Og fyldt med frihed og åbne vidder og ikke ret
mange mennesker. Det jeg kun fik en flig af denne gang, fordi jeg kun
gik to dage, inden ”El primitivo” stødte sammen med den franske,
som utroligt mange andre går. Engang ude i fremtiden må jeg kunne
finde tretten til femten dage til det. Jeg behøver ikke som Rasa at
gøre det på kun ti, sej tøs!

Selvfølgelig
er jeg pilgrim. Ikke i den katolske betydning af ordet, for den
spiritualitet, jeg søger, ligger et andet sted. I naturen. ”En el
quinto pino”, i det femte fyrretræ, aka in the middle of nowhere.
I de store vidder og de mindste orkidéer. I mudderet og
udholdenheden og det at være ét med det, man er i. I glæden ved at
sætte sig på en lun klippe og tage sig en tår vand og synge sig
selv en sang. Men også i mødet med andre mennesker. I de tanker og
kram man deler.

Det
mest overraskende og stærke kram undervejs fik jeg af en nonne!
Inklusive en velsignelse. Hov! Hvad skete der lige dér? Hun havde en
kraft, var varm og smilende og direkte. Jeg tror på det, der sker
mellem mennesker. ”Todo es providencia”, sagde hun. Jeg forfalder
ikke til at tro på det guddommelige forsyn, men hun kunne noget, den
gode nonne. Og måske var det forsynet, der reddede mig den sidste
morgen i Santiago? Mit vindue på tredje sal på herberget stod
åbent, regnen væltede ned, et uvejr rasede og pludselig HØRTE jeg
en gnist. Og SÅ den. Om den var indenfor eller udenfor, kan jeg ikke
svare på, men meget tæt på, og det var ikke et lyn, som vi kender
det. Bare en vild gnist. Under et sekund efter lød det mest
øresønderrivende brag af et tordenskrald.

Jeg
savner at kunne sige ”buen camino” til alle, jeg møder. Der er
sådan en skøn venlig energi i det. Og det er også en måde at sige
på, at nu vil jeg ikke snakke mere, men gå videre alene. Og det
respekteres. Som regel. Men den sidste dag, uden morgenkaffe, skulle
der mere til. Nu siger jeg det igen. ”Buen camino”, ha´ en go´
tur, ud ad vejen. Nu vil jeg videre! Hele livet er en camino!

Ib
skib skalle akke makke dalle. Regresaré! I´ll be back!



PARADISE REVISITED

DAGENS CAFÈ AMB LLET Posted on Sat, May 21, 2016 01:33:53

Jeg har krammet et træ i dag. Og det bliver ikke det sidste. Gamle krogede egetræer med sirlige rynker og groftskårne dybsindige furer fortæller om et langt liv og står langs stien og kalder på mig. Med spæde nye blade, der lyser sart og grønt. “Giv mig et kram, giv mig det blidest tænkelige kærtegn, og jeg vil give dig alt, hvad du behøver. For det eneste, du virkelig har brug for, er at vide, at vi er ét. Du og jeg og alle er vi en del af naturen og har blot lånt en plads på jorden en kort stund.”
Jeg er tilbage i Leorza, en lille landsby i Baskerlandet, som jeg opdagede sidste sommer, da sommeren var på sit varmeste. 30 grader i skyggen. Vandreture med æsler og svømmeture i læskende floder. Klatreture i snævre grotter, hvor ikke en eneste foton slipper ind. Drikkevand direkte fra fontænen oven for landsbyens mest rustikke hus.
I det hus bor Phil Miller med hunden Tximista og et par katte, der skal holde mus og rotter væk: Den halte stribede hankilling Bakam og dens særpræget plettede mor, som ikke rigtig har noget navn. Og engang imellem Phils søn Jazz og datteren Ishai, som ankommer fredag aften og tager afsted igen næste morgen. En teenagedatter er jo nok det travleste væsen, der findes. Lidt nede ad vejen står hans to æsler Momo og Django, hvis de da ikke er i færd med at udføre samfundstjeneste, hvilket vil sige, at de afkorter græsset foran kirken oppe på bakken på bedste æselvis.
Lige nu bor her også Annabelle og Tom, som er her for at deltage i et work away projekt (www.workaway.info). De har hjulpet i haven, og for nylig har andre work away’ers hjulpet til med at genopbygge og male gavlmuren.
For mig blev besøget hos Phil sidste sommer et inspirerende og lyslevende bevis på, at det er muligt at vælge en alternativ livsstil uden fast indtægt. Et liv hvor urtehaven og hønsegården leverer det basale, suppleret med guidede ture med Bizipizatours ( find det på facebook, lad dig inspirere ) og de logerende via airbnb, som han yder helt specielle ydelser med sine ture ud i landskabet. At bo der var som at komme hjem i ordets bedste betydning, alle deltog i et helt naturligt fællesskab omkring de daglige opgaver. Et sandt paradis i mine øjne.
Hele sommeren og langt ind i efteråret var der fuldt hus i Leorza, og Phil bliver aldrig træt af at dele ud af sin kærlighed til den baskiske naturs vidundere. Så stor er hans iver, at han straks efter min ankomst vil have mig og de to unge med ud til grotterne. Ups, jeg husker alt for godt mine omend små så dog aldeles mærkbare og aldeles irrationelle anfald af klaustrofobi fra sidst og overvejer et øjeblik at takke nej. Men nej, mit nej bliver selvfølgelig til et ja; jeg ser min frygt i øjnene med en påkrævet og heldigvis voksende begejstring og tiltro til Phils evner til at føre os trygt ind i bjergets indre.
Det kommer endda så vidt, at jeg følger trop, da han finder endnu en grotte, en han aldrig før har besøgt og entrer den med hovedet først. Forundret befinder vi os i endnu et stort underjordisk rum. Og lettere forskrækket opdager vi nogle monsterstore og meget bredbagede edderkopper, der ikke gav os lyst til at fortsætte længere ind i grotten. Muligvis en uopdaget art, siger Phil bagefter, for grotterne har været her i mere end umindelige tider uden særlig interesse fra homo sapiens. Den ældste “autograf” i den mere kendte første grotte er fra 1911. Sidste år i december overnattede Phil i grottens indre og vågnede først langt op ad dagen. Man mister totalt “track of time” i dette “pit dark”. Sorry, mit sprog bærer uundgåeligt præg af, at vi er slået over i engelsk, for nok er vi i Euskal Herria, men alle mine medgrotteklatrere er briter. Phil er skotte, men har boet i Spanien i 18 år, heraf de sidste 13 i huset i Leorza.
Vinteren er hård i denne del af Baskerlandet, i Álava. I år kun ned til -6 grader, men -14 kan nemt forekomme. Det eneste opvarmede rum er “køkken-alrummet” nederst, opvarmet af en hjemmesvejset brændeovn, som han har konstrueret af to tomme gasflasker. Dagens kaffe er en god økologisk espresso lavet over gasblusset og det er en rigtig god idé at tage en varmedunk med i seng. Kulden og vinterens ensomhed sætter spor hos Phil, men med forårets komme og den snarlige sommer, hvor folk rykker ind, løftes han gradvist ud af den melankoli, der endnu hviler over stedet i midten af maj. Der er stadig risiko for nattefrost, men nu til morgen var der blevet udklækket en ny kylling. Det lysner. Selv de ældgamle egetræer sætter nye spæde blade. Naturen kalder på os. Jeg krammer endnu et træ, før jeg forlader mit paradis og sætter kursen tilbage mod mere beboede egne.



Next »